For 25. gang uddeles 24. maj Håbets Pris, der gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb. Jubilæumsprisen går til det verdensberømte franske teaterkollektiv, Théâtre du Soleil og dets grundlægger, Ariane Mnouchkine (foto – M.Laurent)
Foruden hæder ledsages Håbets Pris af en personlig maske, kreeret af Klaus Tams, som også har stået for kunstværket alle de foregående år.
Institut for Folkeligt Teater har uddelt Håbets Pris siden 1989. Blandt modtagerne har enkelte gange været børneteater-engagerede kunstnere: I 2009 fik svenske Suzanne Osten som leder af Unga Klara i Stockholm prisen for sit pionerarbejde. I 2007 fik nu afdøde scenograf Poul Fly Plejdrup prisen for bl.a. sine mange opgaver i dansk børneteater. Og helt tilbage i 1996 var det Teatrets Hans Rønne, der modtog Håbets Pris for sine soloforestillinger og som et fornemt vartegn for dansk børne- og ungdomsteater.
Håbets Pris/Prize of Hope uddeles hvert andet år i Danmark på Aasen Teater og hvert andet år i USA på Dell'Arte i Californien. Søndag den 28. maj sker det altså i Nordjylland – på Åsen Teater i Sterup ved Jerslev, og som del af programmet spilles der et par børne- og ungdomsforestillinger, nemlig Hr. Teaters 'Bagage' og Teater Arrièregardens 'Alt er sagt, siger de' – begge tidligere anmeldt her på portalen.
Mere om deltagelse (tilmelding senest 12.5), pris og prisgiver m.v. på www.aasen.dk
(caj)