Selvom Børneteateravisen snart, dvs. midt i september, kan fejre tre års fødselsdag som nyhedsportal, kan man stadig kigge gamle papiraviser igennem via computeren.
Børneteateravisen nr. 124-145 – dvs. fra marts 2003 til maj 2008 – har hele tiden været tilgængeligt i pdf-format her på portalen og også via Teatercentrums hjemmeside.
Nyt er det derimod, at der er fuld gang i et omfangsrigt digitaliseringsprojekt, der på sigt skal sikre, at samtidige 145 papirnumre kan bladres igennem på nemmeste digitale vis.
Det er Teatercentrums energiske informationsmedarbejder – nu betegnes han godt nok konsulent – Søren K. Kløft, der har taget initiativet til digitaliseringen af de gamle numre – helt fra det første i efteråret 1972 og frem til december 2002.
Bemeldte Kløft har stor veneration for det historiske aspekt og muligheden for at kigge fortiden efter i kortene – eller aviserne…
Som pdf og bladremodul
Efter selv at have kastet sig over indscanning af de første numre, er den ret så omfangsrige opgave overgået til Teatercentrums Mette Asmus, der er konsulent udi den grafiske produktion på kompetencecentret.
Og vi skal hilse og sige, at hun godt kan blive lidt træt af at scanne gamle avissider….
Når de enkelte aviser er scannet, lægges de på nettet som både pdf-fil og som online bladre-modul af Søren Kløft.
Det kolossale projekt er noget af en tidsrøver og foregår kun ind imellem andre og mere aktuelle opgaver som bl.a. festival og informationsprojekter i øvrigt.
Men allerede nu foreligger de første syv årgange i digital version på Teatercentrums hjemmeside under Børneteateravisen (se faktaboks) – og selvom hverken Kløft, Asmus eller bemeldte redaktør forventer stormløb på de gamle aviser, så er det altid skønt at vide, at de mange ord og illustrationer ikke er helt tabt for eftertiden.
Helt aktuelt i øvrigt set i lyset af hele to voldsomme oversvømmelser af Teatercentrums kælder, der har kostet en god del af avislageret livet – i øvrigt tillige med andre former for dokumentation af tidligere festivaler m.v.
Masser af tidsånd
Og hvad kan man så finde i de gamle numre?
Først og fremmest en masse tidsånd – man skal huske på, at Børneteateravisen har været med det meste af det moderne børneteaters historie, som jo dateres fra slutningen af 1960’erne og helt konkret efter Dansk Skolescenes fald i december 1968…
Det er således i Børneteateravisen, at de nye grupper præsenterer sig selv og deres forestillinger – de første mange årgange var en stor del af hvert nummer i virkeligheden et tillæg til Den Røde Brochure med store salgstekster og forestillingsfotos.
Det blev suppleret med praktisk information om nye politiske tiltag omkring refusion og støtte m.v. – samt selvfølgelig festivaler og reportager m.v.
Og selvom det første nummer fra august 1972 slutter med en lille klamamse om, at ’Fejlen ved dette første nummer af Børneteateravisen er, at det er er blevet lidt kedeligt’, fordi der skulle så mange informationer med, så var det stort set det eneste sted, hvor man kunne læse om det professionelle danske børneteater.
At det så også var finansieret indirekte af Kulturministeriet, som altid har fået verbale hug i samme avis for sine manglende bevillinger til området, er blot en skøn detalje. Det er så vidt vides stadig sådan, at det er det eneste sted i verden, hvor staten giver støtte til et tidsskrift alene om børneteater…
Ellegaard og Lundgren til tasterne
Redaktionen af de første numre bestod i øvrigt af børneteaterpioneren Benny E. Andersen, Poul Holm Joensen og Wenzel de Neergaard.
Sidstnævnte var ansvarshavende og tillige sekretariatsleder for Samarbejdsudvalget (1971-73), der i 1971 havde fået overdraget opgaven med at promovere dansk børneteater og søsætte både festival og blad og repertoirekatalog. Han blev efterfulgt på posten (1974-77) af Poul Holm Joensen, der senere var leder af Odense Teater i en årrække.
Benny E. Andersen derimod var aktiv børneteatermand og var bl.a. medstifter af Comedievognen, og i andet nummer af Børneteateravisen finder man en stor artikel, ’Hvorsomhelst & Nårsomhelst’, der er ’En montage om Comedievognen’ og skrevet af den senere nok så bekendte journalist og forfatter Lasse Ellegaard.
I tredje nummer – fra marts 1973 – finder man bl.a. en opsang om de ringe økonomiske forhold for børneteatrene, betitlet ’Kære politikere og andre voksne mennesker’ og skrevet af ’børneteaterarbejderen’ Niels Andersen, der da var en del af Banden og medlem af det syv personers forretningsudvalg, der udgjorde kernen i Teaterrådet, som på det tidspunkt bestod af 30-35 personer fra div. interesseorganisationer.
BTA nr. 3 indeholder også en stor portrætsamtale med Paraplyteatrets Ray Nusselein (1944-99), formidlet af Informations højt respekterede og nu afdøde kritiker Henrik Lundgren.
Der er også en oversat tale af den daværende tyske kansler Willy Brandt om ’Teater og politik’, så avisen spredte sig vidt.
Men således kan man i løbet af de blot tre første numre mærke både verdens- og teaterhistoriens vingeslag – og dansk børneteaters spæde, men selvbevidste start.
Kig selv ind og lad jer blive forundret og underholdt…
Hvad med Den Røde Brochure?!
Lad der her lyde en stor tak til Søren Kløft og Mette Asmus for arbejdet med at digitalisere Børneteateravisen.
Søren Kløft har selv i en række år stået for udgivelsen af det årlige repertoirekatalog Den Røde Brochure, som i løbet af hans regeringsperiode har fået farver og fremstår særdeles professionelt.
Og man tør jo næsten ikke sige det højt, men hvor ville det også være utrolig dejligt, hvis også samtlige udgaver af Den Røde Brochure på tilsvarende vis var at finde i digital form – og med udvidede søgefunktioner, der gjorde det muligt at sammenholde oplysninger fra alle udgaverne.
DET ville være guf for mange – både mere forskningsprægede og rent praktisk orienterede – når man lige skulle finde ud af, hvornår denne og hin forestilling egentlig var på repertoiret og hvornår dette og hint teater gjorde dit og dat…
For den slags kan man stort set ikke finde hos teatrene selv. Mange har absolut ingen historiske undersider eller antydning af et arkiv over teatrets aktiviteter – og mange døjer med bare at få deres hjemmeside nødtørftigt opdateret. Man kan stadig løbe ind i teatre, der byder velkommen til en for længst afsluttet sæson og hvis egne nyeste forestillinger ikke er nævnt med et ord…
Men det er en helt anden historie om kommunikationsstrategi og digitaliseringens glæder og problemer.
