I onsdags besluttede byrådet i Holbæk, at kommunen bliver vært for Aprilfestival 2020.
Og den nordvestsjællandske kommune med ca. 70.000 indbyggere, gode spillesteder og ikke mindst hele to lokale egnsteatre, Fair Play og Holbæk Teater, som erfarne medvirkende i det lokale arrangørarbejde, lyder bestemt tillokkende.
På Teatret Fair Play ser man også frem til at få festivalen til kommunen og indgå i det lokale arrangørkorps – og man har vist også et håb om, at teaterhuset på Borchsvej kan blive festivalcentrum med deltagercafe m.v.
Dermed synes de næste års Aprilfestivaler at være på plads: Fra 23.-30. april 2017 går det løs i Sønderborg. Næste år bliver Syddjurs Kommune vært for Aprilfestival 2018, og i 2019 går turen højere mod nord, hvor Hjørring Kommune har besluttet sig for Aprilfestivalen. Og i 2020 bliver det altså Holbæk i det nordvestlige hjørne af Sjælland.
Og hvad Aprilfestival 2021 angår, har Ishøj Kommune tidligere været på banen, uden at der dog er aftalt noget endeligt – og for et par dage siden blev det så meldt ud, at Kolding overvejer at gentage værtskabet fra 2003 i 2021. If. Jydske-Vestkysten har kulturudvalgsformand Jesper Elkjær (R) sat muligheden på dagsordenen og lægger op til et sonderende møde med Teatercentrum i løbet af foråret.
En Aprilfestival koster p.t. værtskommunen lidt over fem mio. kr. – hvor Kulturministeriet via købsrefusionsordningen for børneteater refunderer halvdelen. For det beløb får man så omkring 100 teatre, 200 forskellige forestillinger og over 600 opførelser i løbet af festivalugen.
Og en lokal meromsætning i samme størrelsesorden, når teaterfolk, tilrejsende formidlere og lokale festivalgæster indtager kommunen…
Læs artiklen 'Først Sønderborg, så Syddjurs og dernæst…'
– og se mere om Aprilfestival påwww.aprilfestival.dk
(Billedet: Teater Fair Plays hjemsted på Borchsvej 3, der kan bringes i spil som bl.a. festivalcafe og mødested for de mange deltagende teatre, når Aprilfestival 2020 kommer til Holbæk. Foto: Fair Play)
(caj)