Der er traditionelt kamp om børns og børnefamiliers gunst i efterårsferien, der følgelig byder på en masse aktiviteter i allehånde genrer for alle aldersklasser.
Også landets teatre – fra Nationalscenen til de små stationære teatre – byder på forestillinger og events i skarp konkurrence med biblioteker, kulturhuse – og tre festivaler i hovedstadsområdet.
De tre festivaler har udover størrelse ganske forskellige udtryk og behov for offentlighed: Hvor Amager Børneteaterfestival som det store arrangement slår ud med armene og byder alle velkommen til 26 forestillinger på ni dage, heraf enkelte gratis, kan Filiorums Efterårsfestival i Gentofte ses som et mere intimt og eksklusivt arrangement med tre forskellige forestillinger og kunstnerisk laboratorium, hvor man bl.a. kan deltage i kreativ efterbehandling, skattejagt og frokost/kagebord – mens Vanløse Børneteaterfestival er for de lokale og indviede, og hvor man som udenforstående interesseret skal se sig godt for for at finde frem til programmet over de fem forestillinger…
Amager for syvende gang
Amager Børneteaterfestival strækker sig over hele ni dage og altså hele efterårsferien fra 15.-13. oktober. Det var ZeBU, der initierede festivalen, da man blev lille storbyteater på Amager i 2010, men festivalen er et samarbejde mellem teatret og syv andre lokale kulturinstitutioner, som alle også lægger spillelokaler til programmet, der udgøres af 26 forestillinger fra 16 danske børneteatre, et norsk gæstespil – 'The Kitchen, der også var med på SpringFestival i maj i år – og en speciel teaterinstallation samt en række værksteder.
Der er gratis adgang til værkstederne og installationen 'Alene' (for 3-10 år) – et kæmpe dukkehus, der indeholder mekaniske dukker og historier – samt den eneste forestilling for de lidt ældre børn (fra 12 år), nemlig MishMashs 'Romeo & Juliet', som kulturpiloter fra Urbanplanen har udvalgt fra Aprilfestivalen.
De øvrige forestillinger giver adgang for en beskeden billetpris på 35 kr. – og der er omkring 2.000 billetter at tage af ved denne syvende udgave af børneteaterfestivalen på Amager.
Forestillingerne er:
– Jo Strömgren Kompani (Norge): The Kitchen (fra 6 år)
– Riddersalen: Barnevognen (1,5-4 år)
– Batida: Lille T og de forbudte bamser (4-9 år)
– Teatret OM: Hvalens sang (6-9 år)
– Louise Schouw Teater: Villads fra Valby (fra 5 år)
– Zangenbergs Teater & Teatret st.tv.: Ørerne i maskinen (4-9 år)
– Grønnegade Teater: Om ikke at blive ædt (fra 5 år)
– Teater Refleksion og Branar Téatar: Vejen hjem (4-8 år)
– Myka: Polar Bear (4-9 år)
– Nørregaards Teater: Elsker, elsker ikke (3-8 år)
– Comedievognen: Verdens rigeste tosse (4-8 år)
– Hans Laurens: Historierouletten (4-12 år)
– Svanen: Lille Carl (fra 3 år)
– Gazart: Små og store hemmeligheder (0-4 år)
– MishMash: Romeo & Juliet (fra 12 år)
De fleste af forestillingerne er i øvrigt blevet anmeldt her på teateravisen.dk, hvis man vil have en faglig orientering/kritik udover de omtaler, der findes i programmet.
Man kan se det fulde program og info om billetter, værksteder m.v. på https://www.facebook.com/amagerbf/
Forestillinger, fantasi og frokost i Klampenborg
Pop-up-teaterforeningen Filiorum er også klar med en lille festival til glæde for små og store i efterårsferien. For fjerde gang rykker man ind på landstedet Sølyst på Emiliekildevej i Klampenborg, der er hjemsted for Den Kongelige Skydebane, men som gerne lægger våbnene for at give plads til børnekultur.
Fra 17.-21. oktober afvikles en teaterfestival, hvor man byder på tre forskellige forestillinger, der spiller i alt ni gange. Og som altid er der på kunstnerisk laboratorium i forlængelse af hver forestilling, ligesom der bydes på skattejagt, frokost eller kagebord i de smukke omgivelser.
Billetpriserne går fra 40-245 kr. afhængig af alder (børn/voksne), rabatordninger m.v.
Forestillingerne er:
– Meridiano Teatret: Al tid i verden (4-11 år)
– Gazart: Blåt (0-4 år)
– Teater2Tusind: Morfars Paradis (5-9 år)
De to er blevet anmeldt her på portalen, mens 'Morfars Paradis' er en ældre sag, der fik fagligt besyv med i papirudgaven af BørneTeaterAvisen (Nr. 137/maj 2006), og som her som en særlig service kan genses i pdf-udgave…
Kulturstationen i Vanløse
Selvom teateravisen.dk aldrig modtager information om Vanløse Børneteaterfestival, har portalen atter i år fundet frem til info om tid og sted og program.
Børneteaterfestivalen, der (vist nok) afvikles i efterårsferien for 20. gang, byder fra 17.-21. oktober på fem forskellige forestillinger og i alt syv opførelser. Hele tre af dem er gengangere fra Amager Børneteaterfestival og samarbejdet – der jo også er givtigt for teatrene – kan sikkert hidføres til en fortid, hvor ZeBU under navnet Corona La Balance havde hjemsted i Vanløse og var med i arbejdet med den lokale festival.
Festivalen afvikles på Kulturstationen i Vanløse og billetprisen er 30 kr.Før og efter alle forestillinger, er der i Teaterloungen mulighed for at lege, tegne, klæde sig ud og hygge sammen.
Forestillingerne er:
– Olsens Teater: Sikken sæk (1,56-4 år)
– Teater Om: Hvalens sang (6-9 år)
– Teatret st.tv & Zangenbergs Teater: Ørerne i maskinen (4-9 år)
– Det Lille Verdens Teater: Spor (2-5 år)
– Teater Refleksion og Branar Téatar: Vejen hjem (4-8 år)
Her er fire forestillinger anmeldt her på portalen, mens Olsens Teaters 'Sikken sæk' står for tur, når lejlighed gives.
Festivalens program kan findes på: https://kulturstationen.kk.dk/indhold/børneteater
Billetter til – næsten – alt…
Udover efterårsferiens tre festival-muligheder i det storkøbenhavnske er der forestillinger de fleste dage på de små stationære børneteatre, hvor fx Zangenbergs Teater tager mandagen med og spiller to gange hver dag ('Kong Gulerod og Tudeprinsessen'), mens Det Lille Teater ændrer spilletider på hverdagene i efterårsferien ('Mester flytter ind'), mens AnemoneTeatret, der allerede har solgt 8.000 billetter til 'Frøken Ignora eksploderer', beroligende melder, at der stadig ledige er billetter i efterårsferien. Ganske som Teatret Zeppelin til deres spritnye 'Frostbrødre'. Alle disse forestillinger er blevet anmeldt her på portalen.
Billetter er der så til gengæld ikke flere af i Skuespilhuset, hvor Eventministeriet har sørget for besøg af 'Peddersen & Findus' – instrueret af den fra dansk ungdomsteater nok så bekendte Nils P. Munk – to gange dagligt i efterårsferien, men hvor alle forestillinger meldes udsolgt.
Det er til gengæld ikke tilfældet med børneballetten 'Fabelmageren', der dog kun opføres – på Gamle Scene i øvrigt – i dagene op til og starten af efterårsferien (13.-17. oktober), men i øvrigt er blevet anmeldt her på portalen.
Og så er der også teaterkoncerten 'Hr. Skægs fødselsdag' (18.-21.10) på Bremen – for slet ikke at glemme Eventyrteatret, der i Glassalen i Tivoli fejrer 25 års jubilæum med forestillingen 'Nilens Stjerne' og vanlig overdådig scenografi. Og det fejrer teateravisen.dk ved at anmelde forestillingen, selvom Eventyrteatret ikke overholder portalens normale krav til, at anmeldelser skal være refusionsgodkendte.
Odense og Aarhus
Men der spilles jo heldigvis også børneteater i efterårsferien andre steder i landet, selvom flere af de børneteaterproducerende teatre med faste scener faktisk er lukket ned – men teaterfolk har jo i øvrigt også både børn og behov for ferie…
I Odense holder Nørregaards Teater således Teaterhuset åbent med sin egen lille efterårskavalkade 15.-21. oktober, der består af 'Kamelen kom til sidst', 'Kongen og vandkanden' og 'Ørerne i maskinen' – og der spilles en-to gange hver dag. Alle anmeldt her på portalen.
I Aarhus sørger Teaterhuset Filuren for efterårsteater, idet man spiller 'Verden – og så mig' (anmeldt her på portalen) alle dage kl. 15.
Her er der så også gratis teater for og med børn, idet Børnekulissen bruger Musikhusets foyer til opførelse af 'Mis med de blå øjne' to gange hver formiddag.
Og vel byder Aarhus ikke på en egentlig festival i uge 42, men det er også fordi Aarhus Børneteaterfestival blev fyret af allerede i starten af oktober (se note).
Live Art for Børn i Aalborg – med gratis adgang
Hos Teater Nordkraft i Aalborg spiller man ikke selv børneteater i efterårsferien, men til gengæld har man budt Live Art for Børn indenfor fra 17.-22. oktober, hvor et program med performancekunst, installationer m.v. venter på børn og deres voksne. Og der er gratis adgang til alle forestillinger, performances og workshops.
Og det lyder da tillokkende med titler som '50 farlige ting alle børn bør prøve' (dog fra 5 år); 'Røven på komedie' (fra 3 år) og 'PSSST!' (for alle), hvor kunstnerne er forsynet med hjul og kan flyttes rundt i rummet, mens der laves lyde…
Liveart er en samlebetegnelse for eksperimenter med fænomener og materialer fra hverdagen. Nogle af disse humoristiske og fantasifulde undersøgelser bliver foretaget foran et publikum, mens andre foregår i det offentlige rum og inddrager tilskuerne aktivt
Liveart for Børn fandt sted i Nikolaj Kunsthal i København i 2014 og på Arken Kunstmuseum i Ishøj i 2015.
Alle de deltagende kunstnere på Live Art for Børn i Aalborg har normalt et voksenpublikum og har her udvalgt værker, som er interessante også for forældre og bedsteforældre.
Se programmet: https://www.teaternordkraft.dk/forestilling/2841
Se artikel om Live Art 2015: 'Børn er perfekte kulturresearchere' og Live Art 2014: 'Børn skal kunsten for kunstens skyld'
Store musicals og alt det andet
Der er også musicals i efterårsferien for små og store rundt omkring i landet, hvor Shrek huserer både i Herning og i København. Således er Nørregadeteatret fra Maribo er på besøg med 'Shrek' i Herning Kongrescenter (familieforestilling), mens Mastodonterne fra Nordsjælland gæster Tivolis Koncertsal (anbefales fra 4 år) 14.-23-oktober.
I Østjylland venter Fredericia Teater stort rykind til 'Klokkeren fra Notre Dame' (fra 7 år) – man har allerede forlænget en uge frem til 27. november – og Det Ny Teater i København mener, at 'Anything Goes' – der 'anbefales fra 7 år', men nok alligevel appellerer mest til de noget mere voksne…
Man oplever ofte, at forestillinger strækkes til hele familiesegmentet – ligesom mange lancerede voksenteaterforestillinger efter en tid også tilbydes som ungdomsteater-egnet, men der bliver altså også arrangeret 'helt almindeligt' børneteater over hele landet på lejlighedsvise spillesteder, hvor ikke mindst børnebibliotekerne sørger for scenekunst for de mindre og mindste mange steder.
Men både alt ovenstående og alt, det som beklageligvis ikke er nævnt i denne oversigt, kan man finde på Kultunauts til teateravisen.dk særligt designede arrangementsside for scenekunst for børn og unge og familier (klik på logo øverst i højre hjørne).