Det Århus-baserede OPGANG2 Turneteater, der har direkte fokus på integrationsproblematikker i sine produktioner, der foruden teaterforestillinger også omfatter interaktive læringsspil, afvikler 1. og 2. december sin anden JALLA-festival.
Det sker i Kulturhuset Globus 1, Gudrunsvej 3a, Brabrand (Gellerup), og der er gratis adgang til den roste forestilling ’Krigskonfekt’ og siden også gratis mad til alle interesserede over 15 år, der er forestillingens mindstealder.
Det kræver blot tilmelding/billet (max. fire billetter pr. person). Billet til teater + mad 1. december kan hentes på Gellerup Bibliotek, Gudrunsvej 78, 8220 Brabrand. Vil man kun se forestillingen, tilmelder man sig på billet@opgang2.dk
(navn + antal + tidspunkt + tlf.) eller via tlf. 8613 2505 (hverdage kl. 9-15). Onsdag 1. december: Teaterforestilling kl. 18:00 og 21:00 og spisning kl. 19:15 – 20:45. Skoleforestillinger 1. og 2. december kl. 12:00.
Forestillingen ’Krigskonfekt’ er et hårdtslående og musikalsk eventyr for unge og voksne om teenageren Samir fra Bosnien, der fra den ene dag til den anden oplever, at krigen bryder ud, og intet er som før. Derfor må Samir flygte og ankommer alene til Danmark som 17-årig. Lone Sørensen gav den fire stjerner i sin anmeldelse
i børneteateravisen.dk
JALLA-festivalerne er del af OPGANG2 TURNÉTEATERs udviklingsprojekt, kaldet ’Andre Horisonter’, der bl.a. består af mobilt lokalteater.
Læs mere på www.opgang2.dk/jalla2