»Den første festival handler om at prøve alting af, kaste nogle bolde op i luften og forstå, hvordan det hele fungerer,« fortæller hun, da jeg spørger til hendes ilddåb.
»I år har vi et klarere billede af, hvad det er, vi arbejder ind i.«
Og ambitionerne for festivalen er klare:
»Vi vil lave en festival, som har højt til loftet – hvor man kan se nogle ting, man måske ikke ville se andre steder, eller som er lidt udfordrende. Så skal der samtidig være en hyggelig og usnobbet atmosfære. Det er den ramme, vi prøver at arbejde indenfor.«
Unge mennesker og unge idéer
Adelaide fortæller om to nye formater, som er en del af dette års festival, og som hun er begejstret for at introducere i programmet. Det ene format har fokus på de unge kreative kræfter:
»’På vej’ er forestillinger lavet af unge og med unge på scenen. Jeg synes, at det giver rigtig god mening, at man også præsenterer noget, som er skabt af børn og unge på en festival for børn og unge. Men det kan ikke være en del af vores officielle program, da det jo skal være professionel scenekunst.«
Der er altid voksne omkring børn og unge, der beslutter, hvad de skal se eller har indflydelse på, hvad de kan opleve.
»Jeg er jo en af de voksne, som er med til at beslutte, hvad børn og unge skal se. Derfor er det også sjovt og vigtigt at have et format som ’På vej’, hvor vi får lov til at se, hvad de har på hjerte. Det glæder jeg mig til.«
Med formatet ’Pilot’ er det ikke de unge mennesker, men de unge idéer, der er omdrejningspunkt – det er nemlig forestillinger i proces og tilblivelse, man her kan opleve.
»Nogle forestillinger vil være næsten færdige og andre vil være på det helt spæde stadie. ’Pilot’ giver festivalgæsterne mulighed for at komme helt ind i værkstedet og giver samtidig kunstnerne mulighed for at afprøve foran et publikum, så de kan se, hvad der virker. Vi kan jo som festival være med til at sætte nogle processer i gang – og gryden kan være i kog.«
Adelaide betragter ’Pilot’ som et slags greb til at få lokale eller folk, der måske ikke normalt arbejder med børne- og ungdomsteater engageret i festivalen. På årets festival er det således lokale kunstnere og en kunstner med mozambiquiske rødder, der bidrager med indblik i forestillinger under tilblivelse.
Tendenser i tiden – krop, køn & mangfoldighed
Årets åbningsforestilling ’HOME QUEER HOME’ af HIMHERANDIT Productions giver gennem en stor samling af dokumentarisk materiale stemme til unge queer-personer fra hele Danmark. 100 unge deltager på scenen i forestillingen, som udover sit dokumentariske afsæt involverer flere forskellige genregreb.
Værket giver indblik i de unges oplevelser med og perspektiver på at leve i Danmark.
At skabe rum for mangfoldighed og plads til flere stemmer går igen i festivalens program.
»Vi afholder også et seminar om mangfoldighed under med temaet ’Ukendt land’. Her vil et panel af spændende gæster fra ind- og udland diskutere mangfoldighed i scenekunsten for børn og unge,« forklarer Adelaide.
»Mangfoldighed er fremtrædende – og her er det jo lige præcis børne- og ungdomskunsten, der skal involvere sig, for det er jo der, det planter sig. At være i ukendt land er også præmissen for børne- og ungdomsliv generelt – vi er i gang med at finde ud af, hvad alting handler om, og hvordan man placerer sig selv. Det er en god grundsten for kunsten, at den bringer os ud i ting, som vi ikke nødvendigvis er fortrolige med. Så den også kan skabe nogle nye perspektiver og forståelser, såvel som den kan spejle os.«
Det er ikke kun åbningsforestillingen, der er optaget af det kønslige og kropslige aspekt. Det viser sig over hele festivalens program.
»Køn og krop er klart tematikker, der er i spil i øjeblikket. Dem ser vi i både forestillinger for de yngre børn og helt klart også i ungdomsforestillinger. Mangfoldighed i forskellige afskygninger er jo et aktuelt emne, man kunne måske ovenikøbet kalde det en trend i tiden. Og som festival skal vi jo være med til at deltage i noget af det, der foregår i samfundet og gribe tidens tematikker. Men vi skal også andet.«
Teatrets tilgængelighed og formidlingens kunst
Selvom det ikke er alle horsensianerne, der finder vej til festivalens forestillinger, så er de fleste lokale flittige til at bruge festivalens tilbud. Adelaide understreger, at tilgængelighed ikke blot handler om pris.
»Tilgængelighed er jo virkelig meget andet end gratis, og man kan meget hurtigt komme til at tænke, at når det er gratis, så kommer folk selvfølgelig. Det er ikke tilfældet. Man skal føle sig tilpas – adgang betyder så meget mere end, hvad det koster.«
Hvad der skal til for at få folk i teatret, er selvfølgelig også en vigtig overvejelse, når man driver en festival.
»Hvad er det, der gør, at folk ikke finder vej til teatret? Det er jo typisk, fordi det er fremmed – et rum, de ikke kender. Fordi der ikke er tradition for det, eller fordi det ikke er formidlet ordentlig, eller måske mangler der noget en bestemt børnegruppe, kan spejle sig i. Grebene er jo vildt forskellige afhængigt af, hvem man taler med.«
Derfor betragter Adelaide formidlingen og kommunikationen omkring festivalens program som en vigtig del af tilgængeligheden.
»Det er vores opdrag som festival at vise ting som er udfordrende, men det er også vores opgave at formidle det og åbne dørene for publikum. Man skal ikke tale sit publikum ned, man kan godt formidle forestillinger, så man åbner en dør for publikum, og så de ikke føler, at der er en intern viden, de skal have. Men det er virkelig svært! Men når først publikum sidder der, så tror jeg egentlig, at langt de fleste mennesker er åbne for oplevelsen.«
Og selvom der i teatret kan være koder, som er fremmede for nogle, er det ikke nødvendigvis en hindring for den kunstneriske oplevelse.
»Det handler jo om, om man mærker det eller ej. Vi skal også huske, at det jo er børn, og børn kommer, fordi nogen har taget dem med. Så der er også en dobbelthed i, at det er kommunikeret til de voksne,« forklarer hun.
At skabe forankring
For at skabe mere end blot det ene årlige nedslag, som festivalen udgør, og for at etablere forbindelser til de lokale miljøer, har Adelaide og hendes kollega igangsat projektet Scene+, som er et fast formidlingstiltag.
Det består af forskellige forløb med scenekunstpræsentationer i samspil med workshops, og projektet har været afviklet omkring 4-5 gange i løbet af det forgående år. Målet er at udvide festivalens publikum gennem samarbejder med skoler og fritidsklubber, hvor børnene ikke normalt kommer i teatret.
»Vi har haft meget sigte på at opdyrke nogle af de publikumsgrupper, som ikke bruger festivalen. Det er jo det samme i Horsens, som hvis du kigger på København, Aarhus eller en hvilken som helst anden by – det er et særligt segment, der går i teatret. Vores erfaring i Horsens er, at der er en del børnegrupper, der ikke kender festivalen, og det skal vi selvfølgelig være med til at ændre. Jeg tror på at publikumsudvikling sker på gulvet, især når det gælder om børn. Her skal man starte et projekt i en gymnastiksal.«
Scenekunstens fremtid
Adelaide er meget optimistisk med hensyn til det kunstneriske niveau for dansk børne- og ungdomsteater og ser stor kvalitet på tværs af feltet.
Hun kan dog være i tvivl om, hvorvidt der er overskud til at samarbejde med teatrene i skoler og institutioner. Både som udøvende kunstner og som programleder på festivalen har hun erfaret, at institutionerne har mindre tid og overskud og ikke mindst færre penge.
»Jeg håber, at skolerne har overskud og plads i fremtiden til at tage deres elever i teatret og ikke mindst, at de kan se betydningen af det. Det er jo lige præcis skolen, som kan hjælpe med at give børn et godt forhold til kunsten. Det faglige og det kunstneriske hænger ikke naturligt sammen, men vi kan hjælpe med at vise, hvordan det kan forbindes, og vi kan hjælpe skolerne med at etablere møder med teatrene, men i sidste ende er det ikke noget, vi styrer.«
Det kunstneriske niveau og ambitionerne i scenekunsten for børn og unge fejler i hvert fald intet, ifølge Adelaide, som må siges at have et solidt indblik i udvalget – både gennem sit virke som festivalens programleder med fast plads i det dramaturgiat, der har kurateret festivalens forestillinger og som kunstnerisk medleder i performanceteatret Liminal, hvor hun er koreograf og iscenesætter.
Lige i øjeblikket handler det selvfølgelig om at sørge for en succesrig udgave af Horsens Teaterfestival.
