Hvordan ser lykke ud i børnehøjde og hvad betyder lykke for voksne, der har det hele?
Det er udgangspunktet for to forestillinger i samme scenografi – og samtidig første udspil fra Teater Hund & Co. i deres nye hjemsted som lille storbyteater i København, BIBLIOTEKET i Københavns Nordvestkvarter, hvor de nu skal producere teater for både børn og voksne.
At begrebet 'lykke' er blevet fællestemaet for de to forestillinger i et ligeledes fælles scenografisk koncept, hvor 'Den store jagt på lykken' er en familieforestilling for 5-12 år og voksne og 'Drømme om noget andet' er for voksne, er vel også et oplagt i et land, hvor danskerne år efter år er blevet kåret som det lykkeligste folk i verden – bedømt ud fra parametre som meningsfuldhed i hverdagen, social omgangskreds, finansiel sikkerhed, velfungerende lokalsamfund og fysisk velbefindende.
Fælles tema, forskellige hold
Det er teatrets to kunstneriske ledere, Methe Bendix (børne- og ungdomsteatret) og Petrea Søe (voksenteatret), der har sat sig for at udforske begrebet lykke med hver deres forestilling, og teatret kalder det selv for et 'kunstnerisk benspænd', at man har besluttet at forestillingerne skal have samme tema og spilles i præcis den samme scenografi.
De to teaterledere står også selv for manuskript og instruktion i hver sin forestilling – Petrea Søe dog i manuskriptsamarbejde med Julie Maj Jakobsen – der har simultan premiere lørdag 14. oktober, hvor familieforestillingen spilles først og umiddelbart efter afløses af voksenforestillingen.
Denne mulighed for at se og sammenligne de to forestillinger samme dag eksisterer også i de efterfølgende spilleperioder i BIBLIOTEKET på Rentemestervej – altså for de voksne, der har lyst og mulighed – for børnene må holde sig til familieteaterudgaven.
Spillerholdene er forskellige i de to forestillinger, hvilket skyldes logistik og arbejdstidsregler:
»Men vi stræber efter, at vi må være meget forskellige i vores udtryk, i vores proces, i vores arbejdsform, og det tror jeg ville være svært at gennemføre med samme hold spillere,« siger Petrea Søe, mens Methe Bendix godt kunne forestille sig, at man en anden gang kunne gøre noget lignende med samme hold spillere på begge forestillinger.
Scenografisk gimmick?
Derfor er det også nærliggende at spørge Methe Bendix og Petrea Søe, hvad det egentlig går ud på, for selvom det særlige koncept er en sjov scenografisk gimmick, så er det måske også et kunstnerisk eksperiment, som primært er til glæde og udfordring for scenograf og instruktør?
»Ja, man må da håbe, at vi ikke er de eneste, der får noget ud af det her. Dogmet denne gang har været, at scenografien er skabt udelukkende til voksenforestillingen, så det er Petrea og scenografen Lisbeth Burian, der har samarbejdet om den, og mig og mit hold, der er hoppet ind i den og i denne opsætning har arbejdet på en anden måde, end man plejer,« siger Methe Bendix.
»For mig har det været et interessant kunstnerisk eksperiment, også i forhold til, at det har vist sig, at det har så meget at gøre med det, der endte med at blive en væsentlig indholdsmæssig ting i vores forestilling: At en vej til lykken kan være at være i DET, DER ER. Det er jo netop det, vi har været tvunget til! Og den begrænsning har faktisk givet en enorm frihed,« siger hun.
»Scenografien er altså lavet til voksenforestillingen, så spørgsmålet er vel især om børneforestillingens publikum har nogen glæde af det. Det tror jeg. Jeg tror, at dét delvist at blive inspireret af scenografien har taget mig andre steder hen, end jeg ellers ville have kommet. Dét at det har været til stor glæde og inspiration rent arbejdsmæssigt for MIG, kan man også håbe vil gå hen og give afkast til publikum i kommende forestillinger….«
Instruktørens ansvar
– Hvad har jeres erfaringer/udfordringer med konceptet været til nu frem mod premieren?
»Før vi gik i gang, var jeg lidt bekymret for, om jeg kunne overholde konceptet. Normalt er instruktøren jo inde over ALT, skal godkende alt og have en mening om alt. Men det har faktisk været SKØNT at sidde til møder og ikke være den, de alle sammen kigger spørgende på. Og samtidig har jeg også, når jeg så på Petrea og processen udefra, kunnet se, hvor stort ansvar instruktører egentlig har – vi skal huske at passe godt på os selv og hinanden, tænker jeg,« lyder det fra Methe Bendix, der ser som den største udfordring at der var to produktionshold, der skulle deles om samme sal – med scenografien – de sidste tre uger.
»Så vi har haft et meget udførligt og indviklet skema, kørt med kyndig hånd af vores meget effektive og nødvendige produktionsleder. I første del af prøveperioden var begge hold på Forsøgsstationen, i to sale ved siden af hinanden. Det var givtigt at kunne mødes og f.eks. lave fælles opvarmning, og at kunne dele glæder og frustrationer i frokostpausen,« siger Methe Bendix, der har fået blod på tanden af processen.
Begrænsninger satte processen fri
»For mig har det været skidesjovt at prøve 'kun' at have ansvar for indhold og spil. Det at GIVE SLIP på kontrollen i forhold til scenografien, har givet PLADS til noget andet. Jeg kunne faktisk godt tænke mig en anden gang at tage det endnu længere ud: At samarbejde med en scenograf, hvor scenografen starter med at lave en scenografi og jeg starter med at skrive et manus, og så mødes vi og tager den dérfra. Eventuelt ud fra et fælles tema/dogme,« siger hun.
Også Petrea Søe har oplevet fællesproduktionen som noget positivt:
»Det har været frodigt for voksenholdets kunstneriske proces at skulle åbne op, se ud over vores egen proces, at der er en anden verden end kun det, vi selv står med. Jeg oplever, at begrænsning på tid og omstændigheder sætter processen fri. Det at vi er flere i samme scenografi gør, at vi ikke nusser for meget med materialet, og det tror jeg er godt for det endelige stof,« siger hun.
Børn og voksne tages lige alvorligt
– Hvad er det meningen, at man især man kan glædes/forundres over ved jeres eksperiment?
»At temaet er lige relevant for børn og voksne, og at begge forestillinger på en eller anden vis mødes til sidst i og med at vi er kommet frem til det samme udsagn,« siger Petrea Søe og suppleres af Mette Bendix:
»Man kan f.eks. glædes over, at vi tager børn og voksne lige alvorligt. At vi giver begge parter input til at reflektere over livet, sammen og hver for sig. Og over, at det er en sjov idé. Jeg tror også, at man, hvis man ser begge forestillinger, vil forundres over, hvor meget spil, lys og lyd kan ændre en stemning i et rum. Det er virkelig to HELT forskellige forestillinger i indhold og udtryk,« siger hun.
»Og så synes jeg, at man kan glædes over den fantastiske scenografi, Lisbeth Burian har skabt, som giver gode muligheder til både voksen- og børneholdet. Og så håber jeg, at der er nogle voksne, der i tiden efter forestillingen vil glædes og forundres over, hvor gode samtaler man egentlig kan have med børn om vigtige ting i livet. Og omvendt.«
Nøgleordet er nærvær
– Lykken som begreb – kan det overhovedet foldes ud i to vidt forskellige forestillinger, så det giver en samlet mening?
»Lighedspunktet mellem begge forestillinger er nok noget med at sige: 'Hey, lad os lige kigge på os selv! Kører vi i den rigtige retning? Skulle vi snakke om, om der er andre måder, vi kan leve på?'. Og derudover folder Petrea og jeg emnet ud på vidt forskellige måder. En stor mening, vi gerne vil have, at vores koncept giver, er at børn og voksne – både hver for sig og sammen – reflekterer over vigtige ting i livet. At vi sætter tanker og følelser i gang hos begge parter. Og at de kan dele noget meningsfuldt. Det er jo børnene, der kommer til at redde os ud af den suppedas, verden er i, men de voksne bør hjælpe lidt til!« kommer det manende fra Methe Bendix, der også håber, at det vil give 'ringe-i-vandet'-mening på den måde, at de voksne, der først ser voksenforestillingen også får lyst til at se emnet behandlet sammen med egne eller andres børn, og at de voksne, der først ser børneforestillingen, får lyst til at se voksenforestillingen.
»Og at folk måske vil blive inspireret til at 'jage' lidt mindre og VÆRE lidt mere,« siger Methe Bendix, mens Petrea Søe bakker helhjertet op:
»Enig! Nærværet har være et nøgleord for mig. Jeg tænker, om vi kan opleve lykke i nuet, i nærværet mellem mennesker, hvis vi hele tiden er fraværende og har travlt med at DRØMME OM NOGET ANDET. I nærværet med publikum i teatret kan vi måske være heldige at opleve lykken.«