4. november 2022

ISCENE version 2.0

De glæder sig på ISCENE’s redaktion i disse dage, hvor man har kunnet præsentere læserne for en mere tidssvarende hjemmeside i et brugervenligt design.

Det er ikke let at skaffe penge til den slags blandt specifikt kulturbærende nyhedsmedier og slet ikke hvor scenekunst er fokusområde – det er vedstående over 14 år gamle design af Teateravisen et alt for nærliggende eksempel på… – og chefredaktør Rie Hammer kan da også i sin glædestrående introtekst fortælle, at det udelukkende er blevet en realitet takket være en fond, der støttede med øremærkede midler til udviklingen af sitet og som ikke måtte bruges til drift. 

Her kan der også godt bruges flere midler, men ISCENE kan dog glæde sig over modtage 200.000 kr. årligt til drift i de kommende tre sæsoner fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst.

Men lige nu gælder det altså fornøjelsen over at residere over en nyhedsportal, der er behagelig nem at overskue og gå til – takket være indsatsen fra digital strateg og marketingsspecialist Filip Gielda, ’som nøje har kortlagt brugerrejse, digital interaktion og designet det nye ISCENE, så det er let for læseren at finde og fordybe sig i fagstærkt indhold om scenekunst’.

Det er absolut lykkedes – og tillykke med ISCENE 2.0!

Se selv: https://iscene.dk

(Billedet: Toppen af det redesignede ISCENE – funktionaliteten fremgår tydeligt, når man scroller ned)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne