'Fuldmagt til at lave teater'. Det er overskriften på det første af de 31 afsnit, der udgør den fine jubilæumsbog, som journalist og forfatter Flemming Sørensen har begået i anledning af Carte Blanches første ti år som egnsteater i Viborg.
Indledningen er samtidig hans egen lille engagerede hyldest til såvel teatergenren som Carte Blanches indsats som kultureksponent i den midtjyske by, der etablerede udviklingscentret Kulturprinsen og siden gav Carte Blanche egnsteaterkontrakt i bestræbelserne på at gøre Viborg til Danmarks førende børnekulturby.
De følgende 30 afsnit i jubilæumsskriftet med titlen 'Den Hvide Bog – Viborgs egnsteater gennem ti år', der er på 140 sider med gedigent omslag og i en indbydende grafisk udformning med flotte fotos, byder på små portrætter og indlevende interviews med en lang række af udvalgte politikere, kunstnere, formidlere, organisationsfolk m.v., der i hvert sit afsnit fortæller lidt om deres syn på, relationer til og samarbejde med Carte Blanche. Fra kulturminister Marianne Jelved (R) over lokalpolitikere og kulturforvaltningsfolk, kunstnere omkring teatret, kolleger fra nær og fjern til den særledes nærværende og uundværlige administrative leder, Thorkild Andreasen, der kører i et tæt parløb med teaterejeren og lederen herself.
Kulturudviklingslaboratorium
Sara Topsøe-Jensen kommer selv til orde til allersidst i jubilæumsbogen og er – her 14 år efter at hun stiftede Carte Blanche i 2000 – vist stadig lidt i tvivl om, hvad hun egentlig har gang i:
'I virkeligheden har jeg aldrig været interesseret i at lave teater. Jeg kommer fra en skole (Nordisk Teaterskole i Aarhus, red.), der var et modsvar til Statens Teaterskole. Så jeg synes, det er lidt mærkeligt, at vi hedder et egnsteater – måske skulle vi hedde et kulturudviklingslaboratorium', lyder det således fra hende i bogen.
Med forklarlig reference til alle de ting, der foregår på Carte Blanche i form installationer, sansesensorisk performance, interaktive forestillinger og kunstneriske eksperimenter, der overskrider allehånde kategorier og grænsedragninger i det mere traditionelle teaterbillede.
Og trods status og aftale som egnsteater mener Sara Topsøe-Jensen vist heller ikke, at det, der produceres på hendes teater, egentlig ER teater, endsige børneteater – det er snarere en masse genremæssigt grænseoverskridende elementer sat sammen på anderledes vis – men børnene som tilskuere vil hun nu nødigt undvære:
'Jeg elsker børnene, fordi de tit er meget mere åbne, nysgerrige og undersøgende end voksenpublikummet', lyder det bl.a. fra hende i jubilæumsbogen – og med sin egen søn i skolealderen har hun trods alt også fået andet med det kunstneriske arbejde at forholde sig til, som ellers har fyldt så vældigt i hendes tilværelse.
Udsagn med udsyn
Det får man fin indsigt i gennem de mange personer, som Flemming Sørensen har snakket med – og fotograferet i samme ombæring.
At kulturminister Jelved siger pæne ord om Viborg som modelkommune ud i børnekultur er forventeligt; ligesom de lokale – fra borgmester, kulturchef, folketingsmedlem m.fl. – er stolte over deres lokale teater og dets virke, men der er mange interessante betragtninger at hente både fra dem, de lokale samarbejdspartnere fra museer, biblioteker, festugearrangører m.fl. Og fra andre i børneteatermiljøet som Gruppe 38's Bodil Alling, Cantabile 2's Nullo Facchini, Forsøgsstationens Lotte Faarup, skuespiller Ditte Laumann, Limfjordsteatrets TIO-formand Gitta Malling osv. – alle bidrager udover forholdet til Carte Blanche og helt egne professioner også til så meget andet: Til egnsteatre som fænomen; teaterkunsten som begreb; det praktiske arbejde med teateropførelser; publikums og lokalbefolkningens forhold til kultur; vigtigheden af internationalt udsyn og samarbejde og meget mere.
