Det plejer jo at være stor ståhej for ikke ret meget, når nye udvalgsrapporter til eventuel implementering i en eventuel ny teaterlov lanceres.
Men optimismen hos Lars Seeberg og Monna Dithmer fejlede ikke noget, da de i går præsenterede den længede ventede teaterrapport, der har fået titlen ‘Veje til udvikling’. Sidste medlem, svenske Staffan Valdemar Holm var ikke til stede, idet han angiveligt var ramt af askesky-problemer eller måske bare Kulturministeriets ekstremt korte varsel – et sølle halvt døgn – til pressemøde om den flere gange udsatte visionsrapport.
Alligevel var der stuvende fuldt i Kulturministeriets mødesal, da værket i går blev offentliggjort – og smugkigget i hast – mens formand Lars Seeberg indledningsvis konstaterede, at han snarere end krise så et frodigt miljø i dansk teater. Samt at rapporten vel ikke var revolutionær, men fyldt med visioner til bibringelse af et dynamisk, vedkommende og mangfoldigt teaterliv.
Det må ikke koste
Det lød vældig smukt, men er altså også omkranset af et kommissorium, der har ordet udgiftsneutralt malet i neonlys.
Det er jo en udfordring i sig selv, men derudover var der også andre udfordringer i selve den måde, som dansk teater opererer på, slog Lars Seeberg fast på pressemødet.
Det handler bl.a. om et stabilt, men også fastlåst og hierarkisk system; at teaterområderne er delt i lejre uden egentlig interaktion; at der nok er ro på de strukturelle linjer, men at der samtidig mangler udvikling; at man i aftalesystemet primært går efter kvantitative frem for kvalitative beslutninger – og at der mangler muligheder for at rykke teatre op og ned, som Seeberg sagde med en fodboldmetafor.
Monna Dithmer supplerede her med, at det også handlede om et opgør med den omvendte pyramide, hvor teatrene i toppen med de mange penge automatisk blev betragtet som kvalitative, mens de ringe støttede i bunden ikke gjorde det.
Konkrete udfordringer
Herefter kunne Lars Seeberg citere teaterprofessor Jørn Langsted for, at dansk teater befandt sig i en konstant strid mellem kontinuitet og fornyelse – og at han personligt ønskede ‘kvalitativ diskurs’, dvs. passioner, visioner og samarbejde.
Og så var det tid til lidt mere konkret snak, nemlig ideen om et markant styrket Scenekunstudvalg (taget direkte fra den såkaldt Selvbestaltede Teaterkommission med Bjørn Lense-Møller i spidsen) med syv personer, mere magt og mange flere penge. Scenekunstudvalget (SKU) er simpelthen udset til at være det markante omdrejningspunkt i en ‘substantiel omprioritering’ af teaterstrukturen, som Seeberg formulerede det.
Det skal se gennem en fordobling af SKU’s budget og inddragelse af alle dele af scenekunstområdet, og således at SKU via en udviklingspulje skal styre og styrke dansk teater. SKU skal både være en buffer og et magtfuldt armslængdeorgan – og Det Kgl. Teater skal i øvrigt heller ikke være fredet i opbrudsarbejdet
Seeberg-udvalget peger på fire konkrete udfordringer eller indsatsområder:
1) Publikumsudvikling.
2) Det internationale område skal styrkes.
3) Intern organisering (især de store teatre): Bør være nu’ets kommentator i form af forestillinger og lokale aktiviteter. Problemet nu er at man opererer med detaljerede planer, fastlagt for en hel sæson. Der mangler smidighed i planlægningen og mulighederne. Det kunne bl.a. ske ved hjælp af større ensembler.
4) Diversitet (de andre, de nye, de fremmede) – et potentielt kæmpepublikum.
60 millioner på spil
Hvis SKU skal have mere magt og dermed flere midler og dansk teater skal have nye muligheder for omstrukturering, skal der bruges penge. Men stadig inden for et udgiftsneutralt udgangspunkt.
Og her har teaterudvalget så valgt at gå på hugst i billettilskudsordningen, som man vil fjerne. Forstået således at der p.t. er ca. 75 mio. kr. ’til rådighed’ – heraf vil man dog frede Danmarks Teaterforeningers 18 mio. kr. – men så er der jo altså næsten 60 mio. kr. at putte i den centrale udviklingspulje, der skal finansiere alle de gode ideer.
Teatre vil således kunne søge om penge til hvad som helst. Ligesom der skal gøres om med det årlige ansøgningshelvede for de små teatre til fordel for flerårige aftaler, så teatrene kender deres økonomi.
Og der skulle være noget at komme efter for alle typer teatre:
De små storbyteatre og egnsteatre – der skal kaldes byteatre fremover – slipper for den øvrige tilskudsgrænse og kan i øvrigt gå sammen med store teatre i projekter, eller måske gå sammen med andre små teatre i fusioner, så man fx. kan se regionalteatre med store budgetter opstå.
De store teatre kan fx. søge penge til ensemble-eksperimenter og samarbejdsprojekter med mindre teatre.
Og projektteatrene (de lejlighedsvist støttede) kan gå sammen med andre/større teatre og måske ligefrem blive en selvstændig del af et institutionsteater.
Styrk provinsen
Også balancen mellem hovedstad og provins skal rokkes, mener udvalget, der bl.a. kommer med forslag om lade et helt nyt turneteater få hovedsæde i Århus og at lade store kulturhuse i provinsen være teaterproducenter i et eventuelt samarbejde med landsdelsscenerne.
Lars Seeberg understreger, at rapporten er et indspil til debat og ikke et færdigt program. Og afleverede sin bøn til de kampberedte fremmødte teater-, organisations- og pressefolk:
»Skyd det ikke ned med det samme!«
De enkelte elementer skal nok blive diskuteret – og givet også et synligt misforhold mellem intentioner og økonomi, idet de 60 mio. kroner fra billettilskudsordningen slet ikke vil være nok.
Både nationalscene og statsensemble!
Og hvor er så dansk børneteater i alt det her?
Tjah – alle steder og ingen steder, selvom området fik masser af pæne ord med på vejen.
»Dansk børneteater gør det rigtig godt,« lød det fra de to, der mener, at området faktisk opfylder næsten alle de udfordringer, som rapporten opstiller til det øvrige teaterliv omkring publikumsorientering, internationalisme, samarbejde osv.
Alligevel er teaterrapportens gode ord om behovet for både et nationalteater for børn og reetablering af et nyt statsensemble for børneteater ren ønsketænkning.
Lige nu handler det mere om synlighed og en større operationel platform, mener Seeberg og Dithmer, mens resten er en ‘længerevarende investering’. Underforstået: At her var man nået frem til visioner uden økonomisk fundament.
Men udover at børneteatre selvfølgelig også kan og skal byde ind på en eventuelt realiseret udviklingspulje og de nye byteatre også kan og skal rumme børneteater, kan det konstateres, at finansieringsforslaget vil være et tilbageslag for ikke mindst de stationære børneteatre, der med deres mange rabatbilletter vil komme til at lide gevaldigt under et eventuelt frafald af billettilskudsordningen, hvor omkring trefjerdedele går netop til at sikre lavere billetpriser til børn og unge.
Ny lov i år?
Og nu bryder diskussioner, debatter, konferencer løs. Allerede fredag er der debatmøde med bl.a. Lars Seeberg på Svalegangen i Århus, og på onsdag er der paneldiskussion på Københavns Universitet.
Med rapportens fremkomst er høringsperioden nu indledt – og kulturminister Per Stig Møller (K) agter at samle op ved en stor konference, inden der lægges an til en ny teaterlov allerede i år.
Går det, som det plejer, bliver det næppe til noget i år. Og erfaringerne tilsiger også, at mange af rapportens strukturelt provokerende elementer da vil være pillet godt og grundigt fra…
Men som Lars Seeberg formulerede det på pressemødet:
»Det vil være uendeligt sørgeligt, hvis der ikke sker ændringer.«
Teaterprofessor Jørn Langsted vil med vanlig nidkærhed kigge nærmere på rapporten i sin næste Under Langsteds Lup-klumme…
