16. marts 2020

Fredericia Teater erklæret konkurs

De aktuelle forestillingsaflysninger, nødvendiggjort af Corona-epidemien, koster landets teatre dyrt – og for Fredericia Teater betyder aflysningen af musicalen 'Shu-bi-dua 2.0', der skulle have haft premiere 20. marts og hvis spillemæssige fremtid er uvis i den nuværende situation, således væsentligt færre billetindtægter.

Kombineret med et underskud på omkring 20 mio. kr. i manglende billetindtægter fra forestillingerne 'Prinsen af Egypten' og 'Disneys Musical Tarzan' i København i 2019, der altså slet ikke levede op til de budgetmæssige forventninger, er Fredericia Teater havnet i et økonomisk morads.

Som ikke blev mindre af, at der siden er konstateret et merforbrug i forhold til budgettet på markedsføring, som ikke var bestyrelsesgodkendt. 

Teaterchef Søren Møller har opsagt sin stilling som konsekvens af denne overskridelse, og hver fjerde medarbejder (12 fastansatte og seks deltidsansatte) er blevet afskediget.

Det fremgår af en pressemeddelelse, udsendt i dag (16.3), at bestyrelsen de seneste uger har arbejdet på højtryk for at redde teatret, men uden held. Derfor ser bestyrelsen i denne alvorlige situation ingen andre muligheder for Fredericia Teater end at indgive en konkursbegæring. 

Ifølge tvsyd.dk har Fredericia Byråd  gennem de seneste ni måneder forsøgt at støtte teatret med tre ekstraordinære økonomiske hjælpepakker, men altså uden succes, og Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard (S), siger til TV SYD, at 'det beløb, det vil kræve at redde teatret er så stort, at det på nuværende tidspunkt ikke vil være forsvarligt at bruge skattekroner på det'.

Fredericia Teater er egnsteater, men bedre kendt som landets musical-kraftcenter både i kraft af egne musical-produktioner og Det Danske Musicalakademi, der er tilknyttet teatret og er Danmarks eneste professionelle uddannelse for musicalperformere.

Ved scenekunstaftalen sidste år (se artikel) blev Fredericia Teater udpeget som en af tre jyske regional- og kraftcentre og fra årsskiftet tilført ekstra 4,4 mio. kr. årligt i en fireårig periode.

Nu tyder noget på, at Fredericia Teater i stedet må tage plads i den lidet eftertragtede pulje af lukningsbesluttede eller -truede egnsteatre, der p.t. omfatter Carte Blanche i Viborg, Undergrunden i Furesø Kommune, Mungo Park i nabobyen Kolding (se note) og Thy Teater i Thisted.

(Billedet: Musicalen ’Shu-bi-dua 2.0’skulle have haft premiere 20. marts, men Corona-krisen har sat en stopper for både forestillingen og Fredericia Teater. Ill: Fredericia Teater)  

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne