Det var virkeligheden, der overhalede projekt Hodja fra Danmark indenom. Et planlagt treårigt forløb med at bringe børneteater ud til landets mange asylcentre – helst med deltagelse af danske elever fra omkringliggende skoler til både forestillinger og efterfølgende workshops – lukker ned 30. juni i år.
Det sker med baggrund i, at flygtningesituationen har ændret sig markant fra Hodjas start i juni 2016 – hvor der var 78 asylcentre – og frem til beslutningen om at lukke ned for projektet i foråret 2018, hvor der var 23 flygtningecentre tilbage.
Og selvom Hodja fra Danmark i forhold til flygtningesituationen dermed fik en lidt sen start og også var oppe mod hårde logistiske udfordringer, er man glade for, at det faktisk viste sig at være muligt at virkeliggøre et sådant projekt – oveni købet med imponerende 75 pct. privatfinansiering – hvor det nåede at blive til op mod 60 forestillinger med omkring 20 forskellige teatre samt en række workshops.
Det har betydet gode og vigtige møder mellem teatrene/workshopledere og børn og unge i asylcentrene, ligesom projektet i en række lokalsamfund har ført til et styrket samarbejde mellem asylcentre og lokale skoler.
Lidt for træg start
Lene Thiesen – kendt bl.a. fra arbejdet i K.I.T. (Københavns Internationale Teater) og en lang række konsulentopgaver med internationale udvekslingsprojekter – er sammen med ASSITEJ og teatergruppen Batida initiativtagere til Hodja fra Danmark, hvor Thiesen som bestyrelsesformand også har været hårdtarbejdende både omkring fundraising og projektforløb. Også mere end hun havde regnet med, efter at have insisteret på at få en egentlig projektleder på banen fra start.
Lene Thiesen erkender, at hun var skuffet over, at Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) og Kulturstyrelsen i første omgang blot afviste en detaljeret støtteansøgning uden at invitere til samtale. Også selvom PUS siden kom på bedre tanker og har bidraget med en halv million i projektstøtte.
»Men i starten var der mere og bedre faglig dialog med de private fonde end Kulturstyrelsen – og uden Wilhelm Hansen Fondens generøse startstøtte var projekt Hodja fra Danmark ikke blevet til noget,« siger Lene Thiesen.
De indledende økonomiske startvanskeligheder betød en senere opstart af projektet:
»Jeg oplevede også, at den ellers meget roste struktur for dansk børneteater og dets formidlingsapparat ikke altid fungerede hensigtsmæssigti asylsammenhæng, så vi måtte 'opfinde' nye strukturer i en opstart, der også med bedre finansiering havde fået en hurtigere og bedre udvikling,« fortæller Lene Thiesen her et par uger før den officielle nedlukning af Hodja fra Danmark.
Forskellige forudsætninger
Udfordringerne har følgelig været store fra starten – også fordi et helt nyt projekt skulle startes op i en ny politisk/praktisk virkelighed med store flygtningestrømme og fordi det var svært at skabe et velfungerende parallelløb mellem asylcentrene og teatrene. Førstnævnte har ofte korte og nogle gange helt akutte planlægningshorisonter, mens teatrenes er langsigtede – ikke mindst fordi nutidens børneteatre ofte har faste turneperioder med kontraktansatte skuespillere, og de kan ikke rykkes.
Det har tillige betydet, at Hodjas dramaturgiat ofte havde svært ved at få gennemført deres ønsker til specifikke og velegnede forestillinger.
Stramningerne i integrationspolitikken fra efteråret 2017 skabte også mismod og uro på centrene, der hele tiden måtte spørge: 'hvad sker der nu?' – efterfulgt af personlige dramaer, hvor flygtninge(børn) blev flyttet rundt og måske skilt fra nye venner, mens personalet oplevede massive fyringer som følge af de færre asylansøgere.
Det betød helt konkret, at hvor projektet med teaterbesøg og workshops fra at være blevet modtaget særdeles positivt med åbne arme og stor hjælpsomhed fra et ofte presset personale ændrede sig til noget, man stadig vældig gerne ville have, men bare ikke længere havde overskud til at medvirke til, fortæller Lene Thiesen om de konstante organisationsændringer og ressourcemangler på centrene, der bl.a. i starten af året har betydet aflysninger af allerede planlagte besøg med forestillinger og workshops.
Projektet lykkedes, men…
»Man kan vel sige, at det var et stort projekt, der lykkedes, men hvor vi ikke opnåede alt det, vi ville. Det blev heller ikke så stort for dansk børneteater, som vi lagde op til, men der blev altså trods alt spillet mange forestillinger og afholdt givende workshops efter mange forestillinger, som til sammen betød gode og vigtige møder mellem flygtningebørn og danske skolebørn – som hver især fik indtryk af hinandens virkelighed og situation. Visse steder er kontakten mellem den lokale skole og asylcentrene blevet opretholdt – bl.a. med faste 'legeaftaler' m.v. Det gælder ikke mindst i Nordjylland, hvor der har ligget rigtig mange asylcentre, og hvor Hodja-projektet følgelig også har været mest aktivt,« siger Lene Thiesen, som samtidig erkender, at man i projektledelsen selv har været med til at komplicere tingene med en udfordrende logistik.
»Hodja var fra start primært tænkt som forestillinger med efterfølgende workshops på asylcentrene, men hurtigt indså vi – og blev bekræftet i det af udmeldinger fra centrenes personale – at asylbørnene havde brug for at være sammen med danske børn for at få afkodet normer og rutiner i det land, de var havnet i, og så blev forestillingerne både for asylbørn og lokale skolebørn, og her var de fælles workshops efter forestillingerne også meget vigtige,« fortæller hun.
»Det gjorde samtidig vores arbejde sværere, bl.a. fordi det heller ikke er alle børneteatre, der kan eller vil arrangere workshops. Men her har vi så haft stor glæde af samarbejdet med AKTØR, der har stået for en lang række workshops på centrene – i øvrigt både med og uden deltagelse af danske skolebørn. Og disse workshops har ofte budt på meget positive oplevelser, hvor asylbørnene via dramalegene har givet meget af sig selv på en meget forløsende måde, der af og til har bragt lærere og personale på grådens rand.«
Aktivitet til det sidste
Selvom de mange teatre, der har spillet forestillinger på asylcentre de sidste to år, selv har bidraget med tilsvarende beretninger på Facebook m.v., har der selvfølgelig også undervejs været mindre gode oplevelser for både teatre og centre – hvor reaktionerne på forestillingerne har været negative og dialogen fraværende, men sådan sker det også lejlighedsvis for børneteatrene i deres normale opsøgende teaterarbejde på skoler og institutioner rundt om i landet, så de fleste er hærdede…
Og selvom Hodja altså officielt stopper for projektet pr. 30. juni, er der aktivitet til det sidste. Alene i juni måned er der aftalt en halv snes forestillinger og en række workshops på nogle af de tilbageværende asylcentre med børn og unge.
Og faktisk er der også blevet tid og råd til lidt efternøleri med forestillinger og workshops i Brovst i september måned. Og så er alle projektmidlerne også brugt…
Det vil dog stadig være muligt for opsøgende børneteatre at få lidt vejledning og gode råd om at arrangere og spille forestillinger i flygtningecentre.
Det kan ske ved henvendelse til Dansk ASSITEJ, der har været en af projektets initiativtagere.
Her er Lene Thiesen nemlig også p.t. tilknyttet som fundraiser – med formålet at skaffe yderligt og meget kærkommen finansiering af organisationens internationale generalsekretariat, der har base i København i en treårig periode.
Og hvad Hodja angår, har Lene Thiesen planer om at lave en større evaluering af projektet og dets udfordringer og resultater. Både til evt. interesserede støttegivere og for at gøre Hodja's erfaringer tilgængelige for de mange, der deltog og for andre, der vil sætte nye projekter i værk.
