I slutningen af april gik Reumert-prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling til Teater Mys ’Små skridt’ – og nu er den noget ældre forestilling ’Himmelsange’, der er en samproduktion mellem Teater My og Teater Refleksion, netop blevet nomineret til en ’Helpmann Award’ for bedste børneteaterforestilling – i Australien!
Forestillingen er nomineret af Sidney Opera House – der har haft den på gæstespil – og if. Teater Refleksion er det de store kulturinstitutioner i Australien, der hver nominerer deres favoritter til ’Helpmann’-priserne, som i stil med Reumert uddeles til alle dele af scenekunstbranchen, men altså ikke nødvendigvis skal være nationale produktioner.
Der ER dog lidt vej endnu til endnu en pris, idet de endeligt nominerede til hovedkonkurrencen udpeges i august forud for prisfesten i september.
Det ændrer dog ikke ved, at Teater Refleksion har fået et godt tag i australierne – og ikke mindst Sydney Opera House. Udover at ’Himmelsange’ var på succesrigt besøg i 2011, spillede ’Farvel Hr. Muffin’ her i 2008 – og til efteråret skal ’Kasse-Madsen’ spille i to gange om dagen i tre uger i operahuset – og samtlige forestillinger er allerede udsolgt.
Da ’Himmelsange’ i sin tid blev anmeldt her på portalen, kaldte Anne Middelboe Christensen småbørnsforestillingen for ’Stjernedrys for livsbegyndere’.
’Himmelsange’ havde fra starten Mette Rosleff som ene medvirkende (foto), men nu om dage er hun oftest afløst af skuespiller Lisa Becker på udenlandssturneerne, fordi Mette Rosleff har en familie at tage vare på hjemme i Aarhus.
Mere om Teater Refleksion på www.refleksion.dk
Mere om Mette Rosleff i artiklen ’Det startede med en donation fra far’.