»Du skal kun blive anmelder, hvis du ikke kan lade være,« fortalte Anne Middelboe Christensen, freelancer på Information og anmelder på teateravisen.dk, mig som noget af det første.
Den tænkte jeg lidt over – det har jeg hørt mine forældre sige masser af gange, hvis jeg stolt fortalte; Jeg vil være skuespiller, astronaut, balletdanser eller professionel golfspiller…
Efter en uge begyndte jeg at forstå. Det er svært at leve af anmeldelser, man bliver nødt til at have andre bolde i luften for at tjene til dagen og vejen. Og så skal man være omstillingsparat.
Min første forestilling mandag var aflyst, så praktikugen startede tirsdag. Jeg skulle møde Carsten Jensen, redaktør på Teateravisen, på Valby Station, og havde en lyserød jordbærhue med som kendetegn.
Carsten Jensen havde tilrettelagt et flot praktikforløb, men desværre måtte han fortælle mig, at den næste forestilling også var aflyst. I stedet ville jeg få en rundvisning på Teater Zeppelin, hvor jeg skulle have set deres forestilling 'Ronja Røverdatter'.
På vejen fortalte Carsten Jensen mig om det at være anmelder. Det er vigtigt, at anmelderen ikke får et for tæt forhold til skuespillere og andet teaterfolk.
»Du skal kunne lave en neutral anmeldelse, selvom du kender folkene bag et stykke. Men mange anmeldere har alligevel venner rundt omkring i teatermiljøet.«
Han fortalte, at du som anmelder skal kunne arbejde alene – med meget skrivearbejde og samtidig have et solidt netværk, så du får flest mulig opgaver og arbejdskontakter.
Teater Zeppelin er et meget lille teater, så jeg blev overrasket over at de havde plads til sminkerum og værksted, hvor meget udstyr de havde og hvor detaljeret rekvisitterne var. Der var to skovhekse til Ronja, hvis kroppe var støbt efter unge piger med anoreksi. De mange fjer var sat på en efter en; to måneders arbejde af fire mand. Fuglene var håndholdt og skulle i stykke svæve ned over publikum.
Jeg fik en spændende rundvisning på hele teateret – det var sjovt at se et teater indefra.
***
I en baggård midt i København ligger Ordbutikken. Jeg havde hørt om den i radioen og læst på hjemmesiden, men jeg synes, det lød lidt fjollet: Er der nogen, der vil købe et ord i en gaveæske for 500 kr. Men da jeg ankom, var der kunder i butikken, og Anne Middelboe Christensen havde julelys i øjnene, hun havde netop solgt ord nummer 100! Hun forklarede at hvert ord er et unikum, der kun sælges en gang, og at der til sidst laves et poetisk projekt med alle købte ord. Det er en sjov og enestående ide, samt en god måde at tjene lidt ekstra til det ydmyge liv som anmelder – hvem ved, måske bliver det den nye julegavetrend?
***
Onsdag skulle jeg mødes i Dansekapellet med Anne og hendes universitetsstuderende – endnu et af hendes job udover at være anmelder på Teateravisen, freelancer på Information, have en Ordbutik og være mor til tre.
Først fik vi lov at gå på opdagelse i det smukke kapel, der overhovedet ikke var dystert og klamt som min mareridtsforestilling om et krematorium. Der var stilfuldt, med hvide vægge brudt af farverige billeder af dansere, mosaikvinduer – og med udsigt til kirkegården. Anne Middelboe Christensen interviewede den kunstneriske leder, Cher Geurtze, om kampen for lokalsamfundets opbakning, søgen efter nærkontakt med publikum – danserne fra dansekapellet har optrådt på gaden og på tage af højhuse.
»Det handler om at møde publikum der hvor de er, da det skaber mere tryghed omkring dansen,« fortalte hun.
»Det handler som danser om se og blive set, vi har alle sammen noget inden i, og vi kan udtrykke os gennem dansen.«
Der er plads til alle i dansekapellet – der er hold med alt fra ballet til yoga og latindans til dans for kvinder med slør samt vestafrikansk dans og bollywood. Som forbruger i dansekapellet har man stor frihed til at danse også udenfor de aftalte holdtider, for Cher Geurtze ved, hvor vigtigt det er at kunne danse, når lysten er der.
»Da jeg selv var danser, blev vi sneget ind af vagterne om natten, så vi kunne øve koreografi og danse,« fortalte hun smilende.
Anne Middelboe Christensen spurgte til omdannelsen fra kapel til kulturhus for dans og bevægelse.
»Jo,« startede hun. »Der, hvor I sidder lige nu, var der to etagers køleboks.«
Det gibbede lidt i mig. Hun fortalte, at første gang hun var til rundvisning, var bygningen tom og uden vinduer, og at hun til at starte med ikke troede på, at projektet kunne lykkes. Jeg var også imponeret da jeg kiggede rundt i den store dansesal, hvor alt udstyr er avanceret og luksuriøst.
***
Efter undervisningen gik jeg på cafe med Anne Middelboe Christensen og hendes kollega, Jan Thielke, der tidligere har været boganmelder, men stoppede på grund af sit eget forfatterskab. Han fortalte, at det var for svært at anmelde sine kollegers arbejde, når man selv skulle kunne arbejde sammen med dem bagefter. Han fortalte også, at anmeldere ser teater/læser bøger på en anden måde, fordi man allerede er i gang med at skrive anmeldelsen i hovedet. De snakkede begge to om, at anmeldelser, sjældent giver den debat, der var håbet på – men at folk i stedet giver dem ret eller ikke kommenterer anmeldelserne. I stedet er der mange teatre, der brokker sig over dårlige anmeldelser, fordi forestillingen nu ikke kan sælges.
***
Om aften så vi 'The Artificial Nature Project' i dansehallerne – en eksperimenterede forestilling, hvor projektet er at gøre menneske og materiale afhængige af hinanden, altså ligeværdige.
Da jeg kom ud, var jeg helt fortabt. Hvordan laver jeg en anmeldelse af en danseforestilling, der på det groveste udfordrer min holdning til dans. Samtidig med at den ikke har en handling fra A til B. Jeg havde kradset løs på min blok i mørket i 70 minutter, men da jeg kom hjem, syntes mine notater nytteløse. Forvirret og noget bleg gik jeg i seng.
***
Torsdag skulle jeg se 'Annas jul' på Ishøj Teater. Forestillingen var sød, men i modsætning til 'The Artificial Nature Project' var den meget traditionel med frontspil og naturalistisk scenografi. Jeg var ikke imponeret, da den gav for lidt næring til børnenes fantasi. For nu lige at slutte med et lille svirp med halen, som jeg har lært man skal i anmeldelser.
***
Jeg syntes, at teateranmelder lød som det fedeste job: Gratis teateroplevelser og så bagefter skrive sin mening. Jeg havde allerede benene på sofabordet. Hvad jeg så ikke havde tænkt på var: Deadlines, bijob, rejsetid og sure teatre, der brokker sig over en dårlig anmeldelse…
Jeg fik et kort, men godt indblik i anmelderens verden, det er ikke en nem branche.
At være teateranmelder kan sammenlignes med at være skuespiller – du skal ud i rampelyset og så ellers holde dig interessant, hvis ikke er der andre til at tage din plads.
