I årtier har Danmarks Teaterforeninger hver år produceret en turneteaterbrochure med tilbud fra turnerende teatre – primært voksenforestillinger og familieforestillinger.
Repertoirebrochuren blev kaldt Den Grønne TurneteaterBrochure i modsætning til Den Røde Brochure, der bliver udgivet af Teatercentrum med refusionsgodkendte børne- og ungdomsforestillinger.
Men fra i år valgte Danmarks Teaterforeninger (DT) at indstille udgivelsen – både som tryksag og som digital bladreversion.
»Det hang ikke længere sammen økonomisk at producere den pga. svigtende interesse for at annoncere fra producenterne – og samtidig mister en trykt version lynhurtigt sin aktualitet,« lyder det fra DT's sekretariatsleder, Eva Friis.
I stedet har teaterforeningerne måtte ty til Scenen.dk's produktionsside, der henvender sig til arrangører af professionelt teater.
Og organisationen arbejder selv i stedet på en online-løsning, som man forventer at kunne præsentere i løbet af efteråret.
»Vi er i fuld gang med at producere en onlineversion i samarbejde med Tereba, Scenit og Mico – efter samme model som Den Røde Brochures onlineversion,« fortæller Eva Friis – der satser på, at den kan være virksom med udgangen af oktober – og dermed før DT's store årlige seminar med indbygget salgsmesse, der finder sted i Kolding fra 16.-18. november (https://teateravisen.dk/dt-seminar-2018-i-kolding-16-18-november.html)
Her vil en lang række producenter – formentlig mellem 60-80 – givet være til stede for at annoncere for deres forestillinger helt live…
(Billedet: DT's Grønne Brochure er fortid – men en ny online-løsning venter forude…)
(caj)