I indeværende års udgave af H.C. Andersen Festivals i Odense centrum i august 2014 blev der diverteret med et program på næsten 500 forskellige events, stort som småt – og med visionen om via allehånde kulturelle aktiviteter i relation til den gamle eventyrdigters univers også at udvide kendskabet til Odense.
Og der var naturligvis også børneteater involveret i festivalløjerne
I 2015 afvikles H.C. Andersen Festivals fra 16.-23. august, og allerede nu åbner man for projekter til festivalen. Det gælder både kultur- og uddannelsesprojekter, og det kan enten være nyskabende eller eksisterende aktiviteter.
Det er muligt at søge om hel eller delvis finansiering af et projekt, men har man selv finansieringen på plads, kan festivalen – som man noterer det: 'Få endnu mere kultur på gaden'.
Man skal søge om at indgå i det officielle festivalprogram, herunder eventuel finansiering, via ansøgningsskema på festivalens hjemmeside. Ansøgning skal indsendes elektronisk inden 12. december 2014.
H.C. Andersen Festivals uddeler også en pris hvert andet (ulige) år. 'Nattergalen', som den hedder, gives til til 'en fremragende international, skabende kunstner eller kulturpersonlighed, som med sit livsværk og sit kunstneriske udtryk er i slægt med H.C. Andersens univers'.
Med prisen følger 400.000 gode danske kroner og en skulptur (der også indgår i festivalens logo) skabt af den kinesiske kunstner Yue Minjun – som selv var modtager af den første Nattergalen-pris i 2013…
Festivalen er startet af en række erhvervsfolk, som har forpligtet sig til at støtte projektet økonomisk i årene 2013-2015. Ny aftale er indgået også for 2016.
Ud over erhvervslivet er festivalen støttet af Nordea-fonden, Odense Kommune, Region Syddanmark og Udvikling Fyn samt lokale fonde, sponsorer og samarbejdspartnere.
Se mere på www.hcafestivals.dk
(caj)