De fleste danske børne- og ungdomsteatre kender jo til konceptet med at spille for et publikum, der er mere eller mindre tvangsindlagt til at overvære forestillingen på deres skole eller institution – eller for den sags skyld på et stationært børneteater – fordi deres lærer/pædagog har besluttet sig for at udvælge og arrangere teaterkunst for dem.
Som oftest kommer der jo noget godt og vedkommende ud af disse møder, men hvordan er det så at spille for et publikum, der er lukket ind på en noget mere bastant måde – nemlig i et fængsel…!?
Det har det lille turneteater TeaterTasken nu afprøvet i form af en turne i april, maj, juni og september 2012 med en ungdomsforestilling til fængsler rundt omkring i landet.
Projektet var teatrets egen opfindelse og kom i stand i kølvandet på teatrets nyeste forestilling, ’Farfar Krigsmand’, der egentlig er beregnet til 12-årige og op og har sit omdrejningspunkt i den tyske besættelse af Danmark.
Stykket skildrer de konsekvenser, det har for en lille dreng og hans familie, at hans far var nazist. Moderen bilder drengen ind, at faren er ude at rejse, selvom denne sidder i fængsel for sine gerninger frem til foråret 1949. Siden da bliver der ikke talt mere om nazismen og ’rejsen’. Familien lukker skammen inde, og lever videre, som om intet var sket. Men en generation senere skal barnebarnet Benedikte forholde sig til, at hendes elskede farfar var nazist under Anden Verdenskrig…
Penge fra TrygFonden
»Efter premieren sagde min mand, der arbejder som arresthuslæge, at ‘den skal I da spille i fængsler’. Han genkendte hele tematikken omkring den løgn, mange indsattes børn tit får fortalt om, at deres far er ude at arbejde på en olieplatform, er på kursus i udlandet eller hvad man nu kan finde på. Der er bare det med en løgn, at når den bliver opdaget, føler børnene et dobbelt svigt,« fortæller Karen Nielsen, der er stifter og leder af TeaterTasken og selv har skrevet manuskript til ’Farfar Krigsmand’, der er instrueret af Hans Henrik Clemensen.
Selvom forestillingen altså var beregnet til og også spiller på skoler og institutioner m.v., gik teatret gik i gang med at udtænke en turne til fængsler – med det erklærede mål at give de indsatte en kunstnerisk oplevelse og via forestillingen få dem til at reflektere over, hvordan de tackler fængselsopholdet i relation til deres egne børn. Også selvom forestillingen ikke giver nogle entydige svar på, hvad man skal gøre.
Derpå gik teatret i gang med at kontakte udvalgte fængsler via institutionernes skolelærere og præster, som sagde god for ideen med en sådan turne og kom med gode råd omkring udformning af ansøgninger m.v.
Da TrygFonden – som arbejder for at skabe mere tryghed i Danmark med fokus på kerneområderne sikkerhed, sundhed og trivsel – siden bevilgede penge til projektet, ringede teatret rundt til samtlige fængsler i landet for at høre, om man var interesseret i at få forestillingen, der blev tilbudt gratis – ud.
»Nogle fængsler meldte fra, fordi de ikke mente, at deres indsatte kunne forstå forestillingen pga. deres ringe danskkundskaber, andre mente at de indsatte var for unge, mens et fængsel så mange gange havde oplevet, at de indsatte havde ødelagt koncerter, at de ikke var interesseret i et teaterbesøg. Faktisk fik vi rigtig mange nej’er i starten,« siger Karen Nielsen.
Tjek på de besøgende
Men der var altså også en hel del, der sagde ja – og herefter kom teatrets erfaringer som turnerende teater til sin ret omkring de mange praktiske ting, der følger med en forestilling – inkl. kontrakter med oplysninger om lokalestørrelse, strøm, mørklægning osv. Det med overholdelse af nedre aldersgrupper var jo her mindre væsentligt, al den stund, at der jo ikke sidder 12-årige i danske fængsler…
»Men oven i det skulle det også tjekkes, om vi overhovedet måtte spille i et mørklagt lokale, hvad forestillingen kræver. Fængslerne frygtede, at der ville blive handlet stoffer, mens vi spillede, så et sted skulle vi have publikumslys med, et andet sted løste de det ved at vagterne sad blandt de indsatte. Og alene det at mørklægge kan også være et problem i sig selv – stiger er ikke velset i de fleste fængsler…,« kommer det fra Karen Nielsen, der sammen med sin medspiller Sune Kofoed og teknikeren Elroy Villumsen også selv blev tjekket grundigt før og under deres besøg indenfor murene.
Også selvom der var stor forskel på de enkelte ‘spillesteder’. I de åbne fængsler skulle de bare vide, hvornår og hvem der kom; i de lukkede måtte teaterbilen gennem sluser, mens mobiltelefoner og lign. skulle efterlades hos vagten.
Indsatte hjalp til
Og fremmedartede oplevelser i det restriktive miljø var der i det hele taget nok af.
»Nogle fængsler har en meget hård logistik. De forskellige grupper af indsatte må ikke se hinanden. Det kan gøre det rigtig besværligt at få lov til at spille i gymnastiksalen, da alle vil have deres tid i salen. Jeg troede jo, at det var så nemt at arrangere teater i et fængsel, for de er der jo hele tiden, men nej. I Vridsløse var vi fx ude for, at al vores scenografi skulle fragtes ind i små vogne, da man ikke turde lade os køre ind med bilen. De var bange for, at de indsatte ville overfalde os og stikke af i bilen,« siger Karen Nielsen, der dog også kan fortælle om stor interesse og hjælpsomhed langt de fleste steder, hvor de indsatte hjalp med ind- og udbæring, nogle gange assisteret af de ansatte, ligesom der blev gjort meget for at skabe en god stemning både før, under og efter forestillingerne.
De særlige forhold gjorde, at der blot var mellem 10 til 40 tilskuere pr. forestilling – og bortset fra unge under 18 år fra det åbne fængsel i Jyderup var publikum mellem 22-60 år. Og fortrinsvis mænd. Teatertasken spillede dog også i to fængsler med kvindelige indsatte.
Scener fra et fængsel
Og selvom publikum altså var indsatte i fængsler, var der dog ikke ‘fremmødepligt’ alle steder
»Vi spillede i alt fem forestillinger, hvor publikum ikke selv havde valgt det – af forskellige grunde, herunder bemandingen på stedet. Men de fire steder gik det fint – og mindre godt i Nyborg,« fortæller Karen Nielsen, der erkender, at der ER stor forskel i at spille for børn og voksne – og så oven i købet med en decideret børne- og ungdomsforestilling i et fængsel.
»Selvfølgelig er det anderledes. Mange har slet ikke været i teatret før. Og de griner ad nogle andre ting end de unge. De har naturligvis meget mere livserfaring end de fleste 14-årige, vi normalt spiller forestillingen for. Og deres livserfaring er jo ofte også anderledes end hos de fleste andre voksne. Mange af dem har været udsat for mange svigt, og mange ved, hvordan det er selv at svigte. Det har været tæt og nærværende at stå og spille alle de situationer, som de indsatte sidder midt i. Teksten bliver ligesom mere klar,« kommer det fra Karen Nielsen, der også oplevede tilråb og uro blandt tilskuerne, som lige skulle prøve de to skuespillere af. Men de fleste steder blev det hurtigt vendt og blev til en god forestilling.
»Det kender de fleste, der har spillet for teenagere, jo i forvejen – det med at få vendt en sal fra uro, tilråb og fnisen til dyb koncentration,« siger Karen Nielsen, der kun følte decideret ubehag et sted.
»Det var i Nyborg Statsfængsel. I fængselskredse er der ingen, der vil afsone her. Og man kunne ikke skaffe os stiger, så vi kunne ikke mørklægge lokalet. De indsatte, der kom, skullekomme. De kunne se hinanden, og vi kunne ikke bruge lyset som medspiller. Det var nogle store fyre, som kom med alle mulige tilråb og grinte ad os. Det nytter ikke at være bange for sit publikum, det ved alle skuespillere, men det var ikke rart, og vi åndede lettet op, da vi kom ud.«
Positiv rapport
Hun synes, at det mest ubehagelige ved turneen var den megen kontrol og ditto indslusningsprocedurer, hvor man for alvor forstod, at nu var man altså i et fængsel.
»Men skønt der sidder folk inde for alvorlige forbrydelser, formåede indsatte og ansatte at skabe en god stemning. Noget der for øvrigt overraskede mig positivt, for sådan var det i de fleste fængsler,« kommer det fra Karen Nielsen.
TeaterTasken skulle efterfølgende aflevere en rapport til TrygFonden om projektets forløb – og mulige succes.
Og det mener teatret bestemt at det var. Både pga. det grundige forarbejde, den generel gode modtagelse og stemning under forestillingerne i det særlige miljø – og ikke mindst fordi oplevelsen rent faktisk satte nogle ting i gang hos mange indsatte, der var indstillet på at diskutere forestillingen bagefter med hinanden og med skuespillerne i en uformel stemning, hvor man kunne vende de vigtigste temaer i stykket; skyld, skam, tilgivelse og hvad man gør i forhold til sine børn, når man er i fængsel.
»Men lige så snart en fængselspræst eller skolelærer stillede sig op og spurgte, om der var nogen spørgsmål, faldt det hele til jorden og alle samtaler forstummede. Ingen har lyst til at tale om private problemer i et stort forum. Dette skete heldigvis kun to gange,« fortæller Karen Nielsen.
Tilbage til landevejene
TeaterTaskens erfaring fra turneen er også, at Kriminalforsorgen generelt ikke er den nemmeste samarbejdspartner, og at det går nemmest via kontakt direkte til lærere eller præster i fængslerne.
Udover de mange problemer omkring manglende mørklægning og andre praktiske forhold oplevede teatret også et par uventede aflysninger, idet Horserød Statsfængsel meldte fra to gange pga. uroligheder i fængslet…
Alligevel kalder Karen Nielsen fængselsturneen for en stor oplevelse. Både for teatret og det indsatte publikum, der fik noget andet og mere at reflektere over.
For TeaterTasken går det hårde turneliv videre uden for murene. Teatret er et lille turnerende teater, der gennem 15 års eksistens aldrig har fået produktionsstøtte og må klare til kunsten via det, som forestillingerne spiller ind på landevejene. Tilsat lidt støtte fra fonde til opsætninger og samarbejdsprojekter, hvor forestillingerne kan indgå i andre sammenhænge – fx. på museer og lignende. Og altså fængsler.
