Dansen er alle vegne i øjeblikket. På lørdag åbner Aaben Dans sin SWOP-festival med både danske og udenlandske danseforestillinger for børn og unge fra Roskilde og til Odsherred. Og danseworkshops og danseprojekter breder sig heldigvis ud i både heldagsskolen og i institutionerne. Kropskunsten har bidt sig godt fast i ungernes verden.
Men hvordan har den danske turnédans det egentlig? De danseforestillinger, som netop har været til børneteaterfestivalen i Holstebro, har faktisk været domineret af dans, der netop IKKE foldede sig særligt ud som dans i teknisk forstand. Eller af dans, der ikke blev flettet synderligt sammen med den dramatiske handling i forestillingen.
Dans bliver tit kaldt elitært og svært. Er det derfor, at visse koreografer bevidst undgår det kropsligt udfordrende for danserne? Det er i hvert fald iøjnefaldende, at dansen bliver reduceret, når den serveres for børn og unge.
Kan æbler danse?
Koreografen Talí Razga fra Gazart er en af de mest garvede koreografer, når det gælder forestillinger for børn og unge. Hun står bag bl.a. 'Sneøjne' og 'Spejl – hvem er køn?' I sin nyeste forestilling, 'Æble – 3-2-1' viser hun en kvinde og en mand, der kæmper rundt på hver sin stige, mens en musiker sidder bagved og venter på at sætte tænderne i et saftigt æble. Kostumerne er skønt designet som grønne æbler af tyl rundt om dansernes maver, og øjenmakeuppen har også fået grønne striber, som de 2-6-årige sikkert muntrer sig over.
Men dansen? Den bliver helt væk i en endeløs klatren op og ned ad stigerne – og almindeligt fangelegsløb rundt i lokalet. Så selv om de to indtagende performere formodentlig er glimrende dansere, så får de ikke lov til at vise deres dansekunnen.
Desuden sniger replikkerne ind og blander sig med dansen. Og til sidst bliver det åbenbart vigtigere, at danserne kan huske nogle besværlige talremser, end at de kan bevæge sig.
Her bliver dansen altså reduceret til den slags rytmik, som ungerne i forvejen laver selv i børnehaven og i børnehaveklassen.
Likes til dansen
Sådan kan det altså gå, når dansen bliver undertrykt. Men dansen kan også ende med at blive isoleret på scenen, så den aldrig integreres med resten af forestillingens handling eller budskab.
Black Box Dance Company har fået den svenske koreograf Mari Carrasco til at skabe en danseforestilling for tre unge – en fyr og to piger – der kredser rundt om deres computere ud fra titlen '100 Likes'. Pointen er tydeligvis, at det er svært at føle, at man har værdi som person, hvis der ikke er nogen, der like’r ens facebook-opdateringer. Altså en teenageforestilling om selvværd og præstationsangst. Men hvad der derudover egentlig foregår, det ved jeg faktisk ikke.
For handlingen og dansen i forestillingen mødes aldrig. Når danserne tordner hen over gulvet i avancerede rul og alverdens drejninger, så er der noget på spil. Her læner tilskueren sig forover og mærker danserkroppenes tunede bevægelser som indirekte motoriske prik i kroppen. Men når danserne så pludselig holder op med at danse for i stedet at ’spille teater’ og at lægge sig i uforklarede positurer foran ikke-eksisterende selfie-kameraer, så dør intensiteten. Fortællingen bliver klodset – og kroppenes elegance fra dansebevægelserne fordamper. Tilbage står nogle rådløse kroppe med en ufærdig historie.
Cirkusstunts ved busstop
Dramaturgisk lader danseforestillinger altså til at have særlige udfordringer, hvis dansen ikke fra begyndelsen er indtænkt som et naturligt led i forestillingen. Og nycirkus-dansen har samme problem.
Det viste den nye nycirkusgruppe Tuk & Sofie med forestillingen 'Du & Jeg'. Her spiller de to performere sig selv i rollerne som to unge, der sidder og venter på bussen.
Selve busstoppestedet må være meget øde, for der kommer slet ikke andre forbi. Bussen kommer vist heller ikke. Men på et tidspunkt får de to så meget øje for hinanden, at de kommer til at lege akrobatik sammen – med de vildeste løft og de mest drabelige foroverspring.
Her er teknikken i højsædet, farligt og flot. Men den dramatiske historie bliver komplet væk.
Breakdance i barnevogne
Nu skal det ikke lyde, som om dansen helt er forsvundet fra danseforestillingerne. Uppercut Danseteaters forestillinger formår netop at vise dans på dansens egne præmisser og alligevel med en klar teaterfortælling – sådan som f.eks. i barnevognsdansen 'Twins', hvor street dance og breakdance kombineres med showdans og godt humør.
Og Aaben Dans insisterer også på kroppens ordløse sprog i en forestilling som 'HANe og HUNd', der både viser dansens udvikling og forklarer Darwin og eksistensen i samme snuptag af ny dans og akrobatik med showsans. Desuden formår visse fysiske performere at præstere lige så meget koreografi som replikkunst i deres forestillinger, sådan som f.eks. Tilde Knudsen, der byder på atletisk overskud i Asterions Hus’ 'Mit rum'.
Giv mig en lillefinger
Men dansen, altså selve den koreografi, hvor det bliver helt specifikt, om et knæ er bøjet eller strakt, den er blevet en sjældenhed. Den dans, der kræver balance og muskler og udholdenhed. Den dans, der kræver musikalitet og kunstnerisk indfølingsevne. Den dans, der kræver udstråling og dramatisk dans – eller linjer og dynamik på en måde, der forlader hverdagens rutinebevægelser og som løfter bevægelsen op til sit eget kunstudtryk. Den dans, hvor det er afgørende, om halsen drejer lidt mere til den ene side. Om hoften glider hen ad gulvet eller op ad væggen. Eller om fingrene stritter lige ud i luften – eller om de ryster en lille smule. Og om lillefingeren holdes over de andre.
Den dans, som din krop lever sig ind i, men som du aldrig ville kunne danse selv. Den dans måtte der i mine øjne gerne være meget mere af – og næsten alle vegne.
Yderst gerne også til SWOP-festivalen i Roskilde…
De nævnte seks forestillinger er alle anmeldt her på portalen, og et par af de øvrige danske forestillinger på SWOP-festivalen bliver anmeldt efterfølgende (red.)
