Af: Henrik Lyding

21. maj 2009

Hvor blev magien af?

Nydeligt fortalt men visuelt kedelig dukkehus-historie på Team Teatret.

Bamse har tabt det ene øje – det skal sys på, inde i mormors arbejdsværelse med den store reol. Nu kan Bamse se igen, og vi kan høre historien om mormor og Sofie, der fik en fin fødselsdagsgave – et dukkehus. Med streg under høre, for der er desværre ikke så meget at se, hverken for Bamse eller for os.

Forestillingen er nemlig endnu et eksempel på en type fortælle-teater, der synes at være ganske populær blandt danske børneteatre i øjeblikket. Fortælle og spille, frem for bare at spille. Verfremdung for børn. Måske en slags dramaturg-teater, der gerne vil være mere avanceret end det rene og skære en-til-en-spille-teater.

Så der fortælles og spilles – og musiceres, levende endda, uden at det dog bliver ganske klart, hvad den omkringvandrende musikant egentlig gør godt for. Hendes musikalske kvaliteter ufortalt. Snart står hun i siden og frembringer glimrende underlægningsmusik til historien om mormor og Sofie, snart flytter hun som en anden overjordisk spil-leder rundt på de ting, der trods alt er med i forestillingen.

Men hvornår og hvorfor hun gør hvad, synes mig ikke ganske klart. Er hun defineret som en fysisk tilstedeværende person eller en ’usynlig’

Fin energi

Forestillingen hedder ‘Det lille hus’, hvilket refererer til, at Sofie engang imellem skal på toilettet, når hun er på besøg hos mormor. ”Brug det lille hus”, siger mormor så, hvilket Sofie ikke forstår og derfor leder efter. Også om natten i drømme, når hun sover hos mormor. Eller leger med mormors ting, mens drøm og virkelighed flettes sammen, så mystiske ting sker for Sofie, hvor hun blandt andet i sin søgen efter det lille hus havner inde i dukkehuset eller møder familien Borte, der altid har taget alle tingene.

De ting, der står inde i bogreolen og som til sidst er vendt og drejet, så de ender med at udgøre en række små, fine scenerier. Nydelig scenisk pointe, hvis blot tingene undervejs i forestillingen havde været langt mere integreret i og betydningsfulde for at kunne fortælle historien.

Marie Vestergaard-Jacobsen har ellers fin energi som både Sofie, mormor og morfar, stemmen er også rigtig god, hvilket ikke mindst er vigtigt i en forestilling, hvor det visuelle efter min mening ikke tilfører forestillingen ret meget. Vi kunne lige så godt bare have hørt historien.

Tilmed spilles der i salslys, hvilket dels gør det svært for publikum at fokusere, dels eliminerer ethvert tilløb til stemning eller fortættethed, der måske ellers kunne være opstået.

Jeg sad og savnede teatrets magiske mirakel, fordi der ikke skete noget som helst på scenen. ‘En musikalsk fortælling om, at af intet kan man skabe alt, hvis bare man har fantasien med sig’, står der i salgsmaterialet. Jeg må så konstatere, at enten har forestillingen ikke fantasien med sig – eller også manglede den hos mig.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder