Der er allerede udsolgt til rigtig mange forestillinger på Horsens Teaterfestival, som afvikles 15.-17. september med 35 forskellige forestillinger/events, der i alt opføres i 217 gange – så en forskræpsartikel med kraftige opfordringer til at myldre til Horsens Teaterfestival næste weekend er nærmest omsonst. Der skal nok blive fyldt med lokale og tilrejsende publikummer til de mange forestillinger, som man også kan læse nærmere om i det fine program, som også kan ses og downloades på hjemmesiden
Så hvad gør man så for at præsentere festivalen? Jo, man kunne jo vælge at lege Djævlens Advokat og på den mere traditionelle scenekunsts vegne spørge ind til festivalens erklærede fokus på ’deltagelse, inddragelse og medskabelse’, som er et aktivt element i mange af forestillingerne og også er temaet i dette års faglige forum – og som altså insisterer på, at tilskuerne pinedød skal involveres og i flere tilfælde både skabe handling og styre forløb i de enkelte events.
Vi snakker her om interaktive teaterinstallationer; publikumsdirigeret improteater; tilskuerbestemmende performerkonkurrence; workshop med bygning af et monster, der skal paradere i byens gader; poetisk konsultation med publikum; bygning af levende skulptur skabt af publikum, pop-up vandreforestillinger m.v.
Men hvordan bidrager al denne interaktion til udvikling af scenekunsten og scenekunstens møde med publikum? Man snakker jo meget om publikumsudvikling i disse år, men det handler vel reelt mere om teaterkunstens udvikling. Og måske en bevidst og specifik satsning på nye/andre publikumsgrupper?!
Temaet er en form for samtale
Det er festivalens programchef Adelaide Bentzon selvfølgelig den helt rigtige til at svare på. Det er hendes tredje festival som kunstnerisk leder, og hun har udviklet festivalen med flere nye formater og aktiv i kurateringen af årets program.
»Vi vil gerne være med til at fokusere på nogle af de tendenser, der er i scenekunsten. Inddragelse er jo ikke nyt, men det er i udvikling og der er er mange stærke bud. Derfor er det et tema på festivalen i år, men der er jo også masser af andet på programmet.
Temaet er en tråd – en del af den samtale, som jeg synes en festival er indbegrebet af, fordi man netop kan opleve et væld af forskellige forestillinger side om side, som taler på kryds af tværs af genrer, koder og udtryk,« siger hun.
»Inddragelse og medskabelse er jo et temmelig vidt begreb, der dækker over meget forskellige tilgange. Fra forestillinger, hvor inddragelsen er helt central i den kunstneriske ide, hvor publikum inddrages undervejs, eller forestillinger der har børn og unge på scenen, trækker på børn og unges historier, eller hvor man arbejder med scenekunst og inddragelse som et værktøj til at skabe fællesskaber.«
»Jeg synes, at dette års program præsenterer et lille udvalg af forestillinger der viser forskellige bud og retninger på temaet. I fagligt forum taler vi om den værkforståelse og faglighed, der knytter sig til denne type scenekunstneriske arbejde, og så skal publikum jo gerne have nogle sjove, tankevækkende og måske endda bevægende oplevelser med det inddragende.
Og! heldigvis er der også rigtig mange skønne forestillinger som overhovedet ikke beskæftiger sig med inddragelse eller medskabelse,« kommer det lidt afværgende fra Adelaide.
Med til at styrke børn og unges lyst til at være publikum
– Har du forståelse for, hvis en del af branchen synes, at den stigende publikumsinddragelse i forestillingerne (nogle gange mere spændende og vedkommende end andre) er en form for knæfald for en del af den publikumsgruppe (børn og unge), der kun synes, at noget er interessant, hvis de selv medvirker. Og at det risikerer at blokere for oplevelse af den mere traditionelle og bevægende scenekunst?!
»Jeg har forståelse for at det selvfølgelig ikke er alle, der elsker de formater, og jeg har også forståelse for de kritiske perspektiver, men jeg er ikke enig i, at det er knæfald, og jeg er inderligt i mod at det bliver en enten-eller-snak. At arbejde med inddragelse er blot en måde at arbejde på. Det kan være et stærkt kunstnerisk greb, og det kan være fuldstændigt fladt, ligesom alle andre ideer og greb, og vi kommer selvfølgelig heller ikke uden om skoling, præferencer og smag.
Personligt tror jeg ikke at det blokerer for oplevelsen af andre typer forestillinger fordi jeg i bund og grund sagtens tror at vi kan se en abstrakt kunstinstallation, en klassisk fortælling, ny-cirkus, tre slags dans, musikdramatik og en interaktiv performance i hælene på hinanden. Det tror jeg faktisk også, at børn og unge kan. Vi får selvfølgelig nogle ret forskellige oplevelser, som vi oplever intellektuelt, emotionel, sanseligt osv. og som vi givetvis vil være helt uenige om. Jeg tror egentlig, at det kun styrker børn og unges lyst til at være publikum, at de selv har været med, og jeg synes, at de unge som har deltaget i vores ungedramaturgiat generelt er meget nuancerede og rigtig gode til at reflektere over forskellige genrer og former. En tendens blandt en del af de unge, jeg har mødt, er måske at de generelt er tiltrukket af de forestillinger, hvor de føler, at dem på scenen anerkender, at de findes.«
Forståelsens bagtæppe
Mens Adelaide forsvarer sig bravt og begavet, forsøger den djævelske advokat i skikkelse af den gamle, vrisne redaktør sig med andre våben – det tilhørende anmelderi:
– Man kan nogle gange have den oplevelse, at det kan være svært at se, hvor (scene)kunsten stopper og publikum begynder – og at det nogle gange er med et så løst og skiftende indhold, at det faktisk kan være svært at argumentere for en specifik faglig anmeldelse, når der primært er tale om skiftende workshops, publikumsstyret impro-teater og performerkonkurrence, skulpturbygning udstillinger og massive installationer m.v.
»Det er jo nærmest umuligt for mig at svare på uden at lyde irriterende belærende, og det vil jeg meget nødigt. Jeg starter et andet sted: I mange år efter min uddannelse i Amsterdam, hvor mit fokus jo var dans og performance, havde jeg ikke supernemt ved at se mere traditionelt teater. Jeg synes faktisk, at det var ret underligt og nærmest lidt kunstigt, og jeg kunne egentlig ikke rigtig forholde mig til, hvad jeg kunne lide og ikke lide og hvorfor. I dette øjeblik kan jeg nævne adskillige meget klassiske forestillinger både for børn, unge og voksne, som jeg er helt vild med. Men det er jo ret svært at komme udenom alt det, som medvirker til vores forståelse – generationer, skoling, smag etc.,« siger Adelaide og sætter et modangreb ind:
»Måske skal du bare blive ved med at se en masse formater, som du synes er underlige. Måske er der pludselig noget uventet, som rammer dig og som måske ligefrem rører dig. Måske er du bare ikke så vild med værker, hvor grænsen mellem scene og publikum er flydende.
Men det må vi vist tale nærmere om efter festivalen…«
God plads til de unge
Så er det vist på tide, at få det tunge skyts frem, for hvad siger publikum og formidlere til det bredspektrede program!?
– Med de mange nye formater, som du har indført, kunne det være interessant at høre, om efterfølgende evalueringer tilsiger, at festivalen rent faktisk har fået fat i nye publikumsgrupper, flere formidlere, flere familier, flere… ?. Herunder om Fængslet som ungdommens epicenter (som jeg i øvrigt synes er en virkelig glimrende ide) lever op til forventningerne. Og hvad synes du selv, at dine største landvindinger (kunstnerisk, publikumsmæssigt, festivallogistisk m.v.) har været i løbet af dine første festivaler?
»Jeg må indrømme, at jeg er rimelig glad for vores unge-indsats. Jeg synes egentlig, at den er landet hurtigere og bedre, end jeg havde forventet, selvom jeg også synes, at der er masser at udvikle videre på. Adskillelsen af børne- og unge-delen har givet nogle muligheder for at sætte en klarere ramme for det unge publikum og skærpe indholdet. Det er blevet et større program, og jeg er glad for, at vi kan vise et større udvalg af et felt, hvor der bliver skabt mange rigtig gode forestillinger. Vi kan mærke at unge-publikummet på festivalen er blevet større.«
Festivalen vækst-scene ’ung på vej’ er en platform, der også får flere unge grupper til festivalen. Horsens Teaterfestival har altid haft rigtig godt fat i familierne, og sådan er det stadig. Lokalt har vi i de sidste år arbejdet en del med at nå ud til de folk, som ikke bruger festivalen. Da Iben (Grøftehauge, festivalens projektleder, red.) og jeg begyndte vores samarbejde, talte vi meget om, at vi gerne ville skabe nogle flere scenekunstarrangementer i byen – netop fordi det er måde at nå ud til nogle af de borgere, der aldrig kommer på teaterfestivalen.
Derfor udviklede vi Scene+ – altså en række arrangementer fordelt over ca. fire weekender i løbet af året. En kombination af forestillinger, workshops og andre forløb både for skoler og alment publikum. Her har vi også brugt inddragelse som et værktøj til at nå nye publikumsgrupper gennem workshops og andre forløb, hvor børn og unge har afprøvet dans, teater og performance på egen krop. Jeg er ret overbevist om, at det gør teatret mere tilgængeligt for børn, at de selv har været på gulvet og oplevet nogle processer. Det skaber et tilhørsforhold og et ejerskab, og det tror jeg er mindst lige så vigtigt som gratis billetter, når vi taler om lige adgang for alle,« siger Adelaide.
»Jeg ved ikke, om der er kommet flere formidlere til, men i forhold til formidlere og branche er det min generelle oplevelse, at skellene mellem dans, teater, performance og andre formater er blevet mindre skarpt optegnede, og det betyder måske, at gæster fra branchen er ret bredt repræsenteret. Men – det er en fornemmelse og det er ikke min fortjeneste. Det er heller ikke mig, der begyndte med at co-producere festivalens egne åbningsforestillinger, men det er noget, som jeg har været virkelig glad for at gøre på de sidste to festivaler. Jeg så gerne, at det er et af Horsens Teaterfestivals særkender. Det lykkedes ikke at få på plads i år, men jeg tør næsten love at det sker igen til næste festival. I år kan vi så i stedet opleve hvad en (efter min mening) meget dygtig belgisk koreograf kan skabe med 11 unge på scenen,« slutter Adelaide i ret overbevisende stil sit engagerede forsvar for årets festivalprogram.
Imens lister djævlens advokat sig stilfærdigt væk, mens den gamle redaktør gør sig klar til endnu en begivenhedsrig festival i Horsens. Denne skribent har faktisk været med alle årene siden 1986 – dengang festivalen startede i Brædstrup, inden Horsens Kommune tog den til sig. Altså lige bortset fra et hospitalsramt år og corona-aflysningen. Så selvom det måske ikke har været som interaktiv medskaber af kunsten, har det afgjort været som deltager…
