Scenen er hvid og oplyst nedefra. På midten troner en stor hvid seng med en hvid dyne, der tydeligt gemmer på nogen. Fra hun dukker frem og hurtigt bliver til en dobbeltrolle, stråler resten af forestillingen om unge Nanna af dramatiske kulører.
Der er før lavet vellykkede ungdomsforestillinger, hvor sociale medier indtager en central rolle. 'Damphjerte' går et genialt skridt videre ved at gøre en blog på nettet til en selvstændig synlig person på scenen.
En blog til indre og ydre kaos
Det gør Nannas indre liv konkret og nærværende, når roderi og umulig forelskelse bliver for meget og forvandler hjerte til en dampmaskine. Selv om hun lukker øjnene og trækker vejret dybt, så pumper følelserne ukontrollabelt rundt i kroppen og signalerer panik.
Men så er det godt at have en blog, for Nanna ved ikke, hvor hun ellers skal gå hen med sit indre og ydre kaos.
Det lyder hjertegribende ensomt og er det også, for hvorfor ringer hun ikke bare til en veninde?
Nanna udnytter heller ikke muligheden for trøst og forståelse fra den rare fyr fra arbejdet, hun lidt tilfældigt får slæbt med hjem. Måske fordi det vil være alt for ordinært og kedeligt, når man er ung og fuld af store drømme.
Nannas blog 'Damphjerte' er anonym, og den styrer hun suverænt, når hun har brug for at lukke damp ud. I modsætning til de tre vidt forskellige mænd, der drøner ind og ud hendes dør, som det passer dem. En blød mand, en hård – og selvfølgelig rig og usympatisk – mand og den virkelig farlige, forføreren Mark, der er gift.
Opfindsomt og vitalt
Nanna er overraskende god til håndfast og komisk at smide dem ud, når deres ubehøvlede mandchauvinisme bliver for åbenlys. Mest grumt og sjovest, når hendes indres pres bliver til ildsprudlende svovldampe, der efterlader rigmanden med T-shirten over hovedet og en glad emoji tegnet på maven.
Hun cutter dem også af i telefonen, men alligevel kommer de igen.
Det giver forestillingen fremdrift og dramatik og er med til at få noget så tekstbunden som en blog til at blive til underholdende teater fuldt af humor og selvironi. 'Damphjerte' sætter fingeren på ømme punkter som identitet, sex og ensomhed og evnen til at lyve for sig selv og andre.
Det sidste er Nanna rigtig dreven til, og det er ikke noget kønt træk, ser og forstår vi. Desuden er hendes usandheder om uddannelser, studier, arbejde og mandebesøg i høj grad årsag til den rædselsuge, hun lige har oplevet.
Det er den, som bloggen fortæller om, og som dramatisk effektivt indrammer forestillingen, der gør nogle dage i en ung kvindes liv til fremragende nutidsteater. '
Damphjerte' er et overbevisende nedslag i fortællingen omog til en ung generation, der lever en stor del af deres liv på de sociale medier. Handlingen og replikkerne er som udgangspunkt enkle og hverdagsagtige, men den koncentrerede tekst af den debuterende dramatiker, Sofie Diemer Leonhardt, har også fine øjeblikke af poesi.
Fabelagtig gode spillere
Med herlig opfindsomhed og en vital spillestil får iscenesættelsen historien om Nanna og mændene i hendes liv til at glide perfekt. Nanna og hendes digitale alter ego spilles hver for sig og sammen af Laura Skjoldborg og Anna Bruus Christensen, og de er fabelagtig gode. Begge går på sidste år af Scenekunstskolens skuespilleruddannelse, og der er ikke det, de ikke kan.
De indtager scenen som tilsyneladende helt almindelige unge, sunde kvinder i lyseblå bh og knæbeskytter, der lægger krop og stemme til en lidt yngre medsøsters trængsler. Men når de åbner munden, rammer replikkerne skarpt, og deres fysiske udfoldelser er imponerende.
De kan mime og rappe og selv kravene fra en klassisk danser og koreograf honorerer de ubesværet og præcist. Lige som Morten Vang Simonsen med stort overskud giver hver af de tre mænd deres egen skarpe og skønne profil.
Men et er tekniske færdigheder, noget andet og vigtigere at alle tre medvirkende skaber troværdige personer, som publikum kan genkende.
Det store stationære teater Aveny-T satser på forestillinger om og for unge. Hvis de holder det topprofessionelle niveau fra 'Damphjerte', er der noget at se frem til.
