29. juni 2024

Ishøj Teater får ny leder

Mens Ishøj Teater for tiden spiller egne forestillinger og gæstespil rundt omkring i kommunen, fordi der bygges et helt nyt teaterhus i Tranekilde, som forventes at åbne i sensommeren 2025, kan man nu også præsentere en ny teaterleder, idet Christine Albrechtslund tiltræder 1. juli. Hun har været konstitueret en rum tid og afløser Allan Grynnerup, der har været tilknyttet Ishøj Teater siden 1981 og været leder siden 2011.

Christine Albrechtslund (f. 1972) har erfaring fra teaterverdenen som dramaturg, skuespiller og underviser på Den Danske Scenekunstskole gennem 20 år. Hun har tidligere været leder af ’Børnescenen’ på Folketeatret samt medvirket i og instrueret flere forestillinger, film og tv-serier. Herunder flere børneteaterproduktioner hos Ishøj Teater og Bornholms Teater m.fl., ligesom hun var deltager på Dramatiker Væksthus-holdet 2015-17.

I meddelelsen om den nye teaterleder hedder det, at Christine Albrechtslund ønsker at give publikum en autentisk og nærværende teateroplevelse som modvægt til den digitale verden – selvfølgelig med særligt fokus på at skabe fælles oplevelser for børn og voksne i Ishøj Teater.

’Teaterkunsten hjælper til forståelse af den verden, der omgiver os, og som vi er en del af. Målet er, at Ishøj Teaters fortællinger sætter tanker i gang, berører og overrasker – samtidig med, at vi spejler os selv og hinanden’, lyder det fra hende.

Ishøj Teater kunne i 2022 fejre 50-års jubilæum for teatrets placering i Tranekilde, men teatret blev faktisk grundlagt allerede 1965 i København af Jytte og Tonny Lyngbirk, inden man flyttede til Ishøj og byggede et teater. Nu venter man altså på at kunne tage et nyt og moderne teater i brug i næste år – et projekt til godt 70 mio. kr. i form af støtte fra A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål og Ishøj Kommune.

Børneteater skal fortsat være hovedfokus, men der lægges an til en ny profil og nye visioner, som det gamle teaterhus ikke kunne rumme.

Ishøj Teater har været egnsteater siden 1985 – dog med undtagelse af 2012, hvor en evaluering af teatrets faldende kunstneriske og faglige niveau medførte tab af egnsteaterstatus og statsligt tilskud. Men teatret kom stærkt tilbage med ny ledelse og fornyelse af repertoire og et bredt anlagt kunstnerisk samarbejde med den øvrige professionelle danske børneteaterverden.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne