I 1980'erne og 90'erne fyldte og berigede kvalitetsdiskussioner børne- og ungdomsteaterområdet – ikke mindst ved gruppearbejde på de store aprilfestivaler og via et organisatorisk nedsat kvalitetsudvalg af erfarne børneteaterfolk, der kunne rykke ud til betrængte teatre.
Det skete i en tillidsfuld og samarbejdende atmosfære og førte sammen med bl.a. efteruddannelse og stigende internationalt udsyn og turneaktivitet til et nærmest massivt kvalitetsløft hos teatrene i de år.
Ikke mindst etablering og brug af en række kvalitetskriterier til at vurdere allehånde elementer omkring teaterforestillinger i fælles kollegialt lag gav genlyd i udlandet og førte siden til mange 'gæsteshows', hvor kvalitetsmodellen blev demonstreret på lokale forestillinger i forbindelse med internationale festivaler.
Disse aktiviteter toppede forunderligt nok samtidig med, at de mange interne kvalitetsdiskussioner aftog i Danmark, mens BørneTeaterSammenslutningens kvalitetsudvalg blev nedlagt efter en snes års virke, fordi efterspørgslen på dette faglige med- og modspil aftog drastisk.
Erfaringsfyldt fremmøde
Men der er fortsat brug for at kunne samtale indgående – fagligt, kritisk, solidarisk – om teaterkunst som et middel til at forbedre de enkelte forestillinger og udvikle teaterkunsten. Uden at skabe faglige modsætninger og kollegial brødnid.
Dette ønske kunne i kort form siges at udgøre baggrunden for det kvalitetsseminar, som Forsøgsstationen tog initiativ til 24. november, hvor historiske erfaringer måske kunne bruges som inspiratorisk løftestang til at genindføre kvalitetsdiskussionerne i dansk (børne- og ungdoms)teater.
Følgelig var omkring 30 teaterfolk fra alle hjørner af dansk børne- og ungdomsteater mødt op – tilsat enkelte repræsentanter fra det voksenteater, der lejlighedsvis har udtrykt misundelse over, hvad der aldrig har kunnet lade sig gøre på deres område i et betydeligt mere konkurrencebetonet og fagligt vagtsomt miljø.
Hvis formålet med kvalitetsseminaret denne lørdag på Vesterbro var at samle gamle erfaringer op til videregivelse til nye teatre, var deltagerrepræsentationen dog noget skæv.
Der blev således mellem kram og lystig snak joket en del over dette 'pensionisttræf' af gamle børneteaterfolk, der til sammen udgjorde mange hundrede års aktiv børneteatertjeneste.
Men selvom 55-60+-segmentet fyldte langt over en tredjedel af forsamlingen, er det samtidig stort set alle personer, der stadig er aktive og toneangivende i dansk børne- og ungdomsteater og følgelig værd at lytte til.
Kvalitets- og optagelseskriterier
Og det gjorde man så, mens Peter Seligmann og Michael Ramløse kort fortalte om, hvordan kvalitetsudvalgene opstod – i en teaterhistorisk ramme, hvor gruppen var alt og fremstod som en modbevægelse med skarpe holdninger til samfund og traditionelt teatersyn.
Kvalitetsarbejdet som sådan blev startet, fordi de årlige aprilfestivaler gik fra at være over en weekend til at vare en hel uge (fra 1977 i Odense), hvorfor der blev tid til ikke kun at spille, men også snakke teater og se hinandens produktioner an.
Men for at gøre snakkene mere operationelle, blev de såkaldte 'syv kvalitetskriterier' (se faktaboks) – med Michael Ramløse som ophavsmand forud for en BTS-generalforsamling – indført.
Derved opstod også ønsket om en 'udrensning' af dårlige grupper samt artisterier som tryl, gøgl og cirkus (der i øvrigt røg ud af købsrefusionsordningen og Den Røde Brochure i 1988).
Da man i slutningen af 1980'erne kortvarigt og forsøgsvist indførte optagelseskriterier i BørneTeaterSammenslutningen (BTS), skete det på baggrund af disse kvalitetskriterier, men også med oprettelse af en videreuddannelsespulje, så man kunne tilbyde aktiv støtte til kvalitativt dårlige teatre på vej eller allerede optaget i BTS. Og samtidig kom kvalitetsudvalget til verden – et udvalg på fire-seks personer, der i udgangspunktet skulle vurdere potentielle nye medlemmers kunstnerisk-professionelle niveau, men i stedet fik en tilkaldefunktion, hvor man vurderede et teaters virke eller hjalp med en konkret forestilling.
Disse diskussioner og tiltag blev i bedste kulturrevolutionær-jargon lanceret som 'Det store spring fremad'.
De satte spor
Både Peter Seligmann og Michael Ramløse havde i perioder sæde i kvalitetsudvalget, hvor også Catherine Poher ydede en stor indsats.
Hendes indlæg på kvalitetsseminaret gik primært på udvalgets arbejde, som hun pointerede altid foregik i en venlig atmosfære mellem kolleger. Og selvom udvalget kom med faglig kritik, gode forslag osv. – det ville man nok i dag kalde coaching – så var disse kvalitetsdiskussioner også berigende for udvalget selv.
Men efter årtusindskiftet blev udvalget altså endeligt nedlagt, og Catherine Poher begræder, at det i dag synes så svært at tale med sine kolleger om hinandens arbejde, og at det ikke længere synes at være i orden at spørge andre til råds eller give kritik. Og mener følgelig, at man snarest bør genoptage kvalitetsdiskussionerne, måske med andre værktøjer og samtaleformer end 'de syv kriterier'.
Disse kriterier har i øvrigt også været inspiration til den senere Ønskekvistmodel, der dog dækker et større kunstnerisk spektrum end kun teatret.
I forlængelse af det valgte Simon Vagn Jensen at fokusere på, at kvalitetsarbejdet har sat sig andre varige spor. Bl.a. blev Odsherred Teaterskole oprettet i 1996 som efteruddannelsessted for børneteatrene – omend altså sent i kvalitetsdiskussionsårene – ligesom også nutidens efterhånden meget succesrige og givende egnsteaterkonferencer er en udløber af denne fortid.
Dertil kommer, at kvalitetsdiskussionerne i sin tid også gik på at opkvalificere brugerne – som formidlere og arrangører blev kaldt – og deres evne til at vurdere godt børneteater. Det førte bl.a. til brugerseminarerne (første gang til aprilfestivalen i Helsingør i 1985), som siden er blevet faste indslag som faglige seminarer på både aprilfestivaler og Horsens-festivaler.
Og endelig må Refusionsudvalget – der blev etableret i 1997- også siges at være opstået for at være garant for en kvalitativ udvælgelse, der går på håndværk og professionalisme. Dog uden fælles diskussion og alene gældende forestillinger fra ustøttede teatre.
De kunstneriske lag på tilbagetog
Således var der lagt an til gruppearbejde og siden plenum med udgangspunkt i fortidens kvalitetsdiskussioner og et fremadskuende slutprodukt om det fortsatte behov for at snakke kvalitet, kritik og håndværk – men måske nok i nye formater.
For nutidens børne- og ungdomsteater – og sådan set også de fleste voksenteatre – eksisterer i en anderledes struktur. Gruppeteatre med kollektiv ledelse, faste ensembler osv. er afløst af lederstyrede teatre, der kontraktansætter spillere, instruktører og scenografer m.fl. til de enkelte produktioner.
Den samlende børneteaterbevægelsen er således afløst af en række småproducenter, som Simon Vagn Jensen udtrykte det.
De kunstneriske lag er følgelig trukket tilbage, mens en administrativ djøfisering tager over. Det har aflivet faste kvalitetsdiskussioner på det enkelte teatre og gruppevise ditto på aprilfestivalerne.
Her er antallet af deltagende teatre også blevet så stort, at det kunne give logistiske problemer, men man har i nogle år uden større succes i stedet forsøgt sig med en mentorordning, hvor nye teatre kunne snakke med erfarne teaterfolk om børneteaterproduktion, turneliv, salg og udlandsturneer.
Og selvom festivalernes faglige seminarer til stadighed af- og udvikles, er også de traditionelle formidlere med faglig indsigt og snakkelyst en udsat race. Dels fordi mange årtiers ildsjæle forsvinder, dels fordi arbejdsregler og kommunalreform betyder,, at mange kommuners teaterindkøb til skoler og institutioner nu i stedet foregår centralt i kulturforvaltningerne.
Hvad med voksenteatret?
Som det også blev fremført på seminaret, handler kvalitetsdiskussionen både om at kvalificere teatre, formidler og de egentlige brugere, altså børnene.
Men dele af voksenteatret vil gerne lege med. Et par af deltagerne med udgangspunkt i dette segment var i hvert fald ærgerlige over, at dagens diskussioner i så høj grad gjaldt børne- og ungdomsteatret fordi voksenteatret også mangler de kvalitetsdiskussioner – som man aldrig har haft.
Nogle har set denne mulighed i CPH Stage-festivalen, der primært samler voksenteatre fra hele landet, omend i en meget løsere og mindre forpligtende struktur end Aprilfestivalerne, som angiveligt har været et forbillede. Men det er ikke sket. Andre har måske håbet på det relativt nye Scenekunstens Udviklingscenter som en mulig samarbejdspartner for kvalitetsdiskussionsarbejde – men oplever, at centrets fokus går for meget på management og for lidt på kunst…
Nye formater?
Kvalitetsseminaret på Forsøgsstationen er allerede fortid, men måske er der lagt nogle spirer til genoplivning af kvalitetsdiskussionerne. Som følge af teatrenes strukturelle forandringer dog næppe kvalitetsudvalg i den udformning, som rådede i 1980'erne og 90'erne. Det er svært at se et seks personers udvalg rykke ud til et teater, hvor der sidder en kunstnerisk leder, men ingen kunstnere.
Et alternativ kunne måske være en udvidet mentorordning med et udvalg af fagligt stærke enkeltpersoner, der kan tilkaldes – både til den enkelte forestilling og i tilfælde af generel kunstnerisk krise i et teater. Denne form sker i en vis udstrækning med dramaturger m.v.
For begge modeller gælder også, at hvor det organiserede kvalitetsarbejde tidligere foregik i regi af BørneTeaterSammenslutningen – så er det ikke nødvendigvis noget, som Dansk Teater, den nuværende fusion af børne-, ungdoms-, voksen- og institutionsteatre, ønsker at servicere.
Hvad angår genoplivning af kvalitetssnakke på festivalerne mellem deltagende teatre er udfordringen udover strukturproblemet også, om det så skal være tvunget (som i BTS-regi) eller frivilligt. Og i givet fald om det så skulle være festivalarrangøren eller dets særlige aktivitetsudvalg, der skulle stå for logistikken.
Man kunne også forestille sig etablering af egentlige ‘samtalerum’, hvor teaterfolk på tværs af grupper og genrer kunne mødes til kvalitetssnakke. Det kunne finde sted på festivalerne eller hos organisationer som Forsøgsstationen mv.
Den forkromede model ville være etablering af fælles teaterhuse, hvor mindre grupper gik sammen i praktisk og kunstnerisk fællesskab, sparrede med hinanden og bidrog til fælles kvalitetsudvikling.
I forlængelse heraf blev der på seminaret også luftet et forslag om, at 'refusion forpligter', således at en refusionsgodkendelse medfører, at teatret SKAL indgå i fællesskab med andre (nye) teatre eller 'samles op' af fx Teatercentrum, så kvalitetsudviklingen kan fortsætte.
Der skal under alle omstændigheder tænkes fornyelse, så børneteatret ikke forvitrer, og her er rekruttering af unge teaterfolk vigtigt. For selvom teaterskoleelever via deres uddannelse har håndværket, kræver det også en vis indsigt i børneteatrets historie, de særlige publikumsrelationer m.v.
Og selvom Statens Teaterskole i sin tid nedlagde det obligatoriske 2. års-semester med børneteaterproduktion – noget der burde reetableres – er mange elever fra det, der nu hedder Den Danske Scenekunstskole interesseret i børneteatret som kunstnerisk og praktisk levevej – og det får de et frisk indblik i på de store festivaler, hvor de tilknyttes et teater.
Også overfor formidlerledet kan der tænkes i innovative kvalitetsbaner. Måske via målrettede workshops på deres uddannelser (lærere, bibliotekarer m.v.) og på deres arbejdspladser, ligesom der kan tilbydes professionel hjælp til kommuner med konsulenter fra børneteatermiljøet, der lærer fra sig om det at kigge teater.
Den overordnede pointe er jo at argumentere for børneteatrets fortsatte berettigelse, hvor kvaliteten udover diskussionerne både ligger i det, som teatrene spiller og relationen til det publikum, man spiller for.
Organisatorisk styring kontra troen på nytteværdi
Teateravisen bad efter seminaret Michael Ramløse om at løfte kvalitetsdiskussionens historiske muligheder ind i nutidens produktionsrammer – som også er skitseret ovenfor. Men gentagelse fremmer forståelsen…
»Som jeg ser det, var styrken i hele projektet dengang, at det var organisatorisk bundet op – og dermed forpligtende for medlemmerne. På festivalerne var det ikke et spørgsmål, om man havde lyst til at deltage, men hvad man havde lyst og (selvfølt) behov for at få ud af deltagelsen i de kollegiale diskussioner – og kriterierne som udgangspunkt var et redskab hertil. Og det enorme kvalitetsløft, der fandt sted i børne- og ungdomsteatret i løbet af og i kølvandet på 'Det store spring fremad' skyldtes i høj grad, at det var så bredt og 'obligatorisk' funderet.
Som teaterstrukturen er i dag både på det enkelte teater (med en kunstnerisk leder og (oftest) forestillingsansatte skuespillere, instruktører og scenografer) og organisatorisk med én stor samlet forening for teatrene, tror jeg, at en fortsættelse af den seriøse kvalitetsdiskussion næppe kan genoptages i en organisatorisk form, men forudsætter et ønske/håb/behov/vilje hos den enkelte kunstneriske leder, som vil finde en vej/metode, der kan praktiseres på netop det givne teater – og forklare sine ansatte, at hun/han anser det for vigtigt for teatret at føre en sådan diskussion med kvalificerede kolleger udefra – også inden forestillingen er færdigproduceret.
Man kunne forestille sig, at det enkelte teater (ledelse eller gruppe) 'valgte' sig et eget panel for et par sæsoner ad gangen (måske tre-fire faste personer og en 'ny' særligt med henblik på den specifikke forestilling) – kolleger, hvis dømmekraft, man respekterede og som man vidste ikke bare var rygklappere.
Dagens produktionsbetingelser er dog næppe til det, medmindre man virkelig mener det alvorligt – og tror på nytten af det. For det er kendt for at være besværligt og ubelejligt, men – i de fleste tilfælde – dog umagen værd,« lyder det opmuntrende fra Michael Ramløse.
Men Lotte Faarup, initiativtager til kvalitetsseminaret, får slutreplikken:
»Forsøgsstationen vil gøre sit til at videreudvikle kvalitetsdebatten med bud på nye samtalerum, gerne i samarbejde med andre teatre og kunstnere, for på sigt at udvikle konkrete formater og værktøjer i både ord og praksis, som kan bruges i arbejdet med at højne den kunstneriske kvalitet i dansk scenekunst.«
