1. februar 2023

Hæder til Ole Sørensen og Peter Seligmann

I dag blev der sat navne på vinderne i de mange teater-kategorier med et hav af nominerede, som cphculture.dk disker op med i sin årlige vurdering af sæsonens bedste teater.

Jf. site-navnet omfatter teaternomineringerne ’forestillinger, der har spillet i København og omegn i 2022 og som er blevet anmeldt af cphculture.dk samme år’ – hvilket dog åbner op for, at gæstespil fra andre egne af landet godt kan løbe med priserne.

Således er ’Årets mandlige hovedrollepræstation 2022’ Ole Sørensen for sine præstationer i jyske Teatret Møllen-forestillingerne ’Mod til at dræbe’ og ’Et Juleeventyr’, der bl.a. har spillet på Teater V og i Hvidovre Teaterforening.  

Med ’Et Juleeventyr’, der var alderssat fra syv år og en meget rost familieforestilling (se portalens anmeldelse), gav den fine pris også lidt cadeau til det børne- og ungdomsteater, som Teateravisen har kigget efter i den lange prisvinderrække.

Men ellers har cphculture.dk holdt områdets aktører ud i strakt arm ved at have en særlig prisafdeling i form af ’Årets skuespillerpræstation i en børne-/ungdomsforestilling’. Den gik så til Peter Seligmann for hans præstation i ’Ødipus’ (se portalens anmeldelse) der som gæstespil fra fynske Teater2Tusind blev spillet på ZeBU på Amager.

Birolle-præstationer m.v. er dog forbeholdt voksenteater-nominerede, men selvfølgelig er der en særlig kategori for ’Årets Børne-/Ungdomsforestilling 2022’. Den tilfaldt Eventyrteatrets ’Rapunzel’ foran rækken af nominerede, professionelle børne- og ungdomsteatre. Men al respekt for valget af endnu en god forestilling fra den veritable talentfabrik for og med børn og unge.

Vil man se alle vinderne i alle kategorierne – og de mange nominerede, som jo også er en lille sejr – kan man se dem på: https://www.cphculture.dk/d784aaretsteater2022.html

(Billedet: Ole Sørensen i ’Et Juleeventyr’ (øverst) og Peter Seligmann i ’Ødipus’ (nederst th) blev valgt i skuespillerkategorier i cphculture.dk’s årlige prisrække. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning & Teater2Tusind) 

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne