Af: Kirsten Dahl

7. september 2009

Genfortællingsteater

Teatret Aspendos opsætning af kapitler i Astrid Lindgrens børnebogsklassiker ligger alt for tæt op af bogens 'manual' og forestillingen mangler præcision i skuespillet og originalitet i iscenesættelsen.

Emil er en skøn skarnsunge. Det er ikke for ingenting at den lille Lønnebergdreng er blevet mange børns yndling. Han er kæk og har charme og alle de løjer han laver, gør han af et godt hjerte. Når han fx hejser lillesøster Ida til vejrs i flagstangen er det ikke af ondskab, men for at hun kan få hele udsigten over Katholt og omegn at se.
Steffen Sommerstedt fra Teatret Astpendos har kastet sig over det han i programteksten kalder hans yndlingshistorier fra Astrid Lindbergs klassikere, og vi er ikke i tvivl om at det er fra ‘Emil fra Lønneberg’, fortællingerne kommer. Desværre faktisk. For der er ikke meget nyskabende i opsætningen. Hverken i tekst, skuespil, kostumer, scenografi eller iscenesættelse. Tilsyneladende står Sommerstedt selv for samtlige ting – måske en god del af forklaringerne ligger her.

Træhus og brændeskur

I en svenskilluderende landsbyhuskulisse med bagvæg, høvlebænk, vinduesramme og selvfølgelig brændeskur holder Sommerstedt dampen oppe som spiller af alle roller. Som Emil med en lille kasket på. Som far Anton. Som gårdkarlen Alfred. Som mor Alma. Og som Line, den unge pige i huset.
Historien han fortæller er den om dengang Emils far først fik storetåen i musefælden og bagefter en ordentlig omgang paltdej i ansigtet. Sommerstedt springer gelinde fra gulv til høvlebænk og sågar rundt om hele kulissen jagtet af den publikummer som siger ja til at spille med i historien.
Tempoet fejler bestemt ingenting. Ej heller pædagogikken. Børnene får tydelige forklaringer på de ord, der ikke hører år 2009 til. Fx paltdej.

Hvorfor?

Et af problemerne er, at historien er alt for meget genfortælling. Det bliver aldrig rigtigt tydeligt hvorfor det i dag anno 2009 er vigtigt at lære ‘Emil fra Lønneberg’ at kende. Hvad det er Astrid Lindgrens historier fra det svenske bondeland anno 1800-tallet har at sige os i dag. Hvorfor bogen, der udkom i starten af 1960’erne stadig er vigtig at kende.
Et andet problem er rent skuespilteknisk. Præcisionen i rolleskiftene glipper for ofte, når Sommerstedt springer fra den ene rolle til den næste. Både gestisk og verbalt er der for mange smuttere. Smuttere som på ingen måde gør det svært at følge med i stykket. Men som giver forestillingen et skær af forjagethed og manglende professionalitet.
Og så vil Sommerstedt have været tjent med at have haft et øje på udefra. En instruktør der undervejs kunne have løftet forestillingen væk fra den meget forudsigelige sti. Og en scenograf, som kunne have kreeret en mere spændende kulisse.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder