Skolerne er blandt de vigtigste formidlere af børneteater, og derfor er det vigtigt, at de lokale lærere både kender til børneteatret og formidlergerningen.
Det prøver bl.a. Taastrup Teater at hjælpe med til ved at være et vigtigt stop på den introduktionstur, som Pædagogisk Udviklings Center i Høje-Taastrup i denne tid tilbyder 25 folkeskolelærere forud for deres første dag i det nye job.
Lærerne besøger teatret, hvor de får rundvisning og foredrag om teatrets særlige tilbud til områdets mange børn og unge, som i over 20 år har været en af Taastrup Teaters prioriterede målgrupper, og som har resulteret i, at næsten alle folkeskoleelever på Vestegnen besøger teatret på et tidspunkt i løbet af deres skoletid, ligesom teatret også selv besøger de lokale skoler en gang om året.
’Det er vigtigt at forstå, at traditionen ofte starter i skolen. Derfor afsætter vi store resurser til at bevare kontakten med det unge publikum’, fortæller teaterleder Mogens Holm.
Som et lille sløjfe kan det nævnes, at en af dem, der som barn kom i Taastrup Teater, til foråret vender tilbage – men nu som forfatter til forestillingen ’Føtexsøen’. Lone Aburas’ roman er en uhøjtidelig skildring af livet i 1990’erne i det særdeles multikulturelle Taastrupgaard, der er nabo til Taastrup Teater. ’Føtexsøen’ blev nomineret til Montanaprisen og udløste et arbejdslegat fra Statens Kunstråd.
Læs mere på www.taastrupteater.dk