(25.10.2010) Albert Nielsen er teaterleder på AnemoneTeatret og stærkt bekymret over udviklingen på de små stationære børneteatre i hovedstaden. Hans teater har selv oplevet en nedgang i billetsalg til skoler og institutioner på næsten en tredjedel over de seneste tre sæsoner, og flere af kollegerne er i samme situation.
Ifølge Albert Nielsen oplever man næsten hver uge, at skoler ringer og aflyser deres aftalte ture til bestilte forestillinger, fordi de simpelthen ingen penge har. Og denne nedgang i salget kan kun delvis opvejes af et øget salg til private, beretter Albert Nielsen, der derfor heller ikke kan se ideen i at oprette flere åbne scener til børneteater i København, sådan som der verserer flere planer om.
Og han har bl.a. givet udtryk for sin frustration i et oplæg på BørneTeaterSammenslutningens nylige generalforsamling i september – gengivet her på portalen som debatindlæg
.
Generel afmatning
At han ikke står ene med sin bekymring, viser en lille rundspørge til andre af Københavns faste børneteaterscener.
På Det Lille Teater lyder det fra Trine Wisbech:
»Vi er jo vant til rigtig høje belægningsprocenter, men mærker også nedgang. Det er specielt de københavnske skoler, der er svære at få i teatret, men også børnehaver og sågar vuggestuer er ramt af manglende økonomi. Og det er klart, at hvis tendensen fortsætter, så bliver det uholdbart i længden at producere så meget, som vi gør nu. Hvilket vi jo gør for at have et levende teater, hvor der er flow og synergi.«
Hos ZeBU på Amager erklærer Marc van der Velden sig enig:
»I forhold til problemerne med at få skoler og institutioner til at købe billetter til forestillinger kan vi også meget tydeligt mærke det,« siger han og suppleres af Nanni Theill, Teater Vestvolden i Hvidovre:
»Det er helt klart også vores oplevelse, at skoler og institutioner mangler ressourcer – dvs. penge og personale – til at gå i teatret for. Jeg ved ikke, om det så til gengæld avler flere forældrebesøg. Vi oplever bare en generel afmatning på de stationære forestillinger.«
Heller ikke Zangenbergs Teater er glad for udviklingen.
»Helt generelt vil jeg sige, at institutionspublikummet i høj grad svigter. Der er blevet rigtig svært at sælge forestillinger,« siger Søren Veien, der dog kan fortælle, at netop til teatrets aktuelle forestilling af Kiplings klassiker, ‘Junglebogen’, har man ikke haft det lige så trevent med billetsalget som nogle af de andre forestillinger i den foregående sæson.
Zeppelins model
Og dermed lægger Zangenbergs nye forestilling op til de helt andre og optimistiske toner, der lyder fra Jan Grube Christiansen hos Teater Zeppelin på Vesterbro:
»Det gå forbavsende godt på Zeppelin med salget til vores efterår og jul. Vi har nået vores målsætning om ca. 90 procents belægning, mens det kniber med salget til foråret 2011. Dog ikke mere, end at vi forventer at nå vores mål, det går bare langsommere. Vi kunne f. eks. udvide vores nuværende forestillingsrække til ’Brødrene Løvehjerte’ ud over de ekstra 20 forestillinger, vi allerede har lagt ind, hvis ikke spillerne var bundet til andre opgaver og vi ikke allerede havde planlagt gæstespil,« siger Jan Grube Christiansen, der også gerne giver sit bud på tingenes gode tilstand hos teatret.
»Vi tror, at det skyldes tre ting: At Zeppelin nu efter 17 år er blevet kendt som det ’sikre’ valg for skoleforestillinger i Storkøbenhavn/HT-området. At vores forestillinger ofte rammer lige ned i skolernes emnevalg. Samt effektiv og målrettet markedsføring til vores kernekunder. Jeg tror, at hvis vi havde valgt en ukendt titel eller nyskrevet dramatik, havde vi sandsynligvis stået i samme situation som de andre teatre, men det gjorde vi så ikke, og det er heller ikke vores profil og aftale med Københavns Kommune. Teatrets kendemærke er nydramatiseringer af store børnebogsklassikere,« lyder det entusiastisk fra Jan Grube Christiansen, der således – sammen med Zangenbergs aktuelle forestilling – indirekte bekræfter AnemoneTeatrets Albert Nielsen i dennes ærgrelse over, at nogle teatre går efter de ‘rigtige og lette løsninger’…
’Der er en tendens til, at repertoiret på de små teatre tilpasser sig skolernes undervisningsplan, og mange skoler tilskynder teatrene til at lave undervisningsmateriale og temaer, der kan bruges direkte i undervisningen. Det er, efter min bedste mening, et skråplan, som får teatret væk fra sin fornemmeste eksistensberettigelse: At give publikum et indblik i etik og moral. Det er vigtigere nu end nogensinde!’ lød det fra Albert Nielsen i oplægget på BørneTeaterSammenslutningens generalforsamling.
Ikke behov for åbne scener
AnemoneTeatret føler sig som nævnt også trængt ved udsigten til flere åbne scener i hovedstaden på et vigende marked for børneteater – planer som bl.a. det tidligere statsensemble for børneteater, Corona La Balance (nu ZeBU) tidligere har fremlagt.
Albert Nielsen opgørelse går på , at der inden for de seneste tre-fire år er etableret fire nye stationære børneteaterscener i København: ZeBU, Folketeatrets Børnescenen, GrønnegårdsTeatret og Teater V i Valby. De to sidstnævnte har dog kun lejlighedsvis børneteater på programmet.
Ideen om (endnu) en fast åben scene for børneteater i København får en blandet modtagelse fra de små teatre.
»Jeg er til dels enig med Albert i, at uanset udbuddet af forestillinger her i København, så vokser publikummet altså ikke, hvilket vil sige, at vi med flere børneteaterscener bare bliver flere, der skal deles om det samme begrænsede institutionspublikum,« siger Søren Veien fra Zangenbergs Teater.
»Vi har ikke brug for en ny åben børnescene i København – men vi ser da gerne en ny åben scene til anden form for scenekunst,« lyder det fra Jan Grube Christiansen, hvorimod Nanni Theill fra Teater Vestvolden, der som bekendt ligger i Hvidovre, er knap så katetorisk:
»Jeg er ikke så bange for en åben børnescene i København. Vi kunne endda finde på selv at bruge den ind imellem.«
Det Lille Teater synes, at der er børneteaterscener nok i hovedstaden:
»Ud fra vores erfaringer med trofaste kunder – private som offentlige – ligger det desværre ikke i kortene, at der er et stort grundlag og behov for mere teater,« siger Trine Wisbech, der til gengæld finder de store institutionsteatres indtog på området problematisk.
Konkurrencen fra de store teatre
Og det kan hun have god grund til. Således har f. eks. Betty Nansen Teatret dette efterår haft både ungdoms- og familieteater på programmet, mens Østre Gasværk har annonceret, at man vil have børne- og ungdomsteaterforestillinger med i repertoiret.
Albert Nielsen peger også på, at Det Kgl. Teater både spiller mere familieteater og inviterer turnerende børneteatre ind på foyerscenerne, ligesom han frygter, at teatre under Københavns Teater med støtte fra Scenekunstudvalget vil benytte muligheden for at etablere ’huskompagnier’ i form af børneteatre.
Den bekymring ligger godt i tråd med, at Kulturministeriet i de kommende flerårsaftaler med Det Kgl. Teater, Københavns Teater og landsdelsscenerne tilsyneladende ønsker at få indskrevet forpligtelser til inddragelse af nye publikumsgrupper – og det er bl.a. også børn og unge…
»Vi er ikke bange for konkurrence, men teatre og politikere er nødt til at forholde sig til, at teaterfarvandet bliver overfisket og publikumsbestanden udsultet,« lyder det fra Albert Nielsen.
Situationen i Odense
Og så lige et smut til et par andre steder i landet for at høre, om man også på provinsens børneteatre føler sig presset af manglende teaterbesøg fra skoler og institutioner.
Det siger man ubetinget ja til i Odense, hvor Skægspire holder til.
Ifølge teatrets Karin Kaad har man oplevet noget nær en halvering af billetsalget fra sæson 2003-04 og til i dag.
»Den virkelighed, som Albert Nielsen beskriver i København, har været gældende i Odense siden 2003 pga. kommunale besparelser, der har betydet stærk nedgang i billetsalg til skoler og institutioner. Således er enhver målsætning om at give hvert skolebarn en eller sågar to teateroplevelser hvert år helt forsvundet. Det er snarere noget med en teatertur en enkelt gang i skoleforløbet. Vi kan mærke det hos os, hvor vi efterhånden kun spiller en forestilling hver formiddag, hvor det tidligere var sædvanen med to,« siger Karin Kaad, hvis teater også i perioden har oplevet beskæringer i driftstilskuddet – og senest kommunens ønske om at lave et nationalt udbud om, hvem der fremover skal være børneteaterproducerende lille storbyteater i Odense.
Karin Kaad fortæller også, at situationen p.t. er den, at kommunen ikke engang bruger alle de øremærkede refusionspenge til det lokale teaterliv.
Århus-modellen
I Århus, hvor Filuren holder til, er situationen dog noget anderledes, fortæller Jacques Rahr Knudsen, teatrets pr- og kommunikationsmedarbejder, der i foråret afleverede en diger rapport om Jysk Skolescene, som dækker teater- og formidlersamarbejdet i Region Midtjylland.
Hans konklusion er, at de århusianske teatre pga. kommunens særlige refusionsmodel ikke oplever faldende salg til skoler i selve kommunen, men til gengæld vigende tal til skoler udenfor kommunegrænsen.
»Her i Århus Kommune har vi en særlig refusionsmodel, der betyder, at alle folkeskoler i kommunen får tildelt et årligt beløb til teaterkøb udregnet på baggrund af skolens elevtal. Der er altså, groft sagt, en pose penge, der skal bruges af skolerne. Hvis en skole ikke benytter sig af sin puljeandel, får andre skoler mulighed for at søge om det restbeløb, der måtte være tilovers. Denne refusionsmodel kan, fra teatrenes synspunkt, synes lidt rigid, men det har den effekt, at alle skoler ved, hvor mange penge, de kan bruge, og at de faktisk ikke behøver at have deres egne penge med. Hvis de får tildelt kr. 12.000 til at købe teater for, så kan de vælge at købe f.eks. 600 billetter a kr. 20,- eller 300 billetter a kr. 40,-. Hvis de holder sig inden for deres rammebeløb, så skal skolen ikke selv have penge op af lommen,« fortæller Jacques Rahr Knudsen.
Transporten er en hæmsko
Det har betydet stabile tilstande – i hvert fald inden for de århusianske kommunegrænser.
»Denne refusionspulje, der bestyres af Børnekulissen, bevirker, at puljebeløbet nogenlunde fastholdes fra år til år. Og pengene bliver brugt. Det vil sige, at vi teatre sådan set ikke oplever noget bemærkelsesværdigt fald i salg til skoler inden for kommunegrænsen. Men skoler og institutioner uden for kommunegrænserne, hvortil vi førhen havde et stort salg, er vigende. Som beskrevet i min rapport er meldingen meget ofte, at transportomkostningerne er den største hæmsko. For rigtig mange skoler er det sådan, at de kun har penge til at foretage en ekskursion pr. skoleklasse pr. skoleår. Og hvorfor vælge lige netop teatret som destination? Ud over det er det meget vigtige engagement fra teaterkontaktpersoner faldende. De ’gamle’ ildsjæle forsvinder, og nye kolleger forlanger penge, der ikke er. Hertil kommer mange andre faktorer som stigende konkurrence på teatermarkedet, dårlig kommunal økonomi osv.,« siger Jacques Rahr Knudsen.
Og tilbyder dermed en forklaringsramme udover økonomien, som også kan være til stede i Københavnsområdet: Teaterkontaktpersonernes gradvise tilbagetrækning fra opgaven med at give eleverne teateroplevelser.
Kærlig pleje af teaterkontaktpersoner
»Her i Århus gør vi meget både hver for sig og sammen for at pleje forholdet til teaterkontaktpersoner. Med forskellige arrangementer og tiltag forsøger vi at påvirke dem, så deres indsats bliver belønnet. De fire århusianske teatre samarbejder også om noget så lavpraktisk, men vigtigt at opretholde en opdateret kontaktliste over de mange teaterkontaktpersoner, ligesom vi prøver at udvikle nye koncepter, der tager hensyn til skolernes transportmæssige problemer,« fortæller Jacques Rahr Knudsen, hvis rapport om Jysk Skolescene er en indholdstung mobbedreng på 84 sider.
’Jysk Skolescene i går, i dag, i morgen. En kritisk gennemgang af forholdet mellem
skoler/institutioner/teaterkontaktpersoner i Region Midtjylland og de fire samarbejdende teatre, Gruppe 38, Aarhus Teater, Teater Refleksion og Filuren’ lyder titlen på det delvist interne arbejdsdokument.
Og hvad så?
Mens Århus-teatrene altså synes nogenlunde sikret via kommunens refusionsmodel, er der ikke tegn på, at kommunalpolitikerne i hverken København eller Odense har tænkt sig at poste flere penge i skolernes teaterbesøg, ligesom kommunernes/skolernes generelle økonomi og et teaterkontakt-netværk under delvis afvikling kan være medvirkende.
Dertil kommer givetvis også, at man på mange skoler har valgt andre satsområder end lige de relativt ressourcekrævende udflugter til – eller for den sags skyld besøg af – professionel scenekunst for børn og unge.
Albert Nielsen fra AnemoneTeatret har dog et forslag midt i mørketiden:
»Som lovgivningen er, må skolerne ikke bede forældrene om penge eller bruge klassekassen til at gå i teatret for, men måske var det en idé at skolerne hver for sig opretter en kulturpulje, som kun måtte bruges til kulturelle formål? Sådanne puljer skulle have en vis kommunal økonomi, men ellers understøttes med sponsor – og indsamlingsmidler,« lyder det fra Albert Nielsen, der trods de hårde tider ikke lyder som en, der har tænkt sig at opgive kampen for at få fyldt børn på sæderne i et af Københavns små børneteaterproducerende og –spillende oaser.