30. november 2015

Forventnings- og oplevelseskort

Der gøres meget at sikre gode kunstneriske oplevelser i skoleregi, og her er 'Kulturpakker' en fin ordning, som på en og samme gang sikrer skolebørn adgang til tre kunstarter – teater, dans og musik med professionelle udøvere.

Er en kommune med i Kulturpakker, betyder det således, at alle skoleelever hvert år overværerén koncert, én teaterforestilling og én danseforestilling, eller deltager i et danselaboratorium. Endnu er ganske få kommuner dog med i ordningen, men håbet er selvfølgelig at få så mange af landets 98 kommuner med. I en kommune med 7.000 skoleelever giver det på et skoleår i alt 60 koncerter, 93 teaterforestillinger og 140 dansebesøg. Og dermed er Kulturpakker også en ganske stor formidler af professionel kunst for børn.

Men det er også vigtigt og interessant at kunne bearbejde disse oplevelser, og derfor har de tre partnere i Kulturpakker – Teatercentrum, Dansehallerne og LMS – Levende Musik i Skolen – sammen med lærere i Haderslev og Kalundborg nu udviklet et redskab kaldet ’Forventnings- og Oplevelseskort’, der kan bruges til at skabe dialog om kunstneriske oplevelser i skolen.

Materialet er gratis, kan bruges af alle og er bl.a. inspireret af samtalerums-projektet 'Teateroplevelser' fra 2011 (link til folderen). Det er udviklet af Katrine Hüttemeier, Anna Katrine Korning og Ulla Gad.

Om dialogredskabet hedder det:

Forventnings- og oplevelseskortene kan bruges med dans, musik og teater, på tværs af fag, klassetrin og form – dvs. hvad enten der er tale om enkelt- stående kunstoplevelser eller længerevarende forløb.

Det er et lettilgængeligt og overskueligt format, der samtidig skaber mulighed for at komme mere i dybden med – og opnå en større faglig forståelse for – den enkelte kunstneriske oplevelse.

Materialet inkluderer også ’blanke’ kort, hvor det er muligt at videreudvikle det eksisterende.

En guide til anvendelsen og selve forventnings- og oplevelseskortene kan enten printes ud eller bruges direkte på smartboardet og kan hentes på Teatercentrums og Kulturpakkers hjemmesider.

***

Og der venter flere kunstneriske bearbejdningsværktøjer for børn ret forude. Således har et nordisk projekt fået 200.000 kr. i støtte fra Nordisk Kulturfond. Der er tale om en internet-platform, 'Iris' kaldet, der skal virke som en indføring i scenekunstens begreber og motivere skoleelever og interesserede unge i at bearbejde deres scenekunstoplevelser på en ny og anderledes måde. 

Bag 'Iris' står Teatercentrum (DK), Norsk Scenekunstbruk (NO), Riksteatern (SE) og Listaleypurin (FO) – og tanken er at udvikle internetplatformen i et tæt samarbejde med grupper af skoleelever, skuespillere, teaterpædagoger, lærere samt udviklere af spil (gamification).

En særlig sløjfe er, at det materiale, der genereres på platformen, senere også skal kunne anvendes i forskningsøjemed og således også akademisere dialogarbejdet med skoleelever og unge omkring teaterkunsten. 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne