For en uges tid siden afsluttede Riddersalen dette års gratis sommerforestilling ved Kiosken i Lorrys Have foran teatret på Frederiksberg (se note).
'Vejene vi går på', der spillede fra 16. juni til 12. juli, var en genopsætning af sidste års forestilling, hvor to uniformerede vejskilteopsynsdamer diverterede med gode historier om vejnavne og personer i lokalområdet.
Og inspirereret af disse i øvrigt meget muntre beretninger fra Frederiksberg har Riddersalen så i samarbejde med Biblioteket Frederiksberg, efterfølgende lavet 'Fortælleruten', hvor man med et fint og informativt kort i hånden kan gå på opdagelse efter nogle af de fortællinger der ligger gemt i Frederiksbergs gader, bygninger og parker.
En fin familiebeskæftigelse i sommertiden – og med mulighed for at dele egne gode fortællinger på teatrets Facebook-side.
Man kan hente kortet med 'Fortælleruten'ved den røde kiosk i Lorrys Have foran Riddersalen i Allégade 7-9 eller hente den i pdf-format HER. Man kan også bestille et fysisk eksemplar på info@riddersalen.dk.
(Billedet: Kortdelen af 'Fortælleruten', der også rummer små instruktive fortællinger om de udvalgte steder. lustration og grafisk design: Mette Bystrup)