»Det her bliver en af verdens ti bedste forestillinger!« lyder det selvsikkert fra skuespillerne Tea Rønne og Pernille Nedergaard Haugesen i begyndelsen af Teater Dyrelabs nye stykke ’Frøken Mærkværdig & Karrieren’ – hvorved de skruer publikums forventninger endnu højere i vejret.
Denne manøvre viser sig at være en pointe i sig selv, for historiens kvindelige hovedperson har som barn har fået indprentet af sin far, at hvis ikke man er blandt de ti bedste i verden – så er man ingen overhovedet.
Da det lykkes Frøken Mærkværdig at blive optaget på en kreativ uddannelse, tager hun da også fat med ambitionerne om at være ’genial, nyskabende og revolutionerende’ med det resultat, at hun inden længe er fuldkommen lammet af præstationsangst.
Resten af forestillingen udspiller sig i en række scener, der på forskellig vis undersøger forholdet mellem idealbillede og virkelighed.
Det handler om at være på
Skuespillet, der henvender sig til de 13-årige og opefter, bygger på den svenske billedroman af samme navn, tegnet og skrevet af Joanna Rubin Dranger i 2001.
Men selvom historien er 12 år gammel, har vort eskalerende præstationssamfund blot gjort den endnu mere aktuel, mener Pernille Nedergaard Haugesen. Ikke nok med at de unge forventes at fare i lyntempo gennem studierne og ud på arbejdsmarkedet drevet af økonomiske incitamenter frem for personlig lyst og motivation. Også på det sociale område er præstationspresset konstant og omfattende.
»Forestillingens målgruppe er den første generation, som er vokset op med de sociale medier som en helt naturlig del af deres liv. De er altid online, de skal altid uploade et lækkert profilbillede og skrive en fed statusopdatering. De skal altid virke som om, de er ovenpå.«
Farvel til fordybelsen
Og mens al energi sættes ind på at bevare den perfekte overflade, har de dybere sider af tilværelsen trange kår.
»Vi interviewede nogle unge i forbindelse med forestillingen, og en 16-årig pige fortalte, at hun havde droppet at øve sig på sin bas, som hun ellers elskede højt. ’Jeg føler, at jeg har travlt hele tiden,’ forklarede hun. ’Men når jeg stopper op og tænker mig om, så ved jeg egentlig ikke, hvad jeg har så travlt med. Men pga. den travlhedsfølelse har jeg svært ved at fordybe mig i én ting og sige: nu skal jeg lære dét her.’«
Behovet for dybde findes trods alt, og mange unge har også venner, de betror sig til. Men når tilværelsen i så høj grad drejer sig om at præsentere sig selv på den rigtige måde, kan det være svært at tilstå, at man ikke er perfekt, påpeger Pernille Nedergaard Haugesen.
»De unge, som vi interviewede, kunne godt finde på at joke og sige: ’Åh, jeg har ikke fået særlig mange likes på mit billede’. Men der er nogen, det ikke er sjovt for. Nogle unge føler virkelig, at de ikke er noget, hvis deres billede ikke bliver liket. Men det er et kæmpe tabu. Ingen står frem og siger: ’Jeg har det faktisk seriøst dårligt over, at der ikke er nogen, der kan lide mine billeder på Facebook.’«
Mørkemonsteret flytter ind
En lignende problematik kæmper Frøken Mærkværdig med i sine bestræbelser på at sætte skub i karrieren. Hun bruger enorme mængder energi på at finde sig til rette i den kreative branche og få sin virkelighed til at ligne idealet.
Og da det mislykkes, bliver hendes personlighed nærmest splittet i to dele: På den ene side skammer hun sig over sin fiasko, bliver trist og angst, og et Mørkemonster begynder at hjemsøge hende. På den anden side skruer hun endnu mere op for sine virkemidler udadtil, så hun fortsat kan præsentere sig selv som den succesfulde kvinde, som det hele kører for – et desperat skuespil sat i scene for at skjule sprækkerne i den perfekte overflade.
Men hendes forsøg på at jage Mørkemonsteret væk lykkes ikke. Monsteret lurer overalt, og imens eskalerer hendes præstationsangst.
Stress er en fin sygdom
Billedromanens beskrivelse af præstationsangst er den direkte årsag til, at Tea Rønne og Pernille Nedergaard Haugesen besluttede sig for at sætte forestillingen op, da de udmærket kender følelsen fra egen krop.
»Kort før sommerferien sidste år havde vi netop taget hul på denne forestilling om præstationsangst, da jeg selv blev hårdt ramt af fænomenet,« fortæller Pernille Nedergaard Haugesen.
»Jeg havde følelsen af at være spærret inde i min kalender. Flere år ud i fremtiden skulle jeg præstere og være ansvarlig – uden et eneste åndehul. Jeg fik simpelthen stress.«
Efter at have været sygemeldt med stress i en længere periode, besluttede hun sig for at lægge sit liv grundlæggende om og få et mere realistisk billede af, hvad hun som menneske kan kapere.
Men selvom det var hårdt at ligge inaktiv pga. stress, føler Pernille Nedergaard Haugesen på ingen måde, at hun bryder et tabu ved at fortælle om forløbet.
»Stress er jo en moderne sygdom, som det nærmest er lidt fint at have. Folk sagde til mig: ’Åh, det er også fordi du har arbejdet så hårdt,’ og det er jo rigtig smart at arbejde hårdt i vores samfund i dag. Der er langt højere status i at have stress end at have en psykisk lidelse som fx depression, og derfor er det forholdsvis nemt for mig at fortælle om stressforløbet. Det er langt sværere at bekende, at man føler angst ved at skulle leve op til alle mulige forventninger. Dét er stadig tabu.«
’Jeg har det bare skidegodt’
Men har skuespilleren Pernille Nedergaard Haugesen andre ambitioner end at skabe dybfølt, meningsfuld kunst?
»Jeg vil da både være en perfekt mor, en pissedygtig underviser, en helt vildt fed performer, se skidegodt ud og i øvrigt kunne håndtere alle sociale lag. Det er virkelig hårdt arbejde. Og det er svært at indrømme, at man ikke er perfekt. Det er ikke let, når jeg kommer og afleverer mine børn i klassen, og dèr står alle de andre mødre, de ser godt ud og har tjek på livet – og så sige: ’næh, det går faktisk ad helvede til: Vi har fandme ikke fået vasket tøj de sidste fjorten dage, min mand er skidesur, og jeg har det dårligt med mit arbejde’. Det er nemmere at sige: ’Hej, jeg har det bare skidegodt’ – og så smutte videre.«
Angsten for det uperfekte rammer både unge og voksne i vore dage, og både Pernille Nedergaard Haugesen og Tea Rønne håber, at det vil føles befriende for publikum at se Frøken Mærkværdig blive overmandet af præstationsangst.
Blot følelserne og bliv dømt
Mens de unge og evigt online – og mange voksne med – kan føle sig pressede til at præsentere et idealiseret billede af sig selv, må en skuespiller bogstaveligt talt stille sig selv til skue.
»Som skuespiller bruger man sig selv rigtig meget,« siger Pernille Nedergaard Haugesen.
»Man må være parat til at blotte sig følelsesmæssigt, og man kan ikke gemme sig deroppe på scenen. Du står live over for et publikum, der dømmer dig lige her og nu. Og i vores branche bliver man desuden hele tiden vurderet på graden af succes i det seneste værk.«
Det må da kunne give anledning til en vis præstationsangst?
Formand for Dansk Skuespillerforbund, Katja Holm, lægger ikke skjul på, at jobbet som skuespiller kan være en hård tjans.
»At være skuespiller kræver en høj grad af involvering af dig selv, fordi du er dit eget instrument. Der er hele tiden nye skuespil, du skal sætte dig ind i og formidle, og du sætter dig selv på spil hver aften – måske selvom du er syg. Desuden er det jo en højst usikker branche, hvor en rolle kan give dig tre måneders intenst arbejde, men efterfølgende står du muligvis tomhændet. Vi har ikke erfaring med, at vores medlemmer får sceneskræk eller forfalder til alkoholisme, men søvnproblemer, stress og en generel følelse af usikkerhed er velkendte fænomener,« påpeger Katja Holm.
Helt normalt at ville være genial
Med disse hårde vilkår for skuespillere in mente kunne man forestille sig, at det ikke bare vil være sundt for de unge, men også for Pernille Nedergaard Haugesens kolleger at se historien om Frøken Mærkværdig.
»Jeg tror, at rigtig mange i branchen vil kunne genkende sig selv i Frøken Mærkværdig. Vi, der laver forestillingen – instruktør, scenografer, skuespillere, musikere – vi kan sagtens genkende os selv i hendes ambitioner om at være den store kunstner, som er helt vildt genial og nyskabende. Det vil vi alle sammen gerne være – hver gang.«
Men der ligger en væsentlig forskel i, om forventningerne og kunstnerdrømmene kommer indefra eller udefra.
»Man må spørge sig selv: ’Hvorfor laver du det værk? Har du rent faktisk noget på hjerte, eller vil du bare gerne have dit billede i Politikens iByen?’ Hvis man laver noget, fordi ’det plejer publikum at være vilde med, og det sælger billetter’, så har man intet at falde tilbage på, hvis det bliver dårligt modtaget,« pointerer Pernille Nedergaard Haugesen.
»Til gengæld er det skidesundt at have ambitioner, hvis de stammer fra en selv. Forestillingen om Frøken Mærkværdig er mit og Teas værk helt igennem, og jeg brænder 100 % for det, jeg laver på scenen. Når man har nogle personlige aktier i værket og selv har været med til at skabe det, så er man måske mindre tilbøjelig til at gå ned med flaget, hvis andre synes det er dårligt. På den anden side er det også hårdt, hvis ens hjertebarn bliver sablet ned. Så kan man godt få en følelse af at være misforstået.«
’Har I set hvor mange stjerner vi fik i Teateravisen?’
Mens de unge stræber efter ’likes’ på Facebook, holder Pernille Nedergaard Haugesen og mange af hendes kolleger et vågent øje med antallet af stjerner, der ledsager anmeldelserne i Teateravisen.dk.
»Man lægger helt sikkert mærke til, hvor mange stjerner de andre får,« siger hun.
»Der er ekstremt meget sammenligning kollegerne imellem, det tror jeg slet ikke kan undgås. Og selvfølgelig vil man hellere have fem stjerner end tre.«
Stjernesystemet, der i forbindelse med omlægningen af papiravis til netportal blev indført i 2008 for at skabe mere synlighed om anmeldelserne, har lige fra begyndelsen været genstand for debat og er ofte blevet kritiseret for at være overfladisk. Pernille Nedergaard Haugesen har ikke en politisk holdning til systemet, men erkender, at det som forbruger kan være en nem måde at tjekke, om anmelderen synes det er en god eller dårlig forestilling.
»Antallet af stjerner bliver jo uddybet af selve anmeldelsen, men jeg tror mange springer den over.«
Direkte adspurgt om, hvor mange stjerner hun forventer til sin egen forestilling om Frøken Mærkværdig, er hun ikke i tvivl.
»Hør lige her: Vores forestilling er en af de ti bedste forestillinger i verden, så selvfølgelig får den seks en halv stjerne!«
***
Teater Dyrelabs forestilling, ’Frøken Mærkværdig & Karrieren’, spiller 30. januar – 8. februar på Bådteatret i København. Det er en turneforestilling, der også kommer til Aprilfestival i Holstebro 30.marts-6. april 2014.
