28. marts 2024

Hvem skal have Arrangørprisen 2024?

Producenter af turnerende børne- og ungdomsteater skal skynde sig med at indstille kandidater til prisen som ’Årets Arrangør’, der bliver uddelt torsdag aften på KLAP-festivalen i Esbjerg i forbindelse med den store fællesmiddag, for deadline er allerede 4. april.

Prismodtageren skal findes blandt de arrangører/formidlere, der har gjort en ekstraordinær indsats i forbindelse med et turnéteaters besøg, eller som blot generelt er en god, behagelig og konstruktiv samarbejdspartner og vært, når diverse producenter og disses kunstneriske og tekniske personale kommer på besøg med deres forestilling(er).

Det er netværket Kulturkongen.dk, der i et samarbejde med Teatercentrum og børneteaterproducenterne står for arrangementet, som udover æren består af en gratis turnerende børne- og ungdomsteaterforestilling til sæson 2024/25, som udtrækkes blandt de forestillinger, der er doneret af teatrene.

Indstillinger på modtagere af prisen modtages til og med torsdag den 4. april 2024. Man skal sende navnet på kandidaten samt en begrundelse for indstillingen af lige netop denne arrangør/forening til Kulturkongens administrator, Mathilde Skovgaard Almlund, mathilde@kulturkongen.dk

Tilsagn om donationer af forestillinger sendes ligeledes til Kulturkongens administrator med angivelse af teatrets navn og forestillingens titel.

Arrangørprisen er blevet uddelt siden 2013, men med pauser i 2020 og 2021 pga. corona-pandemien, der stoppede både festivaler og turneforestillinger, mens der heller ikke blev uddelt en pris i forbindelse med den forkortede Aprilfestival i 2023 i Syddjurs Kommune.

Seneste prismodtager er således Astrid Guldhammer, børnekulturkonsulent i Børnekulturhuset i Aarhus, der fik prisen overrakt ved Aprilfestivalen 2022 i Esbjerg.

Tidligere modtagere af Arrangørprisen:

2022: Astrid Guldhammer, Aarhus

2019: Britta Skov, Odsherred

2018: Clarissa Meister-Petersen, Gentofte

2017: Grethe Olsen, Frederikssund

2016: Tine Gitz Lundsgaard, Tårnby

2015: Helle Kappel Nielsen, Skive

2014: Torben Nielsen, Næstved

2013: Søren Vind, Kalundborg

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne