19. november 2011

Horsens-festivalen skifter navn

Der er som vanligt børneteaterfestival i Horsens den tredje weekend i september – og sådan vil det også være næste år, hvor festivalen afvikles 14.-16. september 2012.

Nyt vil derimod være navnet på festivalen, idet Kulturudvalget i Horsens Kommune har besluttet, at Horsens Børneteaterfestival skifter navn til: Horsens Teaterfestival – scenekunst for børn og unge.

Festivalen forbliver dog den samme – nemlig en række professionelle danske forestillinger for børn og unge, forsikrer festivalkoordinator Stine Kamstrup Knudsen.

Arrangørerne har med navneskiftet haft et ønske om tydeligere at signalere dét, festivalen reelt er: En teaterfestival for både børn og unge – og med den stadigt oftere brugte betegnelse ’scenekunst’ kan man også dække over, at dans, performance m.v. er en del af det, der præsenteres på festivalen.

Frem mod festivalen i 2012 vil logo og hjemmeside blive rettet til.

Hvad der allerede ER rettet, er fortegnelsen over medlemmer af festivalens dramaturgiat, idet DramatikerVæksthusets projektleder, dramaturg Jane Rasch er indtrådt i festivalens udvælgelseskomite. Her erstatter hun skuespiller og instruktør Lene Vestergård, der siden april har været medlem af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg.

Mere om Horsens Teaterfestival på www.boerneteaterfestival.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne