»Jeg forventede børneteater, sådan som jeg kender det fra Sydafrika. Pædagogiske forestillinger med overdrevet skuespil, farvestrålende kostumer og skuespillere, der taler ned til børnene.«
Jenine Collocott, scenekunstner fra Johannesburg, ser ud i lokalet på kredsen af jævnaldrende kolleger, hvoraf flere nikker genkendende til hendes beskrivelse af nutidigt sydafrikansk børneteater.
Hun fortsætter:
»Men i løbet af de tre uger i Danmark så jeg flere end 40 forestillinger, og det er noget af det bedste teater, jeg nogensinde har set i mit liv.«
Vi befinder os til seminaret ’Inspiring a Generation’, som ASSITEJ Sydafrika afholdt i juli måned i forbindelse med den store National Arts Festival i Grahamstown, hvor Teatergruppen Batida deltog med to forestillinger. Jenine Collocott og tre andre unge, sydafrikanske scenekunstnere – Jayne Batzofin, Briony Horwitz og Thando Baliso (se faktaboks) – besøgte Danmark i april som led i et samarbejdsprojekt mellem ASSITEJ Danmark og ASSITEJ Sydafrika. Formålet med projektet er at skabe stærke kulturelle forbindelser mellem de to lande, men i særlig grad at inspirere en generation af unge sydafrikanske teaterfolk ved at præsentere dem for kvaliteten og mangfoldigheden i dansk scenekunst for børn og unge.
Mangfoldighed og avantgarde
De fire ovennævnte scenekunstnere fulgte deres værtsteatre – Teater ZeBU, Batida og Teater Patrasket – i forberedelserne til årets Aprilfestival i Holstebro, dykkede på hovedet ned i festivalens bredtfavnende udbud af forestillinger, og deltog siden i workshops og powerdating med danske scenekunstnere på Teaterøen på Amager.
Det er alle disse oplevelser, som de fire sydafrikanere nu deler med deres kolleger på seminaret i Grahamstown.
Jayne Batzofin blev rørt over integriteten i alle de forestillinger, hun overværede:
»Tænk på alle de timer, som vi bruger på at drøfte ’voksenteater’, alle de tanker og nuancer, al den kærlighed og lidenskab – det er nøjagtig de samme ressourcer, danskerne bruger på børneteater. Jeg tror faktisk, vi alle fire føler os underligt tilpas ved at tale om ’børneteater’, fordi ordet har fået sådan en negativ biklang her i Sydafrika. Fremgangsmåden her i landet er at sige: ’Okay, når jeg er færdig med universitetet eller skuespillerskolen, vil jeg begynde med at arbejde inden for børneteater, men derefter komme videre så hurtigt som muligt. På den måde kan jeg arbejde mig op af stigen.’ Men det burde egentlig være omvendt, synes jeg: Man burde arbejde sig frem mod at lave børneteater.«
Briony Horowitz er enig:
»Jeg bemærkede, at de danske børneteaterforestillinger rummer lige så stor mangfoldighed, som vi her i landet kender fra voksenteater. Jeg så traditionelle forestillinger, men også avantgarde; jeg oplevede ordrige stykker, men også meget fysiske dansestykker; og jeg overværede virkelig abstrakte ting med musikinstrumenter for de blot 1,5-3 årige. Alt dette er til rådighed for danske børn. Så vi scenekunstnere behøver ikke at føle, at ’hvis jeg laver børneteater, så skal det absolut være eventyr og pantomime, og det bliver så min karriere.’ Nej, man kan virkelig skabe teater for børn i enhver stil. Der er så mange muligheder.«
Fra skuespillere til karakterer
Thando Baliso er heller ikke glad for betegnelsen ’børneteater’:
»Det føltes ikke som børneteater, men simpelthen som teater. Fordi den magi, vi altid ønsker at se i teatret, var der. Spillerne bevægede ikke kun de børn, der så forestillingen – de rørte også mit hjerte. Hver gang jeg kom ud fra en forestilling, fik jeg lyst til at sige: ’Jeg føler mig som et barn.’ De bragte virkelig det indre barn frem i mig. Jeg blev meget inspireret i Danmark, og en masse idéer er begyndt at løbe gennem mit sind. Tidligere har jeg skrevet, hvad man kan kalde ’voksenteater’, men nu vil jeg hellere vil skrive skuespil for børn. Det er en ny begyndelse.«
Briony Horowitz følger op:
»Jeg fandt det virkelig inspirerende, at magien i teatret ikke bestod i en masse tricks. Det handlede ikke om at skjule ting for børnene, men om at vise dem, hvordan tingene virker! Skuespillerne begyndte ofte forestillingen som skuespillere, men så forvandlede de sig til karakterer lige for øjnene af børnene. Det handlede ikke om, at ’Du skal tro på, at jeg er dette væsen’, men i stedet: ’Jeg er skuespiller, og nu spiller jeg denne rolle.’ Børn prøver altid at finde ud af, hvordan verden fungerer. Og det er komplet magisk at se i teatret, hvordan tingene fungerer – på en kreativ, poetisk og smuk måde.«
Fælles respekt og samarbejde
Jayne Batzofin:
»Jeg vil nævne noget andet, som gjorde et stort indtryk på mig. Her i landet er det først og fremmest unge mennesker, der spiller børneteater, selv om det er instrueret af ældre mennesker. Men i Danmark så jeg mange ældre mennesker (dvs. 45+) spille børneteater. Og det er så smukt, for med den alder kommer den rigtige energi og rette tilstedeværelse, og den generøsitet som består i at give børnene noget, som de virkelig kan respondere på. Det var så smukt at se børn deltage i stille og blide, poetiske øjeblikke. Det er noget af det bedste teater, jeg nogensinde har set, punktum.«
Briony Horowitz:
»Og så kunne man virkelig mærke respekten – både for børnene, men også mellem aktørerne indbyrdes. Det var ikke konkurrenceagtigt eller 'mig mig mig'-skuespil. Og da jeg mødte teatergrupperne, lagde jeg mærke til, at de samarbejder en masse. Vi arbejdede med tre forskellige grupper, og ingen af dem talte dårligt om de andre, og det forstod jeg ikke (latter). Vi mødte også nogle nye, unge grupper, som endnu ikke var i stand til at klare finansieringen selv, og de kunne bare låne lys og få rådgivning. Dette samarbejde og ønsket om at støtte hinanden var virkelig smukt, og jeg synes, det afspejlede sig i forestillingerne.«
ZeBU og Patrasket til Sydafrika
Da de fire sydafrikanske scenekunstnere havde formidlet deres begejstring for dansk børneteater til seminarets deltagere, fortalte flere af Batidas medlemmer om deres oplevelser med de sydafrikanske forestillinger på National Arts Festival og gav udtryk for, at inspirationen så sandelig også gik den anden vej.
»Personligt er jeg dybt misundelig over de sorte deltageres musikalitet og fantastiske fysiske udtryk,« fastslog Batidas instruktør, Søren Ovesen, som i øvrigt mente, at Sydafrika med sin blandede befolkning af sort/hvide mennesker må kunne skabe verdens bedste teater for både børn og voksne.
Og sådan lød det altså fra seminaret, hvor Teatergruppen Batida deltog i forbindelse med National Arts Festival i Grahamstown.
Som en del af samarbejdsprojektet skal både Teater ZeBU og Teater Patrasket til Sydafrika med forestillinger – ZeBU skal til National Arts Festival i Grahamstown i juli 2015. mens Teater Patraskets planer går på at tage både til Cape Town og Johannesburg i foråret 2015 – og såvel Jørgen Carlslund fra ZeBU som Dirck Backer fra Patrasket er foreløbig meget begejstrede for projektet.
Backer fortæller, at powerdating-workshoppen, hvor de fire i løbet af tre dage arbejdede med danske scenekunstnere som inspirationsafsæt og med projekter på gulvet, blev en stor succes, fordi de fire var så åbne og kvalificerede, og de inviterede danskere glade og motiverede.
Carlslund tilføjer, at de personlige kontakter, som de fire kunstnere fik via de tre værtsteatre og under powerdatingen, fungerede som et fint supplement til indtrykkene fra de mange forestillinger på Aprilfestival.
Næste fase
Projektet rummer endnu en fase, hvor de fire sydafrikanske kunstnere skal forberede, skabe og øve nye forestillinger med de tre danske teatre som mentorer.
Denne del af projektet er både Carlslund og Backer spændte på.
Som Backer siger:
»Vi vil jo gerne inspirere og støtte, men har ikke lyst til at tage til Sydafrika og være eksperter, der trækker dansk børneteaterpraksis og -smag ned over hovedet på sydafrikanerne. Det skal gerne være respektfuld dialog i projektets ånd.«
Carlslund nikker:
»Det bliver spændende at se, om mentor-delen kommer til at fungere. Men overordnet set er projektet et super eksempel på, hvad vi som teaterfolk kan få ud af internationalt arbejde, når vi selv planlægger og organiserer indholdet.«
