Hos teatret ZeBU på Amager disker man atter i år op med en anderledes oplevelse end en traditionel juleforestilling – nemlig en oplevelsestur gennem en kunstnerisk julekalender.
Derfor stod jeg forleden i teatrets foyer, hvor jeg efter en introduktion og bevæbnet med et kort og en hasselnød (den kan man få brug for), begav mig ind i den tilstødende hal, hvor fem af ’lågerne’ i dette års julekalender, '24 splinternye hemmeligheder' var placeret i en halvcirkel, opdelt af sorte, tunge gardiner.
Jeg fulgte de hvide fodspor mod et rum, der præsenterede ’Jul i rummet’. Her var en skøjte af en art placeret på en skinne, der gik hele vejen rundt i det ovale rum. Skubbede man skøjten op på toppen, susede den med en rusten, metallisk lyd nedad, omgivet af stjernelys og mørke.
Skøjten var såmænd udsmykket med et rensdyr med rumhjelm, der velsagtens symboliserede julemandens rejse over himlen.
Videre til det næste rum, der var udsmykket med små kasser fyldt med gammelt legetøj, planter, udstoppede dyr og små lys, der gjorde det hele eventyrligt og hyggeligt. Det mindede mig om et stort og velpyntet juletræ, hvor man hele tiden kan få øje på nyt tingeltangel rundt omkring.
Julen i skuffen
I det tredje lokale fandt jeg julen. Det var et beskedent rum med en lille kommode med seks skuffer, stående op ad et let skrånende lærred. En pude symboliserede, at man måtte sætte sig på gulvet, og jeg knælede og trak den første skuffe ud.
Lyset i rummet sænkede sig, og frem tonede en stjernehimmel rundt om mig. I skuffen lå der agern og lys og blinkede.
Jeg lukkede skuffen, ivrig efter at se, hvad der ellers gemte sig i det lille møbel. I den næste skuffe lå der et brev og en fjerpen. Frem tonede skriften fra brevet, samtidig med at det blev læst op. Et julebrev til en juleven.
Jeg hoppede ned til en ny skuffe, der var fyld med krydderier. Duften af nelliker, kanel og anis fyldte straks rummet, og lydene fra et indisk marked dukkede frem, mens en opadgående sol blev vist på det hvide lærred.
Den lille kommode mindede mig om H.C. Andersens ’Den lille pige med svovlstikkerne’.
Ligesom hun får en ny del af julen at se, hver gang hun stryger en tændstik, afsløres nye dele af julen får os, når vi arbejder os igennem skufferne i kommoden.
Det rum forblev min favorit.
Nisseløs julekalender
Jeg begav mig videre rundt fra rum til rum, oplevede, sansede og forsøgte at finde julen i hver enkel installation.
Rummet med ’De uønskede gavers klub’ fik mig til at trække på smilebåndet over hadegaverne, vi kender så godt, og gaverne, vi har svært ved at blive glade for (kradsende sokker og sweatere for eksempel). Og ved siden af var julegudstjenesten med salmerne og mosaikkerne, der fortæller om julen som en religiøs højtid.
Over alt fandt man fælles tematikker, der handlede om natur, lys i mørket, kulde og stjerner. Men det bevidnede også, at Julemandens jul er et moderne koncept, og at den gamle jul handler om mere end nissehuer, julegaver og julepynt. Noget børn sikkert har godt af at få pointeret.
Julen er grøn, naturligvis
Naturen i al sin skønhed og brutalitet har fået masser af ’taletid’ i mange af installationerne. I Mulighedernes Rum lå ’En svær nød at knække’, hvor den førnævnte hasselnød skulle bruges, og ’Skoven’, hvor børn og barnlige sjæle kunne lave naturpynt til en guirlande, der senere blev hængt op i ZeBU’s foyer.
En tur til det kolde nord, ud blandt stjernerne og ned på bunden af ønskebrønden kan man også få.
Mit indtryk fra ’lågerne’ blev, at julen er en gammel tradition, der har fokus på og fejrer årstidernes naturlige cyklus, og strofer fra en af mine yndlingsjulesange springer frem:
'Juletræet på besøg, hilser os fra eg og bøg
Med besked derudefra, at det lysner dag for dag'
Og med de ord hængende i hovedet forlod jeg det sidste rum fra julekalenderen. Den sidste låge var blevet åbnet og fordøjet.
***
Jirina Olin Barfoed er uddannet journalist og har været i virksomhedspraktik på Teatercentrum, hvor hun tog sig af opgaver med sociale medier – men også nåede at skrive et par artikler til Teateravisen.
