Institut for Folkeligt Teater har siden 1989 hvert år uddelt den internationale Håbets Pris/Prize of Hope – og siden 2008 sammen med det californiske teater Dell Arte Theatre, der selv modtog den i 2005.
Prisen 'gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk…med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel: For en verden, hvor folk bruger deres egne øjne, ører, stemme'.
Prisen uddeles hvert andet år i Danmark og hvert andet år i USA på Dell'Arte International i Californien. Sidste år gik Håbets Pris til Aprilfestival, der arrangeres af Teatercentrum, og således kunne direktør Henrik Køhler drage til Åsen i Nordjylland og modtage skulptur og gode ord om festivalen som en ’enestående perle’, der ’favner hele landet’.
I år foregår prisoverrækkelse og fest derfor i Blue Lake, Californien, hvor Zimbabwe Theatre Academy og dets grundlægger og leder, Lloyd Nyikadzino, modtager prisen 25. juni.
Zimbabwe Theatre Academy er en ung teaterskole i fysisk teater, grundlagt i 2017, som bruger teater som værktøj til forandring af vanskeligt stillede unges livssituation. Hvert år optager skolen 15 unge studerende og giver dem professionel uddannelse i fysisk teater.
’Med fysisk teater kan jeg med kroppen fortælle historien med allegoriske virkemidler’, lyder det bl.a. fra Lloyd Nyikadzino, der som instruktør har brugt det kraftfulde udtryk i stykket ’Zandezi.’ – et slangudtryk for fængsel. Forestillingen er skabt på baggrund af et systematisk arbejde, som Zimbabwe Theatre Academy har gennemført med indsatte i et fængsel i hovedstaden Harare, og har modtaget priser både i hjemlandet og internationalt. Forestillingen har været på turne i USA i forsommeren 2022 og opføres også forbindelse med uddelingen af Håbets Pris.
’Lloyd Nyikadzino og hans fæller i Zimbabwe Theatre Academy viser os, at der er masser af levende kraft på det store eventyrlige kontinent. Mennesker som ønsker, som vil og som kan fortælle nuets og fremtidens vigtige historier’, lyder det bl.a. i prismotiveringen.
Håbets Pris uddeles i år for 31. gang, og blandt nordiske teatre og kunstnere med blik for børne- og ungdomsteatret kan bl.a. nævnes Kitt Johnson/X-act (2019), C:ntact/Henrik Hartmann (2017), Odin Teatret/Eugenio Barba (2011), Suzanne Osten/Unga Klara (2009) og Hans Rønne (1996).
(Billedet: I forestillingen ’Zendezi’, der et godt og provokerende eksempel på Håbets Pris-modtager Lloyd Nyikadzinos (indsat foto) arbejde med Zimbabwe Theatre Academy, undersøger to skuespillere med sang, bevægelser, situationer og rolleskift spørgsmålet om retfærdighed i fængselsvæsenet. Pr-foto)
(caj)