18. august 2023

Green Streets of Europe

PASSAGE Festival – som arrangeres af Helsingør Teater og netop har afsluttet dette års festival (se artikel) – har gang i mange projekter udover sin egen gadeteaterfestival. Man har bl.a. haft samarbejder omkring flere svenske gadeteaterfestivaler, den britiske Skegness Festival, europæiske samarbejdsprojekter som Power Partnership, hvor unge mellem 18-25 lærer at skabe kulturudviklende projekter m.fl. – og nu har man netop fået nyheden om, at en ansøgning om et internationalt projekt omkring bæredygtigt teatersamarbejde får penge fra Creative Europe.

Helsingør Teaters chef, Jens Frimann Hansen fortæller, at man længe har været optaget af den grønne omstilling af scenekunsten og allerede har deltaget i flere danske, nordiske og europæiske projekter med dette tema.

I december indsendte Helsingør Teater sammen med internationale gadeteaterfestivaler i Portugal, Tjekkiet og Kroatien en ansøgning – Green Streets of Europe – hvor festivalerne sammen med scenekunstnere, der arbejder i det offentlige rum, skal udvikle nye muligheder og rammer for at gøre det internationale teatersamarbejde mere bæredygtigt.

Projektet kommer til at løbe fra 2023 til 2025 og mange af aktiviteterne kommer til at være en del af PASSAGE Festival, som i forvejen deltager i fire andre europæiske projekter, men dette er første gang, at Helsingør Teater skal lede et projekt. Projektet har fået bevilliget maksimumbeløbet på 200.000 euro fra Creative Europes pulje med op til fem deltagere.

Vi har i mange år satset på det nordiske og det europæiske samarbejde, så vi er selvfølgelig meget glade for denne bevilling. Festivalerne er meget forskellige, så der er meget vi kan lære af hinanden i vores stræben efter at blive så bæredygtige som muligt. Vi ved også, at som verden ser ud i dag, er det vigtigt med kulturudveksling mellem de europæiske lande for at udbrede forståelsen og kendskabet til hinanden’, lyder det fra Jens Frimann Hansen i en pressemeddelelse om projektnyheden.

(red)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne