Klokken er 15. Tilskuerne strømmer til. Det er dagen, hvor vi endelig skal optræde for Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. Dronningen ankommer om 40 minutter. Vi har knoklet i otte dage, har holdt prøver lørdag og søndag. Alle er spændt. Generalprøven er netop færdig. Der var 600-700 tilskuere fra skolen, som var kommet i god tid. Jeg havde fornemmelsen af, at der godt kunne komme mange tilskuere. Men den gang, jeg sagde ja tak til opgaven, var der ingen der havde sagt, at der ville komme 2.000 tilskuere. Det stod først klart for mig på tredjedagen.
Helt vildt, men det så ikke ud til at anfægte de andre. Beslutningen er taget uden om mig. Jeg prøver bare at hænge på og forberede og støtte børnene så godt som muligt. Vi har fået bevilget mikrofondækning. Det skal nok gå.
Generalprøven var lidt tung – nu skal vi bare trykke den af. Børnene er blevet mere og mere fokuseret. Det virker som om de stadigvæk kan lide historien. Der er sket meget på ni dage.
Min opgave var at lave en storytelling-udveksling med en gruppe børn og deres lærere i byen Morogoro, Tanzania. Opgaven havde to formål: Dels at være pilotprojekt for den del af ‘Children as creators’, et tre-årigt kulturudviklingsprogram iværksat af det danske Center for Kultur og Udvikling (CKU), som skal foregå på to skoler i Morogoro og dels skulle udbyttet af workshoppen præsenteres for Dronningen, når hun kom på besøg i Morogoro i forbindelse med sit officielle statsbesøg i landet. Prinsegemalen ville være i Dar-es-Salaam den dag, hvor han bl.a. skulle overvære Jacques Matthiessens børneteaterprojekt. Vi havde fået 20 minutter til præsentationen. Vi vidste, at Dronningen var i byen og var godt i gang med dagens program.
Min samarbejdspartner, Davie Kitururu, havde på en forberedende workshop udvalgt 16 børn ud af en flok på 100 – alle 13 år. Derudover var der fem lærere. Det var meget eksklusivt, da hele Solomon Mahlangu Primary School kun havde 39 lærere til 1.200 elever. Vi skulle arbejde tre timer hver eftermiddag mellem 14.30 -17.30, hvor den værste varme var ovre. Davie havde hyret en trommeslager, Daniel, til at være med hver dag.
Med udgangspunkt i min engelske udgave af forestillingen ‘I Guder!’, ‘Ye Gods’, hvor de i grove træk forstod handlingen og var meget optaget af det fysiske udtryk og brugen af lyde, fik vi fin kontakt, tillid og meget sjov den første dag.
Davie har et meget varmt, lige til og humørfyldt forhold til børn. Hans engelsk er godt og han oversatte det væsentlige fra swahili for mig. Hans opvarmning med børnene var lege, fokus-, tillids- og koncentrationsøvelser. På andendagen lavede vi mine fortælleøvelser, – alle fortalte en oplevelse fra de var ti år gamle til hinanden, to og to, de byttede partner og gav den historie, de lige havde fået og fik en ny selv til gengæld. En håndfuld fortalte så den sidste historie, de havde hørt, for alle. Nu måtte der gerne overdrives.
Dagen endt med et gruppearbejde. Vi spurgte om hvem, altså hvilke karakterer, mennesker eller dyr, der skulle være med i en historie, hvis vi selv skulle lave den. Det kom der 16 karakterer ud af, hvoraf vi sammen valgte fem. A Farmers wife, a Lion, a Watchman, a Rabbit and a Thief. Efter gruppearbejdet overgav lærerne sig fuldkommen til arbejdet. Det viste sig, at det var meget sjældent, at der var så tæt kontakt mellem elever og lærere. Lærernes positive engagement var helt fantastisk for resten af processen.
Den tredje dag var hovedopgaven, igen i grupper, at lave fortællinger med de fem karakterer. Det kom der otte sjove fortællinger ud af. Om formiddagen inden den fjerde dag mødtes Davie og jeg på mit hotel for at samle op. På et tidspunkt ringede Davies mobil, og jeg begyndte at skrive et bud på en fortælling ned, mens han talte. Det blev en lang samtale. Da han var færdig, læste jeg for ham hvad jeg havde skrevet. Han kun godt li’ det og spurgte, om jeg ikke kunne prøve at lave et bud på slutningen også. I det samme ringede hans telefon igen. Jeg skrev videre og kom igennem. Der var ikke blevet plads til The Thief, men Davie ku’ godt li’ historien.
Der var engang en meget trist kvinde, en landmands kone. Landmanden var blevet ædt af en løve da han arbejdede i marken…
(det skal lige siges, at der næsten hvert år bliver ædt et menneske af en løve i Tanzania. Før i tiden blev løven fanget og slået ihjel hurtigst muligt. Ellers ville den vende tilbage efter endnu et ”let” måltid. Men nu er man gået over til at fange den og flytte den væk til et fremmed territorium. Her bliver den så ædt af de løver der er der i forvejen. De vil nemlig ikke tolerere den fremmede.) … konen var nu alene med sine 4 børn, – 2 store drenge og 2 små piger. Drengene blev sendt hjemmefra for at arbejde i minerne. Med besked om at ta’ ansvar og arbejde hårdt, når nu deres far var væk. Pigerne skulle hjælpe deres mor. Men den ældste datter blev syg. Hun fik feber, og I ved hvad der sker, når man får feber, ens øjne bliver slørede og det ser ud, som om man ingenting ser. Konen havde ikke råd til medicin, fordi hun var nødt til at betale vagtmanden for at beskytte dem mod løven og det gjorde hende endnu mere trist, – for hun havde brug for sin datter til at hjælpe sig med at hente vand og samle brænde og arbejde i marken. Men en morgen, mens konen var ved at lave morgenmad ude foran huset, råbte den yngste datter pludselig: ”Kanin, kanin!”. Kvinden så op og fik øje på en stor, fed vild kanin, som hoppede omkring i skyggen under træerne, tæt på huset. Hun kaldte på vagtmanden. Han havde været vågen hele natten for at passe på og holde øje med gederne og kvæget, men nu kom han løbende ud af huset med sit gevær. ”Skyd kaninen!” råbte kvinden. Vagtmanden løftede geværet, men kaninen stak af og løb ud over marken. ”Fang den!” Vagtmanden løb efter den, ud på marken. De løb, – længere og længere, – ud over marken. Men den vilde kanin var helt vildt hurtig. Hvor hurtig er en vild kanin? (svar fra børnene: HELT VILDT HURTIG!) og vagtmanden var helt vildt langsom. Så kaninen nåede det høje græs på den anden siden af marken og forsvandt. Vagtmanden stoppede op. ”Pyh-ha”. Mens han prøvede at få pusten igen, hørte han pludselig et højt ”krash!” og et brøl inde fra det høje græs. Det var en LØVE! Vagtmanden sprang ind i skyggen under et træ og pegede med sit gevær i retning af lyden. En kæmpe løvinden trådte ud fra græsset. Den havde en kanin i munden. Vagtmanden sigtede på den: ”Den var måske for langt væk, men han blev nødt til at ta’ chancen, hvis den fik øje på ham nu, ville den enten stikke af eller også ville han selv være i stor fare”. I det samme vendte løvinden siden til ham. Han tog sigte og BUM! Han var døv i et øjeblik, men så så han løvinden vende sig imod ham. Hun stirrede direkte på ham og begyndte at gå lige hen i mod ham. Hvad ku’ han gøre? Han havde lige brugt sin eneste kugle. Han var skrækslagen. Løvinden stoppede op. Den åbnede munden. Kaninen faldt på jorden, – hendes ben begyndte at ryste, – hun gik i knæ, – hun faldt om på siden, ”ga-da-bum!” Løvinden var død.
Glad for sit held, skyndte vagtmanden sig til landsbyen og fortalte hvad han lige havde gjort. Løvinden blev båret til kvindens hus. Da hun så den døde løve, vidste hun med det samme, at det var den løve, der havde spist hendes mand og hun fik et lille smil på læben. Den aften sad kvinden ved sin syge datters seng og sang en sang. Det var en glad sang, og hun havde ikke sunget glade sange i laaang tid. Mens hun sang så hun ind i sin datters øjne, – og der så den lille gnist, – den lille gnist, som hun plejede at ha’, – I ved den lille gnist der betyder liv. Allerede næste morgen havde hendes datter det meget bedre og feberen var næsten væk.
Landsbyen havde forberedt en stor fest for at fejre løvens død. Kvinden tog sine døtre i hånden og begav sig mod landsbyen. På vejen kom hendes to sønner dem i møde. Som var de sendt af Gud, kom de hjem for at besøge hende, – og sammen begav de sig alle til landsbyen for at feste … og kvinden huskede hvor vigtig glad sang er for livet. DENNE GLÆDE TIL JER!!
Jeg fortalte historien i workshoppen og både børn og lærere ku’ godt li’ den. De genkendte elementer fra deres egne fortællinger og accepterede den som ‘vores’ fortælling, også selv om jeg havde skiftet tyven ud med de fire børn. Det var et stort skridt. Nu havde vi en historie. Rammen var på plads og vi gik straks i gang med at prøve.
Det er første gang jeg er i Tanzania – ja, i Afrika og første gang syd for Ækvator. Men mine rejser til Indien har givet mig god kaos-træning, og jeg gled ret let ind i det lokale rum og oplevede grundvilkårene for livet i Morogoro. Morogoro er en millionby ca. 200 km vest for hovedbyen Dar-es-Salaam. 80 % af tanzanianerne lever af landbrug. Selv om der er omkring en million mennesker i Morogoro-området, er livet og mentaliteten stadig tæt knyttet til livet på landet.
Hurtigt blev jeg grebet af den naturlige adgang til sang og dans, og Davie og jeg blev nemt enige om, at det skulle være en væsentlig del af vores optræden. Davie bad mig om at påtage mig ‘fortælleren’ og foreslog, at børn og lærere skulle krydre fortællingen med dramatiseringer, sang og dans – og sådan blev det. Samme dag iscenesatte vi et bud på første halvdel, og på femtedagen kom vi hele vejen igennem.
Lone Ravn fra Kunststyrelsen kom på visit for at instruere os – Davie, Mr. Moses, som er Headteacher på skolen og jeg – i, hvordan vi skulle forholde os til Dronningen: Hvor vi skulle stå og gå, hvem Dronningen skulle hilse på, – det havde været en større diskussion på højeste plan i byen i flere dage. Den danske stat har støttet Tanzania med udviklingsbistand gennem 40 år og der var mange, der gerne ville vise deres respekt. Der blev valgt tre.
Nærmest som en sidebemærkning, sagde Lone, at der gerne skulle holdes en lille velkomsttale for Dronningen.
»Og hvem skal så holde den,« spurgte jeg.
»Det vil være meste naturligt hvis en af jer, Davie eller dig, gør det,« svarede hun.
Det havde vi ikke lige set komme. Én ting er at byde velkomme til et publikum, noget andet er at holde velkomsttale for en dronning med hof og alle byens spidser.
Davie kiggede på mig og sagde: »Den tager du.«
»Nej, det ville være forkert,« svarede jeg.
»Jeg er på besøg her. Det ville være mere rigtigt, at du, som er vært, gør det. Jeg skal nok hjælpe dig med at skrive talen.«
Davie var enig i synspunktet. For ham var det jo heller ikke kun Her Majesty, det var også alle hans egne politiske autoriteter. Det kunne blive en rigtig vigtig tale for ham. Det var også en enestående chance for at vise ansvarlighed og gøre indtryk.
Jeg håbede på, at det kunne lette lidt på noget af den modvilje, han ofte løb ind i sin daglige kamp for at overleve som fuldtidskunstner i Tanzania. Han skulle lige vende sig til tanken. Så accepterede han.
På dag seks havde vi tre gennemspilninger og blev enige om kostumer: Drengene i Masai-tøj, pigerne i T-shirt og skørt og mig i ‘I Guder!’-kostume. Alle bare tæer. Måske kunne vi få en prøve mandag i hallen, hvor vi skulle optræde tirsdag. Det ville være rigtigt godt. Hallen er en overdækket plads med åbne sider, som er en del af universitet, som ligger lige ved siden af børnenes skole og hedder Freedom Square. Hele komplekset er en tidligere ANC-træningslejr, som blev efterladt i 1992. Danida har støttet bygningen af en del af lejren og vi prøver i den teatersal, hvor ANC har bearbejdet deres sag med taler, sang, dans og teater. Mr. Moses undersøger, om vi kan få en prøve mandag.
Dag syv: Tre kvinder, lærere fra tre forskellige skoler, kom for at se vores arbejde. En af dem agerede dronning. Det fik vi meget sjov ud af. Gæsterne indprentede børnene og lærerne om at være koncentrerede og ikke lade sig forstyrre af ting omkring dem. Det havde vi selvfølgelig også sagt mange gange, men det var godt at få det igen udefra. De kunne godt lide historien. Davie og jeg brugte eftermiddag, med Davies kone som sekretær, på at skrive velkomsttalen. Det var spændende at prøve, og vi fik lavet et seriøst bud.
Dag otte: Vi kunne ikke prøve i hallen. De studerende lavede en aktion, ‘en strejke’ kaldte Mr. Moses det. Det er svært at forstå hvad der sker, men det er en politisk sag. Davie siger, at det er typisk: Når tingene snerper sammen, skal gamle mellemværender gøres op. Han siger, at der sikkert er nogen, der ikke har fået de penge, de har til gode. Der var tre embedsfolk fra borgmesterens og Guvernørens kontorer, som kom og overværede dagens sidste prøve. De var sendt for at tjekke os ud. Det var en mærkelig atmosfære at arbejde i, men de fik jo bare lov til at kigge på. De kom ikke med nogle indvendinger Vi var blevet godkendt. Sidst på dagen blev det sagt, at de studerende protesterede, fordi de ikke havde fået deres studielån udbetalt, som de var blevet lovet.
Der er 35 minutter, til det går løs. Børnene drikker vand og få lidt at spise. Mikkel fra den danske ambassade kommer mig i møde med et vildt blik i øjnene.
»Dronningen kommer ikke her! – vi skal hen til hende i stedet for. Duog Davie kommer med mig. Børnene skal ind i en bus og af sted med det samme. Tag jeres ting og skynd jer!«
»Hvad sker der!?«
»Det er præsidentens beslutning. Skynd jer!«
Jeg løb op på scenen og tog mine tasker. Jeg havde taget alle mine ting med. Jeg skulle af sted lige efter forestillingen for at nå til Dronningens middag i Dar-es-Salaam samme aften kl. 19.45. Davie havde informeret børnene og trommeslageren. Der var flere sikkerhedsfolk, som lyttede intenst i deres øresnegle.
Af sted. Farvel til 700 tilskuere, mikrofoner, en blomstersmykket scene. Bare af sted. Ind i ambassadebilen. En lokal bus var blevet stoppet på vejen og var ved at blive tømt og vores børn var allerede på vej hen mod den. Af sted, fuld skrue. Heldigvis var jordvejene blevet jævnet, fordi Dronningen skulle komme. Det var folk rigtigt glade for. Det var en stående joke, at hun gerne måtte køre en ny runde i byen hver anden måned, så alle veje til sidst kunne blive jævnet. I starten af ugen var der så mange huller i vejen, at det tog tre gange så lang tid at nå ind til den asfalterede vej.
Nu hamrede vi af sted, så folk sprang til side og vi efterlod dem i en massiv støvsky bag os.
»Vi skal hen på en restaurant som ligger på den anden afdeling af universitet, på den anden side af byen. Når vi kommer frem, skal I vælge et sted, hvor I kan optræde. Ok?« kom det fra Mikkel.
Davie ringede til dem, han kendte og som havde glædet sig til at se Dronningen. De anede ikke hvor det hele skulle foregå nu.
Takket være Mikkels ambassadekort, strøg vi igennem et større udbud af sikkerhedsvagter på vejen ved universitet. Ind på restauranten. Beslutte. Ordne. Indrette. Scenen der. Dronningen sidder der. Ok. En dansk PET-mand godkender. Find en stol. Journalisterne skal stå der. Børnetilskuerne der. Gode billeder. Godt. Alt på plads.
Journalisterne ankommer i minibus. ”Hvad skete der det andet sted?” En journalist fra Reuter spørger. ”Det var præsidentens beslutning, men jeg ved ikke hvorfor”, svare jeg. Flere journalister. Pludselig er jeg omgivet af fem-seks journalister. Men jeg kan ikke forklare, hvad der sker, for jeg ved det ikke. Jeg vil egentligt også helst bare koncentrere mig om det, jeg skal: At optræde for Dronningen et nyt sted lige om lidt.
Jeg bliver opgivet af journalisterne. Davie har fået en melding på telefonen: Børnene er blevet afvist af sikkerhedsvagterne nede på vejen og Dronningens kortegé er blevet set køre i en helt anden retning.
»Jeg tror ikke, at Dronningen kommer her,« siger han til mig. Vi venter. Fem minutter. Ti minutter. En evighed. En mand fra Politiets Efterretnings Tjeneste kommer meget målrettet hen til mig:
»»Du kommer med mig.«
Han taler til mig, som jeg forestiller mig en af Stalins officerer talte, når de ‘hentede’ folk.
Jeg stirrer olmt på ham.
»Hvad skal det sige,« svarer jeg.
»Vi skal i lufthavnen. Dronningen venter os. Kom.«
Af sted igen. Nu i journalisternes minibus.
Det eneste jeg ved, er, at jeg, stadigvæk skal optræde for Dronningen. Men i lufthavnen? Der er ingen lufthavn i Morogoro, det ved jeg, der er en airstrip – en provisorisk landingsbane. Vi er ved at være der. Vi kører ind på airstrippen, en afsvedet græsmark med en lille hangar længst væk. Der er linet op. Der holder en lang række militærkøretøjer med sikkerhedsfolk nede af startbanen. Da vi kommer tættere, kan vi se Dronningen sidde foran hangaren. Bag hende sidder nogle prominente, hoffet og ministre. Til venstre står byens spidser, borgmester og guvernører, efter dem står der omkring 100 civile tilskuere.
På cementen 50 meter foran hangaren står der en flok børn i skoleuniformer. Ved siden af dem står ‘vores’ børn foran et to-motores 20-personers propelfly. Bagved den er parkeret en bemandet brandbil.
»Okay, I går bare lige på, ikk?« råber Mikkel.
Jeg ved ikke hvad han ellers havde forestillet sig. Der er hundrede meter tilbage.
Jeg ser Dronningen helt tydeligt. Hat og solbriller. Bussen stopper. Hurtigt ud. Jeg løber hen mod børnene ved flyvemaskinen. Davie løber hen til trommeslageren. Jeg skal bare ha’ skoene af, så er jeg klar. Af med den ene. Av for f……! Betonen er stegende hed. Solen har stået på hele dagen. Af med den anden. Av-av! Et skridt ud på det tørre græs. Aah!. En lærer tager mig i armen og trækker mig tilbage ind på betonen.
»Der er giftige torne derude.«
Tilbage på stegepanden.
»Er i klar unger?«
»Ja!«
Ser på Davie. Han er klar med fløjten. Vi nikker til hinanden. Daniel sætter i gang. Davie synger for. Børnene synger, dansen går i gang. Jeg står og tripper. Lytter. Mærker rytmen, lytter til klangen. Lyden bliver kastet tilbage fra hangaren. Det er ok. Venter. Samtidigt med at introen ender, går jeg i rytme frem på scenen: »Once upon a time there was a very sad women…«
Folk lytter. Det er okay. Så mærker jeg, at jeg står i en olieklat med min højre fod. Nå pyt! Lader som ingenting. Fortæller videre. Den første dramatisering sker. Jeg fortæller om den syge datter. En lyd presser sig på. Jeg taler højere. Mere lyd. Jeg taler endnu højere. Jeg begynder at høre mig selv råbe. Så lander en flyver på græsmarken bag mig.
Hvad kan man gøre. Jeg stopper op. Vender mig. Flyveren kører forbi med brølende motorer. Jeg vinker og råber: »”Goodbye!«. Der er folk, der griner. Tilbage til historien. Dronningen slår en latter op, da kaninen bliver jagtet af den lille pige henover scenen. Mere fortælling. Træder i olieklatten med venstre fod. Shit! Mere drama. En pige spiller løvinden, en dreng, vagtmanden, der skyder løvinden. Løvinden bæres til konens hus af seks børn. Konen smiler og synger for sin syge datter, som får det bedre. Mere fortælling. Sønnerne kommer hjem. Fest i landsbyen. Sang og dans. Trommen slutter med da-ga-da-ga da-ga-da-ga gag. Rækker armene frem mod publikum: »This happiness for you!« Højre hånd på brystet. Alle bukker.
Jeg skynder mig at ta’ mine sko på. Olien!? Lige meget. Hurtigt. Davie og jeg går hen til Dronningen og bukker. Dronningen rejser sig. Giver hånd. »Thank you very much,«
Vi ved ikke, hvad vi skal nu. På universitet skulle vi have eskorteret Dronningen til bilen og sludret med hende på vejen. Men vi har ikke fået nye instrukser. Dronningen går lige i mellem os og hen til børnene. Hvad nu? Vi har fået at vide, at man ikke går bagved Dronningen, man går på siden foran, så hun kan se én, men Dronningen gjorde det jo selv.
Dronningen går hen og stiller sig foran vores børn og siger: »Thank you so much, you are all very clever.«
Så vinker hun til børnene, vender sig, vinker til hoffet og gæsterne. Folk vinker tilbage. Dronningen bevæger sig hen mod et fly, der står på græsset lidt derfra. Dronningen vinker igen, går ombord. Det var det. To minutter senere, mens jeg er gang med at dele gaver ud til skuespillerne, kommer støvskyen fra flyveren, støv og græs suser om ørerne på os. Tak for kaffe.
Jeg har haft gaver med til børnene hjemmefra, glasstjerner, som min kone har lavet. De bliver glade. Jeg kommer til at savne dem. Også Davie, vi har haft et rigtigt godt samarbejde og har taget hul på et varmt venskab. Vi siger ‘På gensyn’ til hinanden.
Endnu et fly letter, støv og mere græs. Alle der er tilbage bliver klistret til i skidt. Jeg skifter tøj inde i hangaren. Jeg skal af sted hurtigst muligt. Vi har vidst det fra start, men nu er det trist at skulle af sted. Som del af programmet har Dronningen inviteret til middag på Hotel Kempinski i Dar-es-Salaam. Davie er ikke inviteret, jeg ved ikke hvorfor.
Hvis vi, Vibeke Munk Petersen fra CKU og Neema, den lokale konsulent, ikke er der inden 19.45 kommer vi ikke ind, lyder meldingen. Vi kan ikke komme over airstrippen, så længe der er fly, der letter. Der er fire fly, der skal af sted. Vi skal køre i bil, chaufføren venter. Tiden går. Davie når at fortælle, at han har fået at vide at Præsidentens beslutning blev taget, fordi han selv, en gang for år tilbage, havde været på besøg derude, hvor en studerende havde kastet en sten efter ham. Det ville han ikke udsætte Dronningen for, var den officielle begrundelse.
Men som Davie sagde: »Det var lidt sent at komme i tanke om. Han sikrede sig bare, at pressen ikke kom til at møde de studerende og deres krav.«
Det var rigtig synd for alle dem, der havde knoklet i ugevis med forberedelserne. Ikke mindst Mr. Moses, som havde investeret meget i projektet.
Vi kom for sent til middagen. Klokken var 20.05, da vi kørte ind på hotellets parkeringsplads. Tjekke ind. Op på værelset. Vand i ansigtet. På med slips og jakkesæt. 20.13. Blev alligevel lukket ind. 20.15. Forretten serveres. Pyh-ha.