Som stifter og leder af TeaterTasken har Karen Nielsen i næsten 25 år drevet sit eget turnerende børneteater og siden 2016 også sammen med gemalen Claus Malta Nielsen været ejer af Parkteatret i Frederikssund – der drives som en socialøkonomisk virksomhed med biograf/teater og cafe og fungerer som et kulturelt samlingspunkt i lokalområdet.
Det kan udvikle sig til noget meget større, hvis drømmen om at gøre Parkteatret til egnsteater fra 2021 bliver til virkelighed. Og Frederikssund Kommune er i hvert fald med på ideen. Byrådet har nyligt udarbejdet en budgetaftale, der skal sikre en årlig driftsstøtte på 2,4 mio. kr. Da staten via den ofte noget blafrende egnsteaterrefusion på p.t. 35 pct. yder et tilskud på 840.000 kr., kan det kommunale driftstilskud opgøres til 1,56 mio. kr. årligt.
Der er i øvrigt også planer om at få nabokommunen Egedal med på en mindre del af egnsteateraftalen, fortæller Karen Nielsen til Teateravisen.
Endnu mangler dog den altafgørende godkendelse af egnsteateraftalen fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) og Slots- og Kulturstyrelsen, der administrerer finanslovsbevillingen til landets p.t. 33 egnsteatre. Teatret er nu i samarbejde med kommunen i fuld gang med at skrive egnsteateransøgningen, der skal indeholde repertoireplaner, driftsbudget m.v. og være PUS i hænde senest 1. april næste år.
For Karen Nielsen vil det være en 12 år gammel drøm, der går i opfyldelse, hvis Frederikssund får sit eget egnsteater, og hun ser store muligheder for at Parkteatret både kan samle og sprede allehånde aktiviteter. Der vil både være mulig for et øget samarbejde med de to lokale teaterforeninger for voksne og børn og de lokale amatørteatre, samtidig med at Parkteatret og gæstespil udover opførelser på den faste scene skal ud i skolerne og forsamlingshuse, fortæller hun i et større interview med lokalavisen, hvor hun også priser den store opbakning fra private og virksomheder i Frederikssund.
»Det er mange brikker som gør, at vi nu kan blive egnsteater. Frivillige der hjælper til, håndværkere som forærer os en radiator – eller som Flügger der har sponseret maling til hele bygningen. Mange borgerne har støttet op og købt folkeaktier for i alt 45.000 kr. Derudover har Parkteatret alene i år modtaget 750.000 kr. i fondsmidler fra Sallingfondene og Dansk Filminstitut, og fra Statens Kunstfond har vi modtaget produktionsstøtte til Parkteatrets første forestilling, 'Driving Miles',« lyder det uddybende fra Karen Nielsen.
Hun forventer, at en status som egnsteater vil gøre det nemmere at opnå yderligere støtte fra fonde og andre, for der er fortsat mange projekter, inkl. tilbygning og renovering, der skal gøre det den gamle biograf fra 1940 til et moderne og velfungerende kulturhus.
(Billedet: Flügger har sponsoreret maling til hele Parkteatrets bygning, mens de to ildsjæle, Claus Malta Nielsen, fik i august prisen 'Månedens Rose' for deres indsats for at gøre Parkteatret i Frederikssund til et kulturelt samlingssted for de lokale borgere i alle aldre. Snart måske også med status af egnsteater. Foto: Parkteatret & Charlotte Drue Aagaard / Frederikssund – VORES kommune)
(caj)