Festival of Wonder, der også går under navnet Silkeborg Dukketeaterfestival, kunne i år fejre den 25. festival i en 36-årig historie, som startede i 1986 med en lille årlig festival, og siden 1999 har været en biennal festival for dukke-, objekt- og visuelt teater med et markant internationalt tilsnit.
Jubilæet var – udover deltagelse af markante danske børneteatre – også programmeret som et gensyn med en række af de internationale teatre, der tidligere har gæstet festivalen i Silkeborg.
For kendere blandt publikum – og dem er der ualmindeligt mange af både blandt lokale og tilrejsende, som festival efter festival fylder tilskuerrækkerne – var årets fokus på Forman Brothers således ikke overraskende.
Det tjekkiske teater kom med tre succeser fra tidligere år, hvor ’Deadtown’ (med i 2017/fra 10 år) nu var blevet ophøjet til åbningsforestilling og atter kunne byde på western-kabaret med kæmpeprojektioner, nycirkus, fem-mandsorkester, dukker, sangere m.v.
Selvfølgelig havde tjekkerne også ’Obludarium’ med (for fjerde gang/fra 10 år) – der er 15 kunstnere i den spektakulære nycirkusforestilling, der afvikles i en medbragt teaterbygning. Og også i år var udsolgt til alle tre opførelser på et splitsekund. Mange genser den nemlig med stor fornøjelse – og faktisk pralede en af festivalens frivillige hjælpere med, at han i år så den for 10. gang…
Forman Brothers indtog stoppede dog ikke her. Man havde også medbragt den udendørs forestilling ’A Poetic Meeting in the Moonlight (med i 2015/for alle), der skildrer et møde mellem en danser og en otte meter høj mekanisk dukke højt oppe på aftenhimlen.
Som festivalens kunstneriske leder siden 1996, Ulla Dengsøe, sagde til Teateravisen i forskræp-artiklen ’Publikum skal undre sig og opleve underet’, så har hun ’valgt at sætte fokus på Teatret Forman Brothers, fordi de gennem alle årene har glædet vores publikum uendeligt meget med deres helt specielle forestillinger, og vores publikum spørger efter dem igen og igen’.
Rasoolys mange facetter
Israelske Theatre Yael Rasooly sørgede også for kunstnerisk gensynsglæde med ’The House by the Lake’ (med i 2013/Fra 12 år), hvor en fortælling om tre søstres oplevelser under Holocaust fortælles i dukketeater- og kabaretform og trods det tunge og forstemmende emne også forlenes med humor. Og tillige med koncerten ’Glamour in the Dark’ (med i 2017/fra 15 år), hvor Yael Rasooly optræder som sanger sammen med den fabelagtige harmonikaspiller Iliya Magalny.
Hun har tidligere gæstet Festival of Wonder med soloforestillingen ‘How Lovely’ (i 2015) – og koncerten ‘Gramophone Show’ (i 2015), men havde i år også en helt ny forestilling med, ’Silence Makes Perfect’ (for voksne). Her stod den særdeles kompetente kunstner både for tekst og instruktion og medvirkede selv i et musikdrama om et undertrykt vidunderbarn – der også fremstår som et aktuelt indlæg i debatten om seksuelle overgreb mod børn i det musikalske miljø.
Det var den eneste af de fem program-nye internationale forestillinger, som Deres udsendte desværre gik glip af – som et af de mange ofre for trafikale forviklinger omkring en lukket Storebæltsbro lørdag.
Naivt og underholdende
Men de fire andre skal omtales kort her. Et af de mange andre tjekkiske teatre udover Forman Brothers, der har gæstet Festival of Wonder tidligere og var med igen i år var Naïve Theatre, der er Tjekkiets største og ældste med speciale i teater udelukkende for børn.
De deltog i 2015 med småbørnsforestillingen ’Lammet der faldt ned fra himlen’ – i et cirkusunivers med trædukker og en historie om et lam, der gerne ville tilbage til de andre lam(meskyer)…
Nu var de her igen med forestillingen ’Choo Choo Whistle Woof’ (dansk titel: Om hunde og tog/fra 3 år). Hvor teatret levede op til sin titel i en hyggeligt tilbagelænet forestilling, hvor fire fuldvoksne mænd betog de små publikummer med en gennemprofessionel og underholdende legen med hunde-dukker og legetøjstog i en historie om en hund, der overvinder sin frygt for det ukendte (og for de små absolut ikke skræmmende…!) for at finde sin kæreste-hund igen.
Søgningen foregår på en gradvist opbygget togbane og ved hjælpe af dukke-hundevenner.
Enkelt og ukompliceret – og selvfølgelig lod man efter forestillingen publikum lege med hundedukkerne og togbanen…
Grotesk godbid
Også Stuffed Puppet Theatre var tilbage i Silkeborg. Australsk-fødte Neville Tranter, der har boet i og virket fra Holland siden 1978, har gæstet næsten alle foregående festivaler, men kommer altid med en ny og underholdende forestilling.
Han er en eminent dukkemager og -fører, hvis scenemagi gør, at man nærmest glemmer ham som menneske, når han ellers fuldt synligt og med slet skjult stemmeføring udleverer sine mageløse dukkers ofte tumultariske liv.
I år tog han livtag med ’UBU’ (fra 12 år) – en mageløs fortolkning af klassiske ’Ubu Roi’, som Alfred Jarry skrev i 1896 som en ond kritik af det borgerlige samfund, der går til i dumhed og vold.
Med Tranters mange groteske kæmpedukker og ham selv som hjælperen Nobody fik man historien om Kong Ubu og hans kone Ma Ubu, der fører sig frem med grove intriger, vold og dybt egoistiske forsøg på at få magten. Der er godt nok mange hints til nutidens ledere…
Neville Tranter er det massivt tilbagevendende publikums erklærede yndling på festivalen – elsket for alle sine besøg med de store dukker, den sublime teknik og de gode historier. Publikum samles ved indgangen op til en time før forestillingen (unummererede pladser) for at kom tæt på løjerne, der oftest belønnes med konstante fnis og grin, afsluttet med stående ovationer.
Men som sagt er hans forestillinger midt i den groteske morskab absolut ikke uden brod. For lige at nævne nogle af de foregående besøg i Silkeborg: ’Schickelgruber’ (2009)- om Hitlers sidste tid i sin bunker; ’Moliere’: (2011) om Molieres sidste dage som Frankrigs store dramatiker og teatermand; ’Punch and Judy in Afghanistan’ (2013) – om utilpassede eksistenser og vold i krigens skygge; ‘Mathilde’ (2013) – en thriller, der udspiller sig på et plejehjem, hvor en pengegrisk ledelse tyranniserer de ‘dødsdømte’; ‘The King’ (2015) – om en superstjernes fald, modelleret over en slags kloning af Elvis Presley og Michael Jackson.
Og Deres udsendtes foreløbige yndling: ’Babylon’ (2019) – en humoristisk og absurd bibelhistorie, hvor både en vankelmodig Gud og en usikker Jesus (og hans bedste ven, et får!) og Djævelen optræder i et flygtningebåds-scenarie, hvor målet er det forjættede land ‘Babylon’. Det er vildt godt.
Tænderskærende Dracula
Neville Tranter er gud i Silkeborg, men franske-norske Theatre Plexus Polaire tager alligevel prisen hos Deres udsendte for festivalens største dramatiske/kunstneriske oplevelse med ’Dracula, Lucy’s Dream’ (fra 14 år), der er endnu et mesterstykke i nyfortolkning af en eksisterende fortælling.
Ganske som deres forrige og første besøg på festivalen i 2017 med ‘Ashes’, inspireret af romanen ‘Før jeg brænder’ af Gaute Heivoll, hvor man følger en parallelfortælling mellem en forfatter med skriveblokering og historien om en pyroman, der hærgede en landsby tilbage i 1970’erne. Historiens afvikling og skiftet mellem spillere og livagtige dukker var fænomenalt.
Med ’Dracula, Lucys Dream’ tager kompagniets kunstneriske leder, Yngvild Aspeli’, der også med sit team stod bag ’Ashes’, her udgangspunkt i en islandsk version af den klassiske Dracula-fortælling. Med sublim brug af skuespil, dukker, video, musik og scenografi skabes et ret uhyggeligt billede af den skabning, der gemmer sig i ’skyggen af det menneskelige hjerte – og undertiden tager over og forvandler en person til en dødelig kraft, der lever af frygt og frisk blod’, som det præsenteres i programmet.
De fem spillere og dukkefører leverer en fortælling mellem liv og død, hvor dukkerne viser sig at være mere levende end almindelige dødelige.
Det meste af forestillingen foregår omkring et sengeleje med en skæbneramt kvinde, der invaderes af ydre og indre kræfter. Der er meget på spil, og det er ikke just nogen munter publikums-pleaser…
Meget ambitiøst
Den sidste af de ’nye’ forestillinger fra de ’gamle’ deltagere er amerikanske Sandglass Theatre’s ’When I put on your Glove’ (Når jeg tager din handske på/ fra 14 år).
Kompagniet gæstede Festival of Wonder i 2011 med ’Autumn Portraits’, der skildrede menneskets natur i en humoristisk-sørgmodig kontekst – og med flot føring af små udtryksfulde stangdukker.
I år kom Sandglass Theatre med større dukker, smukke og atter meget udtryksfulde, i en forestilling, der virkelig udfordrede publikum med sin meget komplekse historie og spillestil i en fortælling, der udforsker en datters forhold til sin kunstneriske fars arbejde og bygger på en forudsætning om, at hans dukker gemmer på en rig mængde af hukommelse.
Det former sig som en undersøgelse af, hvad arv betyder indenfor dukketeatret og hvordan kunsten via dukkerne kan transformeres til en efterfølgende generation.
Det er rent fagligt og ikke mindst på en dukketeaterfestival en spændende, men også meget krævende og noget fortænkt indgangsvinkel, og selvom Shoshanna Baes, der står for manuskript sammen med Eric Bass, tydeligvis er en dygtig performer, druknede forestillingen i de mange og svære problemstillinger, der blev ført frem i de mange engelske tekststykker, selvom en del af forestillingen dog var nonverbal.
Det fungerede i hvert fald ikke for denne tilskuer, der fandt det meget ambitiøst, men ikke helt forløst. En holdning der tydeligvis ikke var delt af min nabotilskuer, der udtrykte sin dybe betagelse under forestillingen og sprang op til stående ovation næsten før det sluttede…
Teater opleves og modtages heldigvis forskelligt.
‘En vigtig festival’
De 18 danske forestillinger, der var med på festivalen, viste, at man sagtens kan være med i det internationale selskab. De bliver skammeligt usynliggjort her, men er alle allerede blevet anmeldt her på portalen af Teateravisens kompetente anmeldere.
Og dejligt var det at høre de mange tilskuere i alle aldre glæde sig over de (fleste) forestillinger og fortælle om deres glæde over festivalens muligheder og festivalleder Ulla Dengsøes indsats for at vise kvalitetsteater i Silkeborg.
Tilsvarende gav flere af de tilrejsende internationale festivalledere ganske uopfordret udtryk for, at Festival of Wonder er en af de allervigtigste festivaler at komme til. For at se nye produktioner i den særlige genre, for specifikt at se danske dukketeaterforestillinger – der er bl.a. planer om en skandinavisk dukketeaterfestival i Holland – og selvfølgelig for at netværke.
Da Deres udsendte forlod Silkeborg mandag morgen, var kommunens folk i fuld gang med at gøre klar til juleudsmykning m.v. på torvet ved hotellet – men Festival of Wonder pynter nu også i den grad på byen og dens kulturelle profil.
* Næste festival er programsat til 7.-10. november 2024
