»Teatrene er med til at skabe rammerne omkring forestillingen. Foyeren udenfor eller den sure lærer? Den hårde bænk, eller det fede lys…? Det spiller alt sammen med. Hvis man forstår at bruge det fuldt ud, kan aftrykket fra oplevelsen med scenekunst blive meget stærkere.«
Med 100 årlige forestillinger for børne- og familiepublikummet er Kalundborg Kommune og børnekulturkonsulent Søren Vind én af landets store arrangører af scenekunst.
Det er et entusiastisk virke gennem flere årtier, der bl.a. er blevet påskønnet med modtagelse af Nordea Fondens Kulturpris (2012) og Kulturkongens børneteaterformidlerpris (2013).
Første og vigtigste kriterie i udvælgelsen er, om forestillingerne giver børnene røde kinder og blanke øjne:
»Det må gerne gribe og klemme lidt om hjertet. Og når det er rigtigt vellykket, er der råstof til børnenes eget kulturelle liv – deres sprog, sanser og identitet,« siger Søren Vind og fortsætter:
»Det er der, hvor jeg synes det bliver rigtigt spændende. Hvad gør børnene selv med forestillingen? Hvordan lever den videre i dem?«
Ifølge Søren Vind er der mange måder som børneteatret kan forlænge, strække og udvide det aftryk, som sættes hos det enkelte barn:
»På den ene side skal en teaterforestilling ikke være et pædagogisk eller didaktisk projekt. På den anden side kan forestillingen godt have didaktiske potentialer. Og det er da fjollet ikke at udnytte anledningen til at forholde sig bevidst til kunsten og de æstetiske processer og idealer, når man nu netop har set en forestilling,« siger Søren Vind og efterlyser rum til børnenes refleksion:
»Også i erkendelse af og respekt for, at børn oplever en forestilling forskelligt, kan man både før og efter italesætte eller billedligt bearbejde den kunstneriske oplevelse. Så varer den længere og så giver den større værdi – også til skolens hverdag.«
En ubrudt kæde
At det er en enormt lang vej fra den første spæde idé til en forestilling dukker op, til barnet sidder og får de ønskede røde kinder og blanke øjne, er Søren Vind helt bevidst om.
Det er en lang og ubrudt kæde af processer, som teateroplevelsen er bygget op af. Teateroplevelsen kan svækkes ved at én af aktørerne uforvarende kommer til at skyde et hul i kæden.
Søren Vind forklarer:
»Øjeblikket før øjeblikket og den næstsidste pind i denne her lange række af ting, der skal gå op i en højere enhed før vi når sandhedens øjeblik – ser, mærker, føler om forestillingen rammer – er kunstnernes møde med skolens kulturcrew. Jeg bliver meget glad for, og er helt vild med, når teatrene tager så godt i mod vores meget engagerede børn og unge. Men det er ikke heldigt, hvis kunstnerne, der dukker op, får givet indtryk af, at de ikke vil indgå et ligeværdigt samarbejde med skolens kulturcrew eller med skolernes servicemedarbejdere. Det svækker oplevelsen. Også af teaterforestillingen. Men det sker heldigvis uhyre sjældent.«
Børn vælger smalt
Ligesom Søren Vind i Kalundborg ser Skanderborgs børnekulturkonsulent, Benedikte Sten Andersen, gerne, at børnene i større omfang bliver draget ind i processerne omkring kunsten og kulturen. Med knapt 200 arrangementer spredt ud over skoleåret, kunstarter og genrer, griber kommunen mulighederne for at udforske, udvikle og udvide sin praksis med leg, læring og oplevelse. For eksempel drages børnene så vidt muligt med ind i udvælgelsen af disse arrangementer.
»Børnene vælger lidt mere smalt, end vi voksne gør. De er mere nysgerrige. Måske er det bare en stemning, de kan lide. Eller nogle fede replikker,« siger Benedikte Steen Andersen, der også arbejder målrettet på at lade børnene få en større indsigt i de processer, der ligger bag scenekunstoplevelsen.
Unge kulturproducenter
»I samarbejde med en klassisk pianist forbereder vi nogle af vores 7.-9. klasses børn på koncertoplevelser ved at lade dem ’lege’ med, hvordan man bedst kan designe klassiske koncerter for unge mennesker. Vi giver dem et rum til at reflektere og lader dem derefter forsøge sig med at være producenter,« siger Benedikte Sten Andersen, der gerne ser et større udbud af tværfagligt forberedende og efterbearbejdende materiale indenfor teater.
Det kan være med til at animere skolerne og deres lærere til at tage mere hånd om oplevelsen, styrke den formidlingsmæssige relevans og kvalitet og dermed bygge endnu mere op til, at oplevelsen kommer til deres skole.
I det hele taget ser Benedikte Sten Andersen gerne, at oplevelsen ikke kun begrænser sig til det enkelte kunstprodukt.
»Måske kan man lade kunstnerne udfolde sig endnu mere, hvis de er på skolen en hel dag? Med deres erfaringer og ekspertise kan de bruge det æstetiske til at udvikle nysgerrighed og indsigt hos børnene og deres lærere. Der er masser af spørgsmål og undersøgelser, man kan stille. Hvor kommer tingene fra? Hvordan er for eksempel metalsammensætningen i en trompet? Og denne her rytme, hvor kommer den fra? Den undren og disse æstetiske undersøgelser er med til at udvikle og danne vores børn.«
»Men når det er sagt, kan der også være momenter i kunsten, hvor vi skal lægge de forklarende ord til side. Lade kunst være kunst, og lade sjælen blive rørt.«
