Statens Kunstfond har indgået en treårig aftale med det internationale netværk ISPA (International Society for the Performing Arts) om et nyt dansk fellowship-program, der har til formål at videreuddanne ledere inden for scenekunstområdet.
Fellowship-programmet, der er en del af ISPAs udviklingsspor, handler om at efteruddanne og dygtiggøre kulturledere, der er i begyndelsen eller midt i deres karriere.
Programmet består dels af en konferencedel – dels af særligt tilrettelagte fellowship-dage. Derudover får hver deltager (fellow) tildelt et garvet ISPA-medlem som mentor i hele perioden.
ISPA afholder to årlige konferencer: En i New York i USA i januar måned og en i løbet af året i et af de cirka 50 medlemslande, der er en del af ISPA. I 2015 blev der eksempelvis afholdt en forårskonference i København og Malmø.
Blandt tidligere og nuværende danske fellows er Jakob Højgård Jørgensen fra Teater Nordkraft og Marianne Klint fra Teater Momentum.
Projektstøtteudvalget for Scenekunst udvælger til september i samarbejde med ISPA de tre danske fellows, der bliver en del af programmet. Og der er ansøgningsfrist 15. august.
Se mere om ansøgning, fellow-program og ISPA på kunst.dk eller via dette link
(Billedet: ISPA's fellows kommer fra alle dele af verden fra Skotland til Singapore og Indien til Ecuador. Foto: Christopher Duggan, ISPA)