29. oktober 2010

Forstadsmusical med drøn på

Mange af Danmarks små egnsteatre og storbyteatre sætter en ære i at få store teaterproduktioner i spil i lokalområdet – som regel med en skønsom blanding af teatrets egne professionelle kræfter og en større
eller mindre hær af lokale amatører i alle aldre.
Den 5. november har Teater Vestvolden så premiere på sit nyeste bud på et egnsspil. ‘Tanker i natten’ er nemlig en rockende musical, anført af et professionelt korps i form af instruktør (Remi Lewerissa), scenograf (Niels Secher), koreograf (Claudia Sorrentino) og komponist ( Lawand Shakur Othman) og tre skuespillere (Hadi Ka-koush, Christina Bech og Joel Hyrland). Komponisten Lawand Shakur Othman bærer også kunstnernavnet Turkman Souljah og under det er han især kendt som Outlandish DJ.

Resten er ifølge teatret ’rendyrket energi’ i form af 45 entusiastiske aktører i alle aldre og racer, der med musik, dans og drama skal trække et nyt publikum i teatret. De 45 medvirkende er fortrinsvis Hvidovre-borgere, men kommer også fra øvrige vestegnsbyer som Hundige, Greve, Ishøj, Avedøre, Brøndby og Rødovre. De fleste er unge i alderen 14-20 år, og den sidste tredjedel er fordelt på børn fra 10-13 år og voksne fra 45+ op til 60 år, fortæller Nanna C. Rohweder, der er tovholder på forstadsmusicalen.

Hun kan også berette, at man siden den store audition 8. maj har brugt tre måneder til at rekruttere den store besætning – og siden tre måneder til prøver og opsætning, før det går løs 5. november og tre uger frem.
Udover de mange på scenen, skal også nævnes en stor stab af frivillige scenebyggere, syersker og velfærdsskabere, som er fra 40’erne og op.

Forstadsmusicalen handler om unge menneskers liv i Hvidovre og omegn. Et liv omgivet af forældre, lærere, venner, kærester m.fl., der alle er plantet midt i hverdagslivet, lige til der sker en drastisk begivenhed…
‘Tanker i natten’ spiller i teatersalen på Langhøjskolen, Hvidovre Strandvej 70A, Hvidovre. Den er for de 10-årige og op og varer to en halv time.

Spilleperiode: 6. – 28. november ti-fr kl. 19, lø-sø kl. 15. Billetter m.v. på www.teatervolden.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne