Til september under Horsens Teaterfestival skal Danske Dramatikeres Manuskriptpris uddeles for fjerde gang. Prisen, der er på 15.000 gode og skattefrie kroner, er skabt i samarbejde med Dramatiker Væksthus og Horsens Teaterfestival.
Om prisen hedder det:
'Danske Dramatikere vil med manuskriptprisen sætte fokus på det gode manuskript som et af de uundværlige elementer i den gode forestilling for børn og unge. Prisen gives til det fremragende tekstlige grundlag manuskript for en forestilling med urpremiere i den forgangne sæson på et professionelt b&u-teater. Prisen gives til en tekst, hvor dramatikerens stemme klinger originalt og blander sig selvstændigt i scenekunstens udtryk. Det er teksten, der præmieres, ikke forestillingen'.
Priskandiderende manuskripter skal altså være have været grundlag for en forestilling spillet i sæson 2019-20.
Tidligere modtagere af hædersprisen har været:
2019: Magnus Iuel Berg: 'Finn og de fem fajl' – produceret af Zangenbergs Teater
2018: Alexandra Moltke Johansen: ‘ Voksen’ – produceret af ZeBU
2017: Pia Marcussen: ‘Habibi’ – produceret af Opgang2 Turneteater
Man skal indsende manuskripter til Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2020 senest 26. juni 2020 – til manuskript@dramatiker.dk
En jury udvælger en vinder blandt de bedste manuskripter til sæsonens forestillinger på børne- og ungeområdet en vinder, som præmieres 19. september på festivalen i Horsens.
(Billedet: Thea Kulavig, leder af Zangenbergs Teater, som har været producent på ’Finn og de fem fajl’, modtog manuskriptprisen på Magnus Iuel Bergs vegne i Horsens sidste år. Foto: Søren K. Kløft)
(caj)