Det gør, at bogen ikke bliver et ukritisk hyldestskrift eller navlebeskuende portræt af Carte Blanche og Sara Topsøe-Jensen – der dog får ualmindeligt mange roser og velfortjente ord med på vejen for sine kunstneriske visioner, gode samarbejdsevner m.v. – men i stedet tegner et bredt og interessant billede af teaterliv og kulturpolitik set gennem et utraditionelt egnsteaters optik.
For Carte Blanche var da modigt valg af en jysk provinsby, der kunne have valgt et betydeligt mere 'normalt' børneteater som bannerfører for sine kulturpolitiske visioner frem for at hyre en sansesensorisk performance- og installationskunstner med hang til utraditionelle kunstneriske løsninger og altså også insisteren på, at man på ingen måde ’kun’ laver teater for børn…
Stor aktivitet på lille budget
Man kan efter endt læsning – og ikke mindst de mange gode ord fra lokalpolitikerne, som er garanter for egnsteatrets lokale og fortsatte drift – godt undre sig lidt over, at Carte Blanche stadig er på kontrakt med noget nær minimumsbudgettet for et egnsteater og kun har muliged for ganske få fastansatte.
Med alle de kunstneriske tiltag og den overmåde aktive medleven og deltagelse i det lokale kulturliv synes økonomien at være aldeles for lille til alle aktiviteterne.
Men måske spæder kommunen til på anden vis og fra andre kasser, når Carte Blanche folder sig ud ved byfester og konferencer og projekter på kommunens biblioteker, museer m.v. (se artiklen 'Sansedrama på biblioteket').
Dog skal det selvfølgelig med, at teatret også modtager 1,5 mio. kr. årligt fra staten som 'gammelt amtstilskud', idet amtet, der blev nedlagt i forbindelse med kommunalreformen, i sin tid var økonomisk medspiller for egnsteatret.
Og så lige et livtag med bogens titel, 'Den Hvide Bog' – som henviser til fænomenet ’Den Hvide Dame’. Figuren har været med i flere af Carte Blanches forestillinger og er også at finde i forbindelse med en række offentlige arrangementer som indvielse af rådhus, ved festugen m.v. – og med skiftende indhold i det store kostume, selvom sangeren Ellen Holck oftest er den formummede.
'Den Hvide Dame' er således også en form for pejlemærke for Carte Blanches deltagelse i byens (kultur)liv.
Og i øvrigt godt kunne være det endnu mere, skal man tro et lille interview med erhvervsmanden og netværkssamleren Niels Ole Pedersen, som selv har engageret teatret til at stå for en jazzfestival med 1000 besøgende. Han synes nemlig, at Carte Blanche skulle være mere opsøgende overfor ikke mindst erhvervslivet, som han ser som meget velegnede og interessante samarbejdspartnere med det krøllede egnsteater…
'Der skal være pivåbent'
Og sådan er jubilæumsbogen også med kant og meninger.
Og Sara Topsøe-Jensen selv. Ja, hun er heller ikke for fastholdere. Som det fremgår af slutreplikken i den sympatiske og anbefalelsesværdige jubilæumsbog:
'Jeg synes ikke, det har været mere spændende at være egnsteater end det er lige nu. Jeg er glad for udviklingen og har fået stor respekt for alle mulige andre måder at gøre tingene på. Min interesse for kultur handler ikke kun om scenekunst, men har bredt sig til at handle om kulturdialog som sådan.
Jeg befinder mig godt i Viborg. Men jeg har altid levet på den måde, at der skal være pivåbent bag mig. Så hvis det i morgen ikke giver mening, at der er noget, som hedder Carte Blanche, kan jeg tage mit gode tøj og gøre noget helt andet i stedet'.
