Oak Foundation Denmark har netop tildelt HiLS DiN MOR og LGBT+ Føroyar midler til en treårig social forandringsindsats, der skal sikre, at HiLS DiN MOR kan opføre LGBTQ+-forestillinger for børn og unge på Færøerne.
’Ingen bør falde uden for fællesskabet – Færøerne’ hedder projektet, der også skal sikre, at LGBT+ Føroyar kan skabe arrangementer for LGBT+-personer, nå ud til skolesystemet og være med til at ruste uddannelsesinstitutioner til at have elever, der falder udenfor de gængse normer for køn, kønsidentitet og/eller seksualitet.
Det er helt i tråd med den scenekunstneriske portefølje hos HiLS DiN MOR, der flere gange har besøgt Færøerne med deres fordomsudviskende forestillinger – og ind imellem skabt furore i det nordatlantiske øsamfund. Som det bl.a. har kunnet læses i artiklen ’Kænguru i kamp og kampagne’ fra denne sommers turne med ’En kænguru som dig’ og forrige års besøg med ungdomsforestillingen ’Offside’ i artiklen ‘Teater i kamp mod fordomme’.
De næste tre år vil HiLS DiN MOR årligt tage en børne- eller ungdomsforestilling til Færøerne, besøge forskellige kulturhuse og gå i dialog med publikum. Teatret har indgået et samarbejde med Nordens Hus på Færøerne og forestillingerne skal spille på SALT – Sound Art & Live i Øravik, der ligger på Færøernes sydligste ø. LGBT+ Føroyar deltager i arrangementerne og i de dialoger, der afholdes med publikum.
Der laves materiale på færøsk, som kan benyttes i undervisningen, så eleverne kan arbejde videre med emnerne. LGBT+ Føroyar kommer derudover til at styrke sin indsats til skolerne med både informationsmateriale og kurser til personale.
’Vi glæder os til at realisere projektet og til at fortsætte det gode samarbejde med LGBT+ Føroyar og Nordens Hus i Tórshavn. Vi er meget taknemmelige for, at Oak Foundation Denmark ser vigtigheden i at sætte fokus på LGBTQ+-emner på Færøerne, og vi ser frem til at vende tilbage med vores scenekunst’, lyder det fra René Benjamin Hansen, kunstnerisk leder og skuespiller hos HiLS DiN MOR. (caj)