17. februar 2016

Italiensk pris til Dansk Rakkerpak

Mens Dansk Rakkerpak har lagt billet ind på en fremtidig tilværelse som egnsteater i Næstved (se artikel) fører de sig frem i det store udland og har netop modtaget en stor pris på Milano for den tilsyneladende uopslidelige 'Richshaw'.

Lørdag 13. februar fik Niels Grønne og Niels Peter Kløft således hovedprisen for bedste forestilling på Milano Clown Festival i Italien.

If. de glade teaterfolks egen Facebook-side var man i selskab og konkurrence med klovne, gøglere og artister fra Chile, Polen, Frankrig, Spanien, Rusland, Italien, England og Mexico.

Altså hele det segment, der tilbage i 1988 blev smidt ud af dansk børneteater og refusionsordningen, men hvor flere af genrene og deres elementer siden har listet sig ind i danske børneteaterforestillinger, ligesom nycirkus er blevet accepteret som refusionsberettiget scenekunst…

Men som de to ledere og kunstnere i Dansk Rakkerpak skriver på deres FB-side: 'Det var en stor weekend i teatrets historie. Efter snart 30 år, hvor vi har haft autorisation til at bære rød næse, er vi nu omsider blevet belønnet med en pris for at stikke klovnenæsen frem overalt på gader og stræder i hele verden'.

Og Nels Grønne følger op i en lille mail til teateravisen.dk:

»Vi er stolte over at være brobyggere mellem teaterverdenen og den spraglede skare af nycirkus, commedianter og gøglere. På en festival som Milano Clown Festival stak vi lidt ud fra mængden ved at lave en egentlig teaterforestilling med en gennemgående rød tråd, men der var faktisk et par andre kompagnier mere med i programmet der også  præsenterede 'rigtige' teaterforestillinger. Til gengæld var der ikke rigtig nogen, der lavede gammeldags klovneri med rød næse. Miljøet er i bevægelse og har været det siden slutningen af 70’erne hvor 'Festival of Fools' opstod i Amsterdam og siden kom til København.«

Såvidt den glade prisvinder og medleder af Dansk Rakkerpak.

'Rickshaw' har kørt både Danmark og verden rundt og blev i øvrigt anmeldt i BørneTeaterAvisen tilbage i november 1999 (se pdf med anmeldelsen), hvor Kirsten Dahl bl.a. skrev, at 'humoren er Gøg & Gokke-agtig. Umiddelbar, enkelt og ur-agtig banal. Børnene har let til grin og løjerne trykker såmænd også flere gange på vi voksnes grineknapper'.

Italienerne havde tilsyneladende også let til smilet, og så fik Dansk Rakkerpak en fortjent pris i hus for forestillingen, der har turet rundt i Europa og tillige gæstet Libanon og Argentina.

(Billedet: Niels Grønne og Niels Peter Kløft ved plakaten på den klovne-festival, der tildelte dem prisen for bedste forestilling med 'Richshaw'. Foto fra Dansk Rakkerpaks Facebook-side)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne