Horsens Teaterfestival, der normalt er en kurateret festival med 35 forestillinger, har som følge af den specielle, udvidede festival 18.-20. september (se artikel) – suspenderet det faste dramaturgiat. Der er p.t. tilmeldt 103 teatre med 148 forestillinger (se note) – men det er endnu uvist, hvor meget festivalens rammer kan bære.
Den ekstraordinære situation har dog ikke forhindret den løbende udskiftning blandt dramaturgiatet fire medlemmer, så i det kommende dramaturgiat, der sammen med festivallederen skal planlægge næste års festival, vil Daniel Bevensee erstatte Connie Tronbjerg, skuespiller i Teatret Møllen.
'Det har været en fornøjelse at være en del af Horsens Teaterfestivals dramaturgiat i fire år. Gode faglige diskussioner og god energi har præget vores arbejde. Heldigvis har vi tit haft forskellige meninger, hvilket har været dejligt udfordrende og gjort at kikkerten blev stillet skarpere på de valg vi har måtte træffe', lyder det fra hende.
Daniel Bevensee, der er medstifter af Teater Apropos, hvor han er skuespiller og scenograf, siger om sin kommende opgave:
'Vores tradition med scenekunst for børn, unge og deres voksne bygger på mange års hårdt arbejde fra dedikerede og talentfulde mennesker både på og bag scenen. En tradition, der har givet Danmark en særlig status i udlandet som leverandør af scenekunst i høj kunstnerisk kvalitet og som har beriget børn, unge og deres voksne i Danmark med scenekunst fuld af finurligheder, poesi, slagstyrke og omsorg.
Derfor er jeg beæret over at indtræde i dramaturgiatet på Horsens Teaterfestival og være med til at fremhæve ny scenekunst, der kan løfte arven og samtidig sikre en fortsat udvikling af børne- og ungdomsteatret, både i Danmark og i resten af verdenen.
Jeg ser frem til, som en del af dramaturgiatet, at få lov til at opleve scenekunst rundt i hele landet. Jeg glæder mig til at blive inspireret, overrasket, provokeret og rørt, og jeg glæder mig til i sidste ende at hylde det hele på Horsens Teaterfestival'.
Horsens Teaterfestival blev i 2009 omlagt fra en invitationsfestival til et kurateret arrangement og med et dramaturgiat bestående af erfarne folk fra den danske børneteaterverden.
Frem til næste udskiftning består dramaturgiatet herefter af:
– Kenneth Gall, administrativ leder, Teater Hund & Co.
– Gitta Malling, teaterleder, Limfjordsteatret
– Trine Wisbech, teaterleder, Det Lille Teater
– Daniel Bevensee, Teater Apropos
(Billedet: Connie Tronbjerg viger pladsen i Horsens Teaterfestivals dramaturgiat til fordel for Daniel Bevensee. Foto: Teatret Møllen og HEIN Photography)
(caj)