Horsens Teaterfestival er stadig et par måneder forude, men udover de mange forestillinger og anden vigtig logistik er der også en stor pris at tage vare på.
Og hvad er en pris uden en god modtager? Så festivalkoordinator Ditte Felding opfordrer nu teaterfolk, formidlere m.fl. til at afsætte lidt af sommerens eventuelle tankevirksomhed til at finde kandidater til årets udgave af Horsens Børneteaterpris, der vanen tro og for 21. gang skal uddeles i forbindelse med Horsens Teaterfestival, der i år afvikles fra 16.-18. september.
Prisen, der gives til 'en person, et teater eller en gruppe af personer, der har gjort sig bemærket ved en indsats for at fremme det professionelle børne- og ungdomsteater', ledsages udover den uvisnelige hæder også af 25.000 gode danske kroner og en smuk jernskulptur skabt af den lokale kunstner Kaj Rugholm.
Og selvom der har været mange udøvende kunstnere i prisrækken, siden Marc van der Velden (nu kunstnerisk leder hos ZeBU) fik den første i 1996, er prisen åben for andre aktører, herunder teknikere, teaterledere, organisationsfolk og arrangører m.fl. – hvilket man også kan se på listen over tidligere modtagere.
Det er Horsens Kommune, der som arrangør af festivalen også står bag Horsens Børneteaterpris, der uddeles lørdag aften i forbindelse med festivalen.
Gode forslag med motivering kan senest 15. august mailes til teaterfestival@horsens.dk eller sendes til: Komiteen for Horsens Børneteaterpris, Horsens Kommune, Kulturafdelingen, Rådhustorvet 4, 8700 Horsens.
Læs mere om festivalen og prisen på www.horsensteaterfestival.dk – og se listen over tidligere modtagere her, idet gengangere næppe kommer på tale…
2015: Meridiano Teatret
2014: Jørgen Carlslund, ZeBU
2013: Asterions Hus
2012: Gitte Kath & Claus Helbo (plakatkunst m.v.)
2011: Katrine Karlsen, Graense-Loes
2010: Methe Bendix & Anne Dalsgaard, Teater Hund
2009: Peter Seligmann, Teater 2 Tusind
2008: Mette Rosleff, Teater My
2007: Erik Viinberg, Teater Neo
2006: Det Fortællende Teater
2005: Carsten Jensen, (Børne)TeaterAvisen
2004: Biba Schwoon (organisationsarbejde m.v.)
2003: Lisbeth Lindblad Knopper (skuespiller m.v.)
2002: Jonna Beha Oulund, Odsherred Teatercenter og Skole
2001: Catherine Poher (instruktør m.v)
2000: Sara Topsøe-Jensen, Carte Blanche
1999: Michael Ramløse, Teatret Fair Play/organisationsarbejde m.v.
1998: Bodil Alling, Gruppe 38
1997: Svend Langhans, Odsherred Teaterforening
1996: Marc van der Velden, Teater La Balance
(Billedet: Meridiano Teatret modtog sidste år Horsens Børneteaterpris. Foto: Hanne Nielsen)
(caj)