15. august 2014

Gode tilbud

Tre aktuelle teaterfestivaler i København giver gode muligheder for børnefamilierne.

Mens Asteroiden-festivalen på Teaterøen er i fuld gang (13.-17. august – se note og link) og reklamerer med, at deres forestillinger også med fordel kan opleves af børn fra seks år, er K.I.T.'s Ny Cirkus Festival 2014 ligeledes skudt igang (13.-28. august – link) med otte forskellige forestillinger otte forskellige steder i København. En af dem indgår således også i Asteroiden-festivalen, mens andre er at finde på Minefeltet på Refshaleøen, hos Københavns Musikteater, i Carlsbergs Akademihave, Dansehallerne og Dansekapellet.

Også her er der sat anbefalede aldersgrænser på henholdsvis 6, 8 og 10 år på de ekvilibriske løjer, der bl.a. består af flyvende akrobater, rebmagi, hovedjonglering og hjulspin – og afvikles i telte, udendørs og på rigtige scener.  

Så går det mere stilfærdigt til på den lille festival, som Kultur Valby afholder i og for området under titlen 'Under åben himmel' (15.-27. august – link) som en del af programmet 'Sommer for børn' og med direkte adresse til de helt små børn og deres forældre. Og med gratis adgang, omend tilmelding er nødvendig via Kultur Valbys hjemmeside.

Festivalen består af ni forskellige forestillinger, som spiller på biblioteker. Her kan man møde Svanen ('Store Claus og Lille Clau's), Aspendos ('Guleroden der ikke ville op'), Barkentins Teater ('Nielsen & Fisk'), Teatret Lampe ('Den grimme ælling'), Teater Gyda ('Babusjka'), Asterions Hus ('Mosekongens Bryg'), Olsens Teater ('Trip trap træsko'), Asta Basta ('Bord dæk dig') og Klovnen Tapé. 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne