Torben og Julie har sammen stiftet Improimperiet, hvor de arbejder med de relationelle potentialer i impro- og forumteater som æstetisk læringsform og dannelsesproces.
Projektet i Børnehaven Nyrup strakte sig over otte uger, hvor de kom på besøg en gang ugentligt i omtrent tre timer. Det var de ældste børn i børnehaven, som i første omgang blev en del af det eksperimenterende projekt.
Et eksperimenterende pionerprojekt
Forumteatret opstår omkring 60’erne med den brasilianske instruktør Augusto Boal og hans ønske om at bevidstgøre borgerne i Sydamerika om samfundets undertrykkende dynamikker gennem teatrets form. Iscenesættelserne i genren skildrer derfor fortællinger om en undertrykker og en undertrykt.
Under en af Boals forestillinger er der nogle blandt publikum, som begynder at blande sig i handlingen.
»Der er en beskrivelse af, at Augusto Boal i frustration siger: ’Så kom selv op og vis det!’ og så kommer publikum op og overtager skuespillernes rolle og giver deres bud på, hvordan det burde se ud. Det grundlæggende ved genren er altså, at det er en opløsning mellem sal, publikum, scene og skuespillere,« forklarer Julie.
Forumteater udspringer af et ønske om at give den undertrykte medbestemmelse og handlekraft. Genren er udbredt i arbejdet med unge og i få tilfælde børn, men hverken Torben eller Julie, som begge er velbevandrede i teaterverdenen, er stødt på forumteater for – og med – børn i børnehavealderen.
Inden projektet i Børnehaven Nyrup havde de lavet et lignende projekt – et otte ugers introforløb i improteater for både børn og pædagoger. Her bevægede de sig fra vuggestuebørn og op til de seksårige. Det var i løbet af de sessioner, forumteatrets potentialer med de yngre børn helt spontant viste sig.
Genkendelige konflikter med forskellige fortolkninger
Ud fra små scener med et defineret forløb og en beskrivelse af karakterernes motivationer spillede Julie og Torben konflikter for børnene, og afhængigt af, hvor meget de brød ind, var improvisation en naturlig del af forløbet.
Hvert scenarie var inspireret af realistiske konflikter, som kan opstå mellem børn i børnehaven, og de enkelte scenarier var altså forsøg på at udfolde og løse en konflikt. Det var vigtigt at finde scenarier, som børnene kunne spejle sig i, og det skete i samarbejde med pædagogerne.
»De var ret hurtigt enige om, at det skulle være konflikter, der opstår i lege. Vi bad dem om at skrive nogle typiske konfliktsituationer ned, som vi arbejdede ud fra,« fortæller Torben.
»Vi var Torben og jeg, og så var der to pædagoger til stede. Til forumteater er der en joker, som styrer udvekslingen mellem sal og scene. Der var en af pædagogerne, som påtog sig joker-rollen, så hun havde dialogen med børnene, og hun var også den, der kendte børnene. Så havde vi en anden pædagog, som vi kaldte for publikumspædagogen, som sørgede for at hjælpe, hvis der var nogen der trængte til støtte eller skulle tisse,« forklarer Julie.
Jokeren er et vigtigt bindeled i særdeleshed i arbejdet med de yngre børn, men det kan også være en overvældende opgave.
»Der er sindssygt mange bolde i luften for jokeren. Vi prøvede at udvikle jokeren over de otte gange, vi var der, og vi hentede selvfølgelig inspiration i materiale fra andre projekter. Men det er noget andet, når man arbejder med så små børn med relativt lidt erfaring med at indgå i gruppesammenhæng. At sidde stille og kigge på noget var en ny form for dem. Så jokeren startede med at få børnene til at forholde sig til, hvad de havde set og at få dem til at genfortælle det. Det var en fast procedure hver gang,« fortæller Julie.
Og den del af processen bragte vigtige erkendelser og erfaringer med sig.
»Børnene var meget hurtige til at se konsekvensen af konflikten – for eksempel at den ene blev ked af det. De skulle ligesom lære at forholde sig til forløbet. Det var ret vigtigt, for det handlede om, at alle børnene skulle være med og forstå, at vi alle har set det samme, med at vi fortolker forskelligt, og den opdagelse er jo en slags demokratisk dannelsesproces,« forklarer Torben.
Forsoning og forståelse for fællesskabet
Børnenes higen efter den forsonende udgang på konflikterne viste sig tydeligt i deres indgriben i scenerne. Og selvom konflikten sommetider blev løst, så var der også en læring i, at det ikke er alle konflikter, der kan knipses væk.
»Du kan ikke løse situationen ved at give en gave eller ved at hente mere legetøj. Det handlede også om at få dem til at blive i situationen, uden at de med et snuptag kan gøre det godt,« fortæller Julie, og Torben tilføjer:
»I starten var vi optaget af at løse konflikten, inden tiden var gået. Det kunne godt blive lidt kunstigt, så det bevægede sig over i, at det var vigtigere, at vi var tro mod vores karakterer. Det vigtige var ikke, at konflikten blev løst, men at børnene bød ind og oplevede, at de kunne være med til at forandre noget.«
Forumteaters skelnen mellem undertrykker og undertrykt gav derfor ikke så meget mening i arbejdet med børnehavebørnene. Det handlede mere om at skabe forståelse for begge parter i konflikten og at gøre børnene bevidste om, at de kan gribe ind. Lærings- og dannelsespotentialet for børnene ligger altså især i at opleve, at de har mulighed for at ændre en situation og give dem redskaber til at gøre det.
I forløbet med Børnehaven Nyrup var halvdelen af børnene på scenen for at give deres bud på en løsning på en konflikt.
Den sidste dag, Julie og Torben var på institutionen, var det med udgangspunkt i en konflikt, der havde udspillet sig i den forgående uge – en pige var pludselig begyndt at skrige, og en dreng havde slået hende.
»Så skulle vi finde ud af, hvad skete der, hvorfor skete det, og hvad kan man gøre?
Pigen kom selv op på scenen og fortalte, at hun skreg, fordi der var så meget larm i lokalet. Drengen forklarede, at han havde slået hende, fordi hun skreg, så begge deres reaktioner havde faktisk udgangspunkt i larmen. Med det ser man jo, at det ikke kun handler om de to involverede, men at det handler om hele gruppen og miljøet i børnehaven,« fortæller Torben.
»Da vi arbejdede med den situation, blev de andre børns rolle tydelig. Det pegede tilbage på, at vi er en del af et fællesskab,« tilføjer Julie.
Og på den måde bliver børnene inspireret til at tage stilling til, hvad der sker omkring dem og til at tage del i fællesskabet.
At træde ind i barnets erfaring
Et mindre udtalt potentiale i forumteatrets form var at få en oplevelse af at være opslugt i barnets følelser i en konfliktsituation, som både Julie og Torben oplevede meget kraftigt, når de spillede.
»Hvor jokeren havde en pædagogisk rolle, som den, der svæver over vandene, skulle vi som skuespillere ikke være pædagogiske. Vi havde jo vores karakterer, som vi skulle udfylde så autentisk som muligt,« fortæller Torben.
I en af scenerne havde Julie og Torben en voksen med for at vise, at det ikke er alt, man kan løse selv. Nogle gange er det okay at hente en voksen. I scenen bliver de uvenner over et tæppe, som de begge vil lege med.
»I en af gennemspilninger tog pædagogen tæppet og gav det til Torben, og der kunne jeg mærke den dybe frustration, man kan have som barn, når man synes man bliver uretfærdigt behandlet og har ingen mulighed for at gøre indsigelse, fordi man hverken har sproget eller magten til det. Hvis bare flere pædagoger kunne arbejde på den måde og få et førstehåndsindtryk af, hvor uretfærdigt det egentlig kan føles, når en pædagog, efter bedste intentioner, griber ind,« fortæller Julie.
