4. november 2012

Grænseoverskridende teaterseminar

Fra 16.-18. november 2012 afholder Danmarks Teaterforeninger (DT) sit årlige seminar – denne gang i Campushalle i Flensborg.

Her findes der nemlig også en særdeles aktiv teaterforening – ganske som Sønderjylland også har en stor koncentration af teaterforeninger.

DT er paraply for 66 lokale teaterforeninger landet over – og altså også en lige syd for grænsen – der med et årligt billetsalg på ca. 380.000 står for en væsentlig del af teaterformidlingen uden for de store byer.

Teaterseminaret er lokalforeningernes store årlige firmaskovtur, hvor der dog ud over det sociale fællesskab også arbejdes benhårdt med den kommende sæsons programlægning. Seminaret er nemlig snarere en teatermesse, hvor landets turneteatre præsenterer deres nye voksenforestillinger – og enkelte familieteaterforestillinger – næsten non-stop over en weekend og hvor kontrakter for millioner indgås. Således er årets arrangement i Flensborg faktisk helt renset for traditionelle seminar- og workshop-elementer. 

Men festmiddagen lørdag aften er naturligvis bevaret, inklusive uddelingen af de årlige turnepriser for Årets voksenforestilling, Årets Børneforestilling, Årets Skuespiller samt Hædersprisen.

DT-seminaret er vokset år efter år og toppede sidste år i Helsingør med over 510 deltagere (læs evt. sidste års reportage) – og i år er der p.t. tilmeldt over 475 deltagere. De fordeler sig med omkring 300 fra 54 teaterforeninger og omkring 130 fra 70 teatre, mens resten er repræsentanter fra bl.a. kulturhuse, kulturelle organisationer m.v. – samt officielt indbudte gæster som Slesvig-Holstens kulturminister, Anke Spoorendonk, der tilhører det danske mindretal ganske som Flensborgs overborgmester, Simon Faber.

Mere om Danmarks Teaterforeninger på www.dk-teaterforeninger.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